Teologis videnskabelige niveau trues af fundamentalister

Vi er naturligvis glade for den debat vores indlæg har startet – det er en efterhånden tiltrængt debat, som vi er villige tage. Derfor har jeg allerede lovet at komme på besøg på Menighedsfakultetet (MF) i Århus efter eksamensperioden, for at imødegå kritikken om, at vi ikke vil gå til sagen og undersøge uddannelsen.

Men lad mig starte med at slå fast, at indlægget ikke er et angreb på de enkelte studerendes niveau, eftersom det sikkert er ligeså varierende, som det er på universitetet. Når vi afsluttende skriver, at vi mener det ligger på et meget lavt niveau, er det set som et lavt niveau inden for vores definition af videnskabelighed. Det vil sige, at den studerende ikke er blevet introduceret grundigt nok til alle dele af den teologiske videnskab - også det religionskritiske aspekt. Det kan godt være, at vi senere må indrømme dette er en forkert antagelse, men det finder vi snart ud af.

Endvidere bliver vi anklaget for at have en mistillid til biblen, hvilket jeg bestemt ikke mener, vi har. Jeg mener, at vi ikke anvender tillid til biblen som hovedprincippet for vores omgang med biblen, men derimod sætter metode, eks hermeneutik, først. Jeg er dybest set ligeglad med, hvilket forhold man har til biblen og hvordan man derefter bruger den indsigt, man har fået. Når jeg nu nævner metode er det, fordi det er fuldt ud anerkendt i hermeneutikken, at hver person er involveret i tolkningen og ikke kan hives ud af denne tolkning. Jeg er udmærket klar over, at hver enkelt person ikke kan adskilles fra deres virke.

Jeg vil også godt slå fast, at hverken Anders eller min religiøse overbevisning bør spille en rolle i denne her sag. Vi bør holde debatten på et niveau, hvor det er de gode argumenter, der tæller og ikke hvem det er, der bruger dem. Jeg ved udmærket, at vi, som de mennesker, vi er, tænker på en bestemt måde, der præger vores argumentation, men det synes jeg ikke ændrer synderligt ved argumenterne.

Til ”bananrepublikkens akkreditering” vil jeg påpege, at dette er en institutions akkreditering og dermed er det ikke en garant for den enkelte uddannelses kvalitet – men jeg vil vældigt gerne høre mere om hvordan MF er blevet akkrediteret. I Danmark har vi en akkrediterings institution (ACE Denmark), som bestemmer hvorvidt en uddannelse i Danmark er en universitetsuddannelse eller ej. Det faktum, at de to institutioner så er akkrediteret i Wales, ændrer ikke på, at de ikke er akkrediteret i Danmark som universitets uddannelser. Endvidere er Cirius ikke en faglig funderet enhed, derfor anerkender jeg kun det teologiske studienævns anerkendelse. Den eneste grund (så vidt jeg kan se) til, at Cirius anerkender de to uddannelser er, fordi Danmark er en del af Bologna processen, og derfor desværre skal anerkende dem, som en del af Bologna samarbejdet.

En dansk universitetsuddannelse skal under ingen omstændigheder underlægges nogen form for konfession, hvilket MF og DBI (Dansk Bibel Institut) åbenlyst er. Det grundlæggende for den europæiske universitetstradition er dens autonomi fra samfundets andre institutioner, herunder kirken og staten. Det er det, der giver de studerende og underviseren den akademiske frihed. MF og DBI giver deres undervisere frihed inden for deres konfession, men det er ikke det samme som akademisk frihed. Det er det, vi mener, når vi snakker om høj videnskabelig standard, nemlig den akademiske frihed, som sikrer den åbne og kritiske debat. Jeg er ikke naiv og ved udmærket, at denne debat sikkert kan finde sted på DBI eller MF, men det ændrer ikke på, at strukturen det ene sted fordrer den og det andet sted ikke gør.

Så er det ganske rigtigt, at denne frihed er en værdi eller ideologi, som nogen har skrevet, men en værdi der giver plads og rum for den enkeltes mulighed for at tænke frit, kritisk og tro sit. Det kan godt være, at dette kan lade sig gøre på MF eller DBI, men under alle omstændigheder er de uddannelser underlagt en helt anden værdi – nemlig deres konfession.
Det vil sige, at min definition af et højt videnskabeligt niveau er autonomi og akademisk frihed, som forudsætning for samspillet mellem forskning og undervisning, hvor folk derefter i kritisk dialog forsker og underviser. Det er dermed klart, at intet konfessionelt udgangspunkt kan være den gældende norm eller rettesnor for forskningen eller undervisningen. In causa betyder dette også, at alle, der er undervist under andre forudsætninger, anses for ikke at være inden for det samme videnskabelige paradigme.

Der er en anden ting, jeg gerne ville vide om DBI og MF – kunne det tænke sig, at de ville ansætte en højtkvalificeret GT forsker, der havde et feministisk bibelsyn?

Jeg håber, det klargjorde vores position yderligere og jeg ser meget frem til at besøge MF, når jeg får en mere officiel invitation.

Stud. Theol Emil B. Saggau

Først og fremmest vil jeg udtrykke en stor tak for de mange kommentarer. De viser, at dette betyder noget, og ikke bare er ligegyldigt. Samtidig mener jeg dog, at dette er en diskussion vi bliver nødt til at tage.
Og jeg vil hellere end gerne være foregangsmand for, at dette gøres i fred og fordragelighed, og ja; selvfølgelig kan vi lære noget af hinanden. Det er jeg overhovedet ikke i tvivl om, og derfor vil en dialog mellem de private teologiske universitetsuddannelser og de statslige teologiske universitetsuddannelser være godt.
Dette kan måske også give studenter fra MF og DBI en nemmere overgang til de teologiske fakulteter?

De teologiske fakulteter i Danmark er selvfølgelig det sted, hvor bachelorer fra MF eller DBI skal kunne studere videre.
Jeg mener dog, at når en studerende søger om optagelse ved Det Teologiske Fakultet i København, så skal alle bedømmes individuelt. Der er forskel på fakulteterne og MF & DBI, og derfor skal de selvfølgelig vurderes, og derefter have meritoverført alt hvad de kan få. Dette kan sagtens være hele deres bachelorgrad, men kunne lige så godt være dele af denne. Og det er hér de teologiske studienævn kommer ind i billedet.
Alle studerende der søger meritoverførsler fra internationale uddannelser skal godkendes individuelt af studienævnet. Da MF og DBI er en international uddannelse, skal dette selvfølgelig også gælde for studerende herfra. Dette gælder også ved optagelse på en kandidatuddannelse.

Teologiske bachelorer fra MF og DBI er hjerteligt velkomne på de teologiske fakulteter. Vi SKAL tage imod dem, og vil tage imod dem. Vi vil lære af dem, for de har selvfølgelig opnået et niveau, som er givende i teologiske diskussioner.
De teologiske fakulteter skal favne alle, uanset hvilket bibelsyn man måtte have; og hverken om dette er positivt eller negativt, men det er ikke dét der skal danne grundlag for undervisningen. Den personlige tro er personlig, og skal holdes uden for undervisningen.
De studerende der ikke mener, at deres positive bibelsyn bliver bekræftet på de teologiske fakulteter har altid mulighed for at få dette andre steder. Hér er MF og DBI´s eksistens yderst vigtig. Det kan også søges andre steder; i kirken, hos venner, familien og mange andre, men MF og DBI er selvfølgelig et godt bud på dette. Flere studerende bruger også dette, og jeg ved også, at de fleste af dem der tager kurser ved MF og/eller DBI er yderst glade for det. Jeg kender selv op til flere.

Jeg (og Emil) bliver anklaget for at have en mistillid til biblen, hvilket jeg bestemt ikke mener, vi har.
Emil skriver det perfekt i hans svar til kritikken: ” Jeg mener, at vi ikke anvender tillid til biblen som hovedprincippet for vores omgang med biblen, men derimod sætter metode, eks hermeneutik, først. Jeg er dybest set ligeglad med, hvilket forhold man har til biblen og hvordan man derefter bruger den indsigt, man har fået. Når jeg nu nævner metode er det, fordi det er fuldt ud anerkendt i hermeneutikken, at hver person er involveret i tolkningen og ikke kan hives ud af denne tolkning. Jeg er udmærket klar over, at hver enkelt person ikke kan adskilles fra deres virke.”
For mit eget vedkommende er troen en vigtig del af mit liv, og grunden til at jeg valgte netop teologistudiet, men på at videnskabeligt akademisk universitet er dette ligegyldigt. Universitetet uddanner akademikere, og IKKE præster eller troende, og dette er jeg utrolig glad for. I min uddannelse møder jeg religionskritikken, og nogle gange meget. Det er en viden som jeg ikke vil være foruden, for som sagt; Jeg bliver uddannet akademiker, først og fremmest, med det teologiske studium. Dette gælder for alle studerende, der tager en kandidatgrad fra ét af de to teologiske fakulteter.

Endeligt: Studenter fra MF og DBI er hjertelig velkomne på de teologiske fakulteter. Dog mener jeg, at de skal forvente at blive undersøgt individuelt af de respektive studienævn. Enden på dette kan sagtens være, at deres videnskabelige niveau vurderes til at være lig studerende fra fakulteternes egne bacheloruddannelser. Når dette er sket vil jeg med glæde være én af de første, der byder de nye studerende velkomne.

Stud.theol. Anders Martin Lauritsen

Tak til Anders Martin Lauritsen og Emil Bjørn Saggau for at slå fast, at "En teologisk kandidat skal være af højeste videnskabelige standard." Videnskabelighed er ikke mindst grundighed, redelighed, nøjagtighed og rationelle, logiske argumentationer og udsagn, der bygger på nøje kendskab til og respekt for de emner, som behandles. Så derfor: kæmp for videnskabeligheden. Jeg er helt enig i, at "En teologisk kandidat skal være af højeste videnskabelige standard". Hvem er ikke enig i det? Menighedsfakultet eller Dansk Bibelinstitut? Næppe!

Det er faktisk en tankevækkende, at Lauritsen og Saggaus gudsbillede og religionsforståelse styrer deres tankegang i så høj grad. Idet de gør op med "tillid til Bibelen", må deres udgangspunkt være "mistillid til Bibelen". (Ikke nødvendigvis en nedladende mistillid, men a-tillidens mistillid). Det er også kendetegnende for mange teologers tilgang til Bibelen, sådan som den ses på fx Århus Universitet: hvis Bibelen er ene om et udsagn eller er uenig med en anden kilde, så er Bibelens udsagn usandt. Det udgangspunkt har intet med videnskabelighed at gøre, men er en forudgående bedømmelse (altså en fordom). Lige så lidt er tillid til Bibelen et videnskabeligt resultat, men også er en forudgående bedømmelse (altså også en fordom). Således er det direkte plat at kritisere Menighedsfakultetet og Dansk Bibelinstitut for manglende videnskabelighed pga. udgangspunktet (tillid til Bibelen), når man som Lauritsen og Saggau selv har et udgangspunkt (mistillid til Bibelen), der ikke er videnskabeligt. (At videnskabelige undersøgelser kan synes at bekræfte ens udgangspunkt lader jeg her stå ukommenteret).

Med andre ord: Enten tror man på, at Gud findes eller også tror man ikke på, at Gud findes (der findes tvivl i begge lejre, men ingen reel mellemposition), og ens tro præger den videnskabelige, redelige og grundige undersøgelse af spørgsmålet om Guds eksistens. Men da man hverken kan bevise Guds eksistens eller Guds ikke-eksistens, giver det ikke mening at kalde hverken det ene eller det andet udgangspunkt for videnskabeligt. Det er trosmæssigt.

Derfor bør enhver redelig teolog være sig sit udgangspunkt bevidst. Og det er man om noget sted netop på Menighedsfakultetet og Dansk Bibelinstitut. Og det mangler desværre hos mange på de teologiske fakulteter i København og Århus, hvor man tror, at videnskabeligheden er udgangspunktet for ens tilgang, men ikke ser, at mistilliden til Bibelen og ikke-troen på Gud er mere grundlæggende for det teologiske arbejde, man udfører, om end man på den grund arbejder videnskabeligt.

Og for at vende tilbage til noget af det første. Det tyder ikke på, at Lauritsen og Saggau har sat sig ind i det emne, de behandler, for så havde de vidst, at videnskabeligheden og faglighedens bredde og dybde er stor på såvel Menighedsfakultet som Dansk Bibelinstitut og havde ikke antydet, at Menighedsfakultetets og Dansk Bibelinstituts uddannelser ”åbenlyst ligger under vores videnskabelige niveau”. Netop pga. det videnskabelige niveau er begge uddannelsessteder også blevet anerkendt af Den Internationale Akkrediteringskomité for Bananrepublikkernes Universiteter, eller nej ... af University of Wales. Det er ikke folkeskolen på den jyske hede i 1890, Lauritsen og Saggau gør op med, men et stort og internationalt anerkendt universitet i Storbritannien samt den danske stats styrelse til vurdering af udenlandske uddannelser, CIRIUS. Men man behøver måske ikke være videnskabeligt grundig og redelig, når man skriver debatindlæg...!?