Der er noget galt, når vi er så mange, der må købe private kurser for at klare vores fag

»Billigere er bedre«. Denne mentalitet synes at have manifesteret sig på universiteterne. Min opfattelse af mit uddannelsesforløb indtil nu er i hvert fald, at undervisningen er ramt af et økonomisk betinget tidsunderskud. Der har været meget lidt feedback, mange standardiserede og billige eksamensformer og ikke meget dialog mellem undervisere og studerende.

Alligevel er jeg både taknemmelig for og stolt af at læse på universitetet i Danmark, et sted hvor dine muligheder for akademisk merit ikke afhænger af din eller dine forældres økonomiske position. Men jeg frygter, at dette hurtigt kan ændre sig.

Jeg læser statskundskab på 3. semester, og vi har lige afsluttet det længe frygtede fag Mikroøkonomi. Et fag, man hører mange rygter om, når man starter på uddannelsen, blandt andet at eksamen efter sigende er blevet omlagt til en bestået/ikke-bestået-prøve, fordi det samlede gennemsnit simpelthen var for lavt. Om karaktergennemsnit er årsag til omlægningen, ved jeg ikke, men jeg er selv bange for, om jeg er en af dem, der ikke vil kunne bestå.

Og jeg er ikke alene. Vi er mindst 187 ud af 322 studerende, for at være præcis. Det ved jeg, fordi der var 187 studerende på mit Aspiri-kursus.

Dette kursus udbydes af en ekstern privat aktør, som mod betaling påtager sig at hjælpe studerende til enten at klare sig bedre til eksamen eller, i vores tilfælde, at bestå.

Den slags kurser er ofte mere udbredte på Jura, Science, business- eller samfundsvidenskabelige uddannelser, end de er på Humaniora, og de kritiseres ofte for at være med til at skabe ulighed på uddannelserne, da de kun er tilgængelige for dem, der har økonomiske midler.

Men over halvdelen af mine medstuderende følte sig altså desperate nok til, at de i forbindelse med denne bestået/ikke-bestået-eksamen var villige til at betale for ekstra undervisning. Selv i december måned, hvor de fleste studerende, der skal købe julegaver, sikkert i forvejen kæmper med at få økonomien til at hænge sammen.

Lærer først faget på det private kursus

Jeg ved ikke om dette ualmindeligt høje antal studerende på nogen måde har været påvirket af covid-19 og af en øget grad af onlineundervisning (der ikke altid fungerer optimalt), men jeg har et indtryk af, at Aspiri-kurset generelt er meget efterspurgt af studerende, der har mikroøkonomi.

Jeg studsede over, at det emne, som vores forelæser mente, at de studerende i de foregående år havde haft sværest ved til eksamen, netop var et emne, som Aspiri-kurset ikke normalt behandlede.

Som statskundskaber ved jeg godt, at et enkelt eksempel som det ovenstående, ikke kan sige noget om en sammenhæng mellem Aspiri-kursets indhold og konkrete eksamensresultater, men det kunne indikere, at en væsentlig gruppe studerende først rigtigt lærer pensum til Aspiri-kurset.

Jeg undrer mig over, hvad årsagerne er til, at så mange studerende føler behov for at tilkøbe yderligere undervisning i Mikroøkonomi. Jeg tror ikke på, at det bare er fordi statskundskabsstuderende skulle være dårlige til tal og ikke er logisk tænkende nok til at forstå økonomiske principper.

Jeg vil vove at påstå, at størstedelen af mine medstuderende har en høj arbejdsmoral og gode indlæringsevner, og at der ikke burde stå noget umiddelbart i vejen for, at vi skulle være i stand til at bestå dette fag.

Jeg tror heller ikke på, at det er fordi vi har dårlige undervisere i faget. De undervisere, jeg har stiftet bekendtskab med, har i hvert fald formidlet tingene godt, omstændighederne taget i betragtning. Dog tror jeg, at der er en række problemer med fagstrukturen, både i form af ufyldestgørende pensum og, især, et kæmpe tidsproblem. Til forelæsningerne er der flere ’bonus slides’, der ikke gennemgås i undervisningen, end rigtige slides.

Og forelæsninger på kun 45 minutter betyder, at forelæseren snakker med en sådan hastighed, at man kommer til at tro, at der i denne Zoom-epoke er udviklet ny teknologi, der kan sætte live-optagelser på speed med tre gange normal hastighed. Desuden er der kun meget lidt tid til spørgsmål og uddybende forklaringer, og opgave-feedback er næsten ikkeeksisterende.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

I økonomiske sammenhænge er jeg ved at have forstået, at tid er lig med penge, og derfor antager jeg, at disse udfordringer skyldes manglen på midler. Men hvorfor nedprioriteres dette fag, som både virker essentielt for størstedelen af statskundskabernes fremtidige karriere og som de studerende tydeligvis har svært ved? Hvorfor er der ikke nogen af kursusevalueringerne, der vækker en alarmklokke længere oppe i systemet?

Kurserne løser et problem for universitetet

Et bud kunne være, at Aspiri-kurserne medvirker, at dumpeprocenten ikke er tilstrækkelig høj. Hermed bliver de enkelte studerende selv en del af problemet.

Her skal jeg ikke gøre mig hellig.

Jeg tog nok selv et moralsk forkert valg, da jeg besluttede, at 500 kroner for et kursus var pengene værd i forhold til den mængde tid, jeg kunne risikere at bruge på en potentiel reeksamen.

Jeg ved ikke, om jeg har bestået eller ej, men til trods for mine moralske komplekser har jeg uden tvivl personligt været rigtig glad for mit Aspiri-kursus, for jeg mener virkelig det har forøget min viden om faget. Dog vil jeg tillade mig at kritisere fænomenet alligevel.

Når man tilkøber et Aspiri-kursus, risikerer man at være med til at fjerne opmærksomheden fra de væsentlige problemer, der kunne være ved undervisningen i det pågældende fag. Man bliver et tal i en statistik, der ikke fortæller noget om de forhold, der har medført den høje beståelsesrate eller de høje karaktergennemsnit. Hvis det ser ud som om alle klarer sig godt, er der ingen incitamenter til at prøve at forbedre undervisningskvaliteten.

Med frygt for at blive for nørdet, kan man jo i økonomiske termer sige, at der er en negativ eksternalitet forbundet med at købe et Aspiri-kursus. Den studerende medregner ikke den potentielle kvalitetsforværring af undervisningen på studiet, når vedkommende beregner sin nytte af Aspiri-kurset. Hermed forværres den samlede nytte i form af et kvalitetstab i undervisningen, hver gang flere studerende tilkøber et sådan ekstrakursus.

Så ud over at Aspiri i forvejen clasher med min retfærdighedsopfattelse, når de, der har penge nok, kan tilkøbe sig højere karakterer, bliver jeg forarget, hvis der i virkeligheden sker en forværring af det samlede undervisningsudbud på universiteterne.

For så ender vi jo i en situation, hvor uddannelsesmulighederne er betinget af brugerbetaling, og hvor man udover at skulle finansiere sin uddannelse gennem sine skattekroner også skal til at betale ekstra, hvis man en dag vil kalde sig akademiker. Uddannelse kan ende med at blive for dem med midler, en såkaldt Aspiri-elite.

Jeg siger ikke, at kurser som Aspiris skal forbydes. De er opstået, fordi der er penge at hente, og fordi der altid vil være et behov på markedet, men dette behov må ikke blive normen. Gratis uddannelse er en grundsten i vores velfærdsstat, og den bør i Danmark være fair og frit tilgængelig for alle, uanset økonomisk position.

Note: Kursusudbyderen Aspiri skriver på sin hjemmeside, at virksomheden »blev stiftet med det formål at hjælpe studerende med at klare sig bedre til eksamen. Det var, og er, et alternativ til, at studerende hyrer ældre studerende til at hjælpe dem med at forstå svært stof. Kurserne er således et supplement i forbindelse med eksamensforberedelsen og ikke et alternativ til undervisningen.«