»Jeg har tit spurgt mig selv, om man kan coache Donald Trump«

Hvordan går det? Altså, hvordan går det egentlig?

For mange er det første spørgsmål lidt lettere at svare på, end det andet.

Men et kursus i coaching på Institut for Idræt skal lære kandidatstuderende, at komme lidt dybere ned end i den gængse hverdagssludder.

For de fleste studerende kan have gavn af at få redskaber til, hvordan vi mennesker kan tale bedre sammen med sig ud på arbejdsmarkedet. Det siger professoren bag kurset, der slet og ret hedder Coaching.

»Alle studerende skal jo ud og have professionelle samtaler efter studiet. Der er teknikker fra coaching meget givende,« siger Reinhard Stelter.

Tre af de studerende, som lige har været til eksamen i coaching, mener dog også, at de kan bruge det, de har lært på kurset i helt almindelige hverdagssamtaler med veninderne eller bedsteforældrene.

Noget andet end terapi

Louise Tarp Jørgensen har taget kurset som det sidste, inden hun skal skrive speciale. Hun læser en kandidat i humanistisk samfundsvidenskabelig idrætsvidenskab, og ved siden af arbejder hun som gymnastiktræner for konkurrencegymnaster.

»Jeg gik ind med en idé om, at jeg ville bruge det i min trænerrolle. Jeg opdagede dog ret hurtigt, at jeg også godt bare kunne bruge det i den måde, man snakker og agerer med andre mennesker normalt,« siger hun.

Sammen med sin gruppe valgte hun i løbet af semestret at coache andre unge kvinder om, hvordan de havde det under coronanedlukningen.

En følte sig usikker på sig selv, en følte sig svag og en tredje syntes, at hun var dårlig til at lukke op om sine problemer.

Det kan lyde som problemer, man kunne få hjælp af en psykolog eller en terapeut til at løse, men coaching kan noget andet, siger Louise Tarp Jørgensen.

»Terapi bliver hurtigt noget med at grave i den anden, og der kan opstå en distance og et asymmetrisk forhold, hvor den ene skal fikse et problem for den anden. Men i den nyere form for coaching, som vi lærte på kurset, prøver man at gøre op med den asymmetri og siger som coach, at jeg er lige så meget i tvivl, eller jeg har også oplevet de samme problemer.«

Ud af sportens verden

Coaching er et lidt fluffy begreb.

Det stammer fra sportens verden, hvor en coach er den træner, der får fodboldspilleren til at score flere mål og bokseren til at lave flere knockouts.

Som coach kommer jeg ikke med en færdig viden.

Reinhard Stelter, professor

Siden er begrebet flydt over i psykologiens og livsstilsindustriens verden. Med det skifte har coachingens natur og fokus ændret sig, siger professor Reinhard Stelter, der har beskæftiget sig med coaching siden slutningen af 1980’erne.

»I modsætning til i sportens verden, har den, der kommer til en samtalecoach måske ikke et erklæret mål, man kan brække op i delmål. Ofte er målet noget diffust som et ønske om bare at have et lidt bedre, gladere eller sjovere liv.«

Reinhard Stelter har beskæftiget sig med coaching i mange år, og han har selv udviklet den form for coaching, han underviser i. Han kalder det generation 3-coaching.

»Det betyder, at jeg som coach ikke kommer med en færdig viden. Jeg kan ikke hjælpe en person ved at sige, du skal bare gøre sådan og sådan. Det fungerer måske for mig, men jeg tager jo ikke hensyn til de forudsætninger og vilkår, som den person lever i med sådan en færdig løsning.«

En tung rygsæk med råd

Ved siden af sit kandidatstudium arbejder Anne-Gro Fjordvang Hindersson som idrætslærer på et gymnasium.

Hun oplever, at hendes elever ikke bliver særlig motiverede af de gamle travere af gode råd om at få pulsen op 30 minutter eller gå 10.000 skridt om dagen.

Hun har haft lettere ved at få eleverne ved at trække i løbeskoene, når hun med sin viden fra coachingkurset i baghovedet, fortalte om, hvor svært hun selv havde ved at tage sig sammen.

Han syntes ikke, han var typen, der lå på gulvet derhjemme og løftede et par liter mælk.

Anne-Gro Fjordvand Hindersson, studerende

»Alle ved, at motion er sundt. Men vi skal passe på med ikke at fodre den dårlige samvittighed med velmente råd. Hvis vi bare genererer dårlig samvittighed med en rygsæk med råd, så tror jeg ikke vi kommer så langt. Det kan lede til, at vi ender med at sidde derhjemme og blive helt passive og føle, at vi ikke dur til noget.«

Hendes gruppe havde også valgt at tage udgangspunkt i deres egen manglende motivation til at træne i coronatiden og coache andre, der havde det lige sådan.

Og netop forventningen om en fiks og færdig løsning var, hvad det, Anne-Gro Fjordvang Hindersson mødte hos ham, hun skulle coache.

»I starten havde han en ide om, at jeg skulle fortælle, hvad han skulle gøre. Det var hans indstilling, da han gik ind i rummet. Men som coach kommer man jo ikke med en konkret og færdig plan. Man finder ud af sammen, hvad løsningen er,« siger hun. I stedet talte de om, hvad hans værdier er.

»Han syntes ikke, han var typen, der lå på gulvet derhjemme og løftede et par liter mælk. Men han havde skovlet en masse sne og syntes, at det var fedt. Så tog vi fat i det og havde en snak om, at kroppen jo er ligeglad med, hvad den løfter.«

Kan man coache Donald Trump?

Coachens rolle er helt anderledes end terapeutens. Som coach sætter man sig selv i spil, og bidrager selv til samtalen med sine egne erfaringer.

Det vigtigste er, at man går åbent og nysgerrigt til den, man coacher. Også selv om man måske er uenig. Hvis coachens samtalepartner siger, at hun føler sig dum, skal man ikke stritte imod og sige, at det er hun da slet ikke. Man skal spørge, hvorfor, hun føler sig dum, siger Louise Tarp Jørgensen.

»Det, vi har taget med os, er at det er vigtigt, at man ikke dømmer og vurderer, men er nysgerrig.«

Jeg har tit spurgt mig selv, om man kan coache Donald Trump, og jeg er kommet frem til, at det nok ikke ville gå.

Reinhard Stelter, professor

Det kræver en vis tilvænning at tale dybt. Mens han tog coachingkurset, gik det op for studerende Håkon Magnus Langbo Holm, hvor mange overfladiske samtaler, vi går og har med hinanden.

»I mange samtaler når man aldrig i dybden. Vi vil hellere snakke om vejret end at give for meget af os selv.«

Derfor er det afgørende, at den, der skal modtage coaching, rent faktisk har lyst til at forandre noget i sig selv, siger Reinhard Stelter.

»Jeg har tit spurgt mig selv, om man kan coache Donald Trump, og jeg er kommet frem til, at det nok ikke ville gå. Den vigtigste forudsætning er dialogpartens vilje til forandring. Det er det mest centrale.«

Moderne at se hele mennesket

Selv om coachingen er rykket ind i en selvudviklingsarena, har den også fået en ny rolle i sportens verden.

Det ved studerende Håkon Magnus Langbo Holm. Han bruger de samtalemetoder, han lærte på coachingkurset på det arbejde, han har ved siden af studiet.

»Jeg er tilknyttet som mentaltræner på et basketballhold,« siger han. Og han er ikke alene.

»Det bliver mere og mere moderne at have mentaltrænere tilknyttet på sportshold og som atleter. Mere og mere forskning viser, at hvis man har et miljø, der fokuserer på hele atleten og også understøtter atleten mentalt, så giver det muligheden for en forbedret præstation,« siger han.

Forestil dig som eksempel en basketballspiller, der bliver ved med at brænde sine straffeskud. Igen og igen. Der kan en samtalecoach hjælpe med at bryde mønsteret, siger Håkon Magnus Langbo Holm.

»Hvis man fortæller sig selv, at man er dårlig til at skyde straffeskud, så kan det blive en del af ens identitet. Det kan man som coach arbejde med ved at sige, at det er ikke noget i dig, der ikke kan. Det er situationen, der gør dig nervøs.«

Også Louise Tarp Jørgensen ser coachingen som en mulighed for at støtte de børn og unge, hun træner.

»Jeg vil gerne hjælpe dem til at finde ro i sig selv. Selv om det bare er gymnastik, kan det bare så meget mere end spring og øvelser, hvis man taler med dem. Det kan de her redskaber hjælpe med.«