Kræs fra kælderen

23/11-09 kl. 12:43 Kultur
Radiohead overspringshandling Billede: From The Basement INTIMT - Radioheads Thom Yorke hænger unægtelig lidt med øjnene, men hans stemme giver luft under hjernebarken. God til bitter kantinekaffe og fordøjelse af tung teori
af Sune Engel Rasmussen

UGENS OVERSPRING - Facebook er noget djævelsk værk under eksamenslæsningen, men de rette over- og krumspring kan give vitaminer til hjernesvingningerne. Gå med Universitetsavisen på opdagelse i intime kælderoptagelser med dine yndlingsbands i denne uges anbefalede overspring

Denne artikel har taget uforholdsmæssig lang tid at skrive. Det må betyde, at denne uges anbefalede overspringshandlinger er velvalgte. Slå du blot benene op og giv opgaveskrivningen eller læsningen en pause. Vi skal i kælderen.

Musikproduceren Nigel Godrich kaldes Radioheads ’sjette medlem’, men har også hjulpet Beck og Paul McCartney med at genopfinde sig selv, Pavement med at afslutte deres karriere – og så opfandt han nærmest det skotske band Travis.

Sidstnævnte skal han ikke dømmes for her, for Godrich har også skabt From The Basement, en række intime liveoptagelser fra 2006-2009 med alle sine celebre venner, og så er alt tilgivet.

Den rene kunst

Visionen for projektet var at skabe et rum for kunstnerne uden publikum og andre forstyrrende elementer, hvor de kunne finde deres ’øjeblik’.

Målet var, at koncerterne i fremtiden vil blive set som det reneste udtryk for det kunstneriske stadie, musikerne befandt sig på. TV er en fjendtlig scene for en musiker at blotte sin sjæl på, mener Godrich, og det ville han ændre på.

Det lyder jo alt sammen meget flot og højpandet, men det har også givet nogle virkelig gode optagelser, som Universitetsavisen gerne vil prakke dig på. Og der er nok at tage af.

Kontrol og blues

Tag nu folk-opkomlingene i Fleet Foxes og deres überkontrollerede vokalharmonier, der får hele studiet til at lyde som et kirkerum.

Eller denne ikke mindre kontrollerede, men helt fantastiske optagelse af poseøjnene Radioheads ’Go Slowly’.

Skur efter den omgang ørerne med grusede grooves og vagabondblues med Seasick Steve.

Og bliv mindet om, hvorfor det nu var, at Meg White fra The White Stripes var så sej en trommeslager her. Eller her.

Den mest sexede bibliotekar

Band of Horses blev for to år siden pludselig kæmpestore. Og det er helt cool, men hvis det stod til bandet selv, var de nok bare My Morning Jacket. Tjek denne sang, der burde være jinglemusik på enhver læsesal.

Du kan også lade multiinstrumentalisten Andrew Bird mose alle dine egne musikalske ambitioner til støv.

Eller opdag den malaysiske sangerinde Zee Avi, så du kan pushe hende videre til læsegruppen i frokostpausen.

Dette er en overspringshandling, som utvetydigt beriger din dag og giver tiltrængt luft under hjernebarken. Der er dog også høj risiko for at du fortaber dig i arkiverne, så vi anbefaler, at du bruger siden varsomt.

Ellers ender du med at bruge hele tyve minutter på denne intimkoncert med The Dead Weather. Lad hellere være med det.

ser@adm.ku.dk

Fakta

Ugens overspringshandling

Overspringshandlinger kan i den rette dosis og udformning fremme de studerendes arbejde, til både deres egen, censorerne og opgaveretternes senere fornøjelse.

I denne klumme samler vi ting, der sandsynligvis ikke har noget som helst med universitetet at gøre, men som vi er overbeviste om vil øge universitetsbefolkningens samlede bruttovelbehag. God fornøjelse.

Nøgleord

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Deltag i debatten - fuldt navn, tak. Læs vores debatregler.
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Nyhedsbrev

På udkig efter besparelsestilhængere

EFTERSØGNING - Universitetsavisen har indledt jagten på plusord om regeringens spareplaner for universiteterne. Men det er ikke en let opgave. Findes der overhovedet nogen i dette land, som synes, det er en god idé at spare på uddannelse?

Penge fra patenter - hvis man venter

TANKE TIL FAKTURA - Videnskabsministeren er utilfreds med, hvor få penge universiteterne tjener på nye opfindelser og overvejer helt at fratage dem opgaven med at sælge patenter og licenser. Helt urimeligt, mener KU, som har haft et rekordår


Kontakt redaktionen

Skriv en e-mail til os: uni-avis@adm.ku.dk
Eller ring til redaktionen på +45 35 32 28 98
(Telefontid mandag - torsdag kl.9.00 - 16.00)
Universitetsavisens redaktion
Universitetsavisens debatregler
Annoncering på tryk og på nettet

University of Copenhagen
Nørregade 10
PO Box 161
1017 Copenhagen K
Denmark
Tel. +45 35 32 28 98

Copyright 2009 © Universitetsavisen.ku.dk