Reportage med næsen i et blad

Jørgen Leth spejder med sine flade plakatøjne ud over et landskab af lyserødt boblevand i hvide plastikkrus. På væggen ved siden af Jørgen hænger Charlotte Rampling, som ser ond og smuk ud, og ved siden af hende grafiske plakater for mærkelige, smalle arrangementer. Der står noget om avantgarde på en af dem, og på bordene står der saltstænger.

Selverklæret højpandethed

Litteraturstuderende bevæger sig i en verden af performance-shows, litterære teorier, pagefrisurer, luksusgenbrug og loftlejligheder, et sted mellem universitetsverdenen og kunsten. De mindst ambitiøse bliver arbejdsløse, eller endnu værre, ansat i kommunikationsjob på kommunen, og de dygtigste 85 procent bliver smagsdommere, forlagsfolk og mediemennesker. Jeg er ked af, at jeg tog min cykelhjelm med.

På den improviserede scene læser en mand i skriggrønne bukser hastigt op af en masse forskellige papirer, som han skifter hurtigt mellem hænderne: »Hun er ikke en mand, hvilket gør hende til en kvinde.« Jeg ser mig omkring – ingen bekymret rynkede pander, kun blide smil, tænksomt foldede bryn, ben over kors, fødder der vipper.

Jeg er til reception på Litteraturvidenskab, hvor tredje nummer af Trappe Tusind fejres. Det er et litterært tidsskrift banket op af studerende: et selverklæret højpandet magasin, som ikke vil lefle for et bredere publikum.

Så hvis du ikke ved, hvad oxymoronske sætninger er, og heller ikke gider slå det op, er du nok ikke i målgruppen. Jeg ved godt, hvad en oxymoronsk sætning er (men jeg siger det ikke, slå det op!), så jeg har lagt mine tredive kroner og fået poterne i det splinternye, som stadig er varmt fra trykken. Aj okay, men næsten varmt. Jeg knaser en saltstang så det støver.

At fare vild i en titel

Bladrer. Det er et flot og tykt bland, og der er noter i marginen, og det har kun et enkelt billede inden i: en 1×1 centimeter pindetegning af en kvinde med højt hår. Hende kan man finde på side 46. Bortset fra det, er der mange sider med sort på hvidt i høje spalter, indordnet under spøjse og delvist sprogforbistrede titler, som Legeme og kød: bemærkninger om den æstetiske fremstilling af kroppens grænser og bevidsthedens psykopatologiske regioner i seriemordergenren … Nok en journalistisk redaktør eller to, som ville have bedt om en opstrammer på den titel.

Redaktionen fortæller, at de skriver til en læser, som gerne vil litteraturen, og som gerne vil gøre en indsats for at holde sig opdateret.

Jeg er sådan en læser, den læser er mig! siger jeg til mig selv, og prøver at fokusere. Kigger efter indledningen, men den er der ikke. Redaktionen sagde det selv: indledningen er udeladt for ikke at tvinge en læsning ned over læseren. Det er meget godt tænkt, et beundringsværdigt ideal, egentlig, men jeg savner den. Jeg har brug for en leder, noget som kan peptalke mig i gang. Mening og mål, som i avisen … og i Woman.

En mørk rød tråd

Ingen tvangslæsning i Trappe Tusind, men her er en rød tråd. Alle teksterne handler i en eller anden forstand om det dunkle og tabuiserede. Der er både seriemord, krig, lidelse, vanvid på programmet. Gode ting. Sexede ting. Gad vidst, hvorfor de ikke gør noget ud af, at blære sig med det?

Måske er det fordi, de ikke behøver. Tidsskriftet har kun levet et enkelt år, men jeg ved, at det har været et ret succesfyldt år: Trappe Tusind har fået sit navn anmeldt af selveste Lars Bukdahl, Trappe Tusind har trykt aldrig før udgivne digte af selveste Inger Christensen.

Og redaktionen modtager litterære gavebidrag, ikke blot fra studerende, men også fra allerede anerkendte aktører. I det hele taget er det som om, de er godt på vej til at nå deres mål: at blive toneangivende i det litterære landskab, som er et sted derude, på den anden side af universitetsmurene.

Hengivne og manisk skrivende kriminelle

Oppe på scenen er der ny gæst, Theis Ørntoft. Han er lang og smal, og han læser op fra sin digtsamling Yeahsuiten, sådan lidt venligt akavet og på jysk, »Mit jeg trevles op så let som kødet på en kylling,« reciterer han og forklarer, at han hellere vil ryge fredspibe end være uvenner. Hellere end noget andet.

Nu er jeg blevet fanget ind af den første artikel. Den er skrevet engang i 1876, af en mand, der troede, at man kunne måle på folks hoveder, om de var kriminelle. Det kan godt være, at redaktionen forsimplede det en del til anledningen, men det lød sjovt, og det er sjovt at læse karakteristikken af mattioderne:

»Modsat de, der er født kriminelle, udviser mattioder hengivenhed over for deres familie – blandt mændene endda på grænsen til det overdrevne«. De er åbenbart kendetegnet ved deres »morbidt overdrevne iver efter arbejde, der ligger uden for deres felt og langt overgår deres beskedne formåen,« og så skjuler de deres forbrydelser under påskud af, at det skulle være for alles bedste.

Jeg tænker, at dem er der mange af – overvejer om jeg mon selv kunne være én, men læser så, at det yderst sjældent ses hos kvinder. Pyha.

Seriemordere og tissekone-vold

Nu er jeg på, så jeg lader mig ikke skræmme af den lange undertitel, da jeg bladrer mig frem til Legeme og kød. Jeg lader mig i stedet lokke af ordet ’seriemorder’. Uhyggeligt og pissefascinerende, sådan er det. Jeg læser om morderens »villighed til at handle på et dunkelt begær«, og om det særligt uhyggelige i, at dette begær potentielt aldrig bliver tilfredsstillet.

Jeg læser, at genren giver indblik i den gales bevidsthed – undersøger psykens evne til at gøre noget virkelig frygteligt. Alle er potentielt jagede. Jeg skuler rundt. Alles øjne er på Theis, »…himlen er blå som en knust hånd.«

Jeg bladrer videre og læser om Lars Von Trier og Antichrist og Nietzsche, og om, hvorfor det er meningsløst at kræve en retfærdiggørelse af vold mod børn, tissekoner og tissemænd.

Smerte som vinterregn

Jeg læser den amerikanske digter Juliana Spahrs Clear-dark, og får en klump i halsen, da jeg når strofen om moderen, som sendte sin søn i krig, og ikke fik ham tilbage:

»…it would give him some discipline / maybe spare her some pain / it was obvious mother-pain was coming / that it would rain down on her like winter rain«.

Det kan godt være at der både er fagsprog, høje lixtal og nørdede emner, og det kan godt være, at jeg ikke ville have læst Trappe Tusind, hvis ikke jeg skulle. Det kan faktisk virkelig godt være, for det er ikke umiddelbart et velkomment sted at træde ind i – en fremmed by uden skilte. Men det havde været synd for mig, tænker jeg nu, for det her er virkelig godt.

Trappe Tusind nummer 3 udkom den 28. oktober.

Det kan købes for 30 kroner i Roland Bar (KUA, bygning 21, stuen), Atheneum Boghandel i Nørregade og Møllegades Boghande.

Det kan også hentes gratis som download her.