Same procedure as last year, miss Sophie?

KVINDEKAMP - Der kom en del tal på bordet – og også et par mudderkast – da Københavns Universitet lagde festsal til en debat om ligestilling på arbejdsmarkedet. Bølgerne gik højt, men debatten druknede lidt i gamle meninger og kække replikker

Jagtvej 69. En adresse, der umiddelbart leder tankerne hen på undergrund, tåregas, kampe og frustrationer mellem unge og politikere, politi og en kristen frikirke. Men længe før den omstridte bygning som ungdomshus var centrum for en krig om Nørrebro, var huset ramme om en helt anden historisk begivenhed. Det var nemlig dér, Kvindernes Internationale Kampdag blev erklæret i 1910.

Og er det så - 100 år senere - gået med kvindekampen, som det er gået med det hus, den blev erklæret i? »Er kvindekampen blevet revet ned? Ligger kvindekampen i ruiner?« Det er Maja Bissenbakker, adjunkt ved Center for Kønsforskning, der stiller spørgsmålet til de folk, der er mødt op i Københavns Universitets (KU) festsal til kønsdebat i anledning af 100-års jubilæet. Og det er ikke helt let at give et godt svar.

Og lige netop svære spørgsmål er noget, ligestillingsdebatter bærer præg af. Og den afsluttende paneldebat om ligestilling på arbejdsmarkedet mellem rektor Ralf Hemmingsen, Geert Laier Christensen, forskningschef i CEPOS, Tine Aurvig-Huggenberger, tidligere næstformand i LO og nu kommunikationsrådgiver, Eva Berneke, HR- og strategidirektør i TDC, og journalist Leny Malacinski bød da umiddelbart heller ikke på mange svar.

Der er sket meget siden den første ligelønslov blev vedtaget i 1976, men det er som om selve debatmeningerne har kørt i samme rille de sidste mange år. Det eneste håndgribelige ved debatten var KU’s forsøg på at få flere kvindelige professorer.

Skæv fordeling af køn i forsker- og lederstillinger

Selv om kvindekønnet i dag står for over halvdelen af de studerende på KU, er det stadig Y-kromosomet, der dominerer, når man kigger på forsker- og professorstillingerne. Tre ud af 10 forskere i Danmark er kvinder, og for professorernes vedkommende er det lidt over en tiendedel.

Et nogenlunde lignende kønsbillede tegner sig, når man kigger på forskellige lederstillinger rundt om i landet.
Så langt så godt er de fem debattører enige, men herefter står den på anstrengte smil og overbærende blikke. For hvad er grunden til, at kvindernes vej til chefkontorerne er længere end mændenes? Er det simpelthen, fordi kvinder ikke ønsker disse stillinger? Eller skyldes det samfundets rollefordeling, og skal vi bare give tid og lade udviklingen klare ærterne?

»Jeg køber ikke argumentet om, at udviklingen klarer ligestillingsproblemet af sig selv,« siger Ralf Hemmingsen. Og siden 2008 har KU da også kørt med en handlingsplan, der belønner fakulteterne med en ekstra professorstilling, hvis de har ansat et bestemt antal kvinder inden for et år. Det har betydet, at der i de sidste to år er blevet ansat mere end dobbelt så mange kvindelige professorer som i 2006 og 2007.

»Hvis man går ud fra, at kvinder og mænd er lige begavede, må der jo gå nogle mindre kløgtige mænd rundt med job, som en kvinde ville kunne klare bedre. Det er på grund af videnskaben, og ikke af ideologiske eller moralske årsager, at KU skal have flere kvindelige professorer,« siger Ralf Hemmingsen.

Aurvig-Huggenberger er enig. Hun gør opmærksom på, at flere kvinder i en ledelse skaber bedre tal på bundlinjen, et bedre arbejdsmiljø og mindre sygefravær. »Jeg tror, at tiden er kommet til kvoter,« siger hun.

Kvoter

I 2008 trådte Norges lov om, at 40 procent af en bestyrelse skal udgøres af kvinder, i kraft. Det har gjort, at Norge sidste år blev kåret som det mest ligestillede land. På ligestillingslisten ligger Danmark på 7. pladsen.

Geert Laier Christensen mener, at det kan være, at kvinder slet ikke er interesserede i lederstillinger: »Så får vi et bestyrelsesmøde, hvor de andre kigger undrende på en kvinde, der kan sidde med en post-it i panden, hvor der står ’Undskyld mig, jeg er bare kvotefyld’«.

Han fortsætter: »Den skæve fordeling af køn i lederstillinger i Danmark er ikke et udtryk for diskrimination, men for at kvinder har nogle forkerte opfattelser af, hvad der er vigtigt i livet.«

Det samme ansvar for egne valg-argument kommer også i spil, da snakken falder på løn: »Man kender på forhånd udsigterne for lønninger, og hvis man vælger at studere på Humaniora, så gør man det, fordi man følger sin interesse. Så kan man da ikke komme bagefter og være sur over, at dem, der har valgt at læse økonomi, får mere i løn,« siger Laier Christensen.

Eva Berneke, der som HR- og strategidirektør i TDC må siges at være en kvinde, som har gjort sit for at ændre statistikkerne, er overrasket over, hvor enig hun er med Tine Aurvig-Huggenberger i, at der må gribes ind: »Jeg håber, at vi kan klare det uden kvoter. Men hvis vi ikke gør noget, så kommer det ikke til at ske,« slutter hun.

Hvordan kommer det til at ske

Diskussionen igennem slog tungerne fine smut, og et par skarpe og underholdende metaforer fløj gennem luften. De fleste i panelet er enige om, at det vil være en fordel at få flere lederkvinder, men hvordan man så skal gøre det, virker straks som et noget mere farligt spørgsmål.

Ligestillingsdebatten er en varm kartoffel, og man skal passe på, at man ikke brænder sig. Og ord som kvoter og feminist skal bruges med varsomhed.

Hvis vi vender tilbage til Maja Bissenbakkers ungdomshusmetafor, kunne det tyde på, at der foregår noget bygningsarbejde på grunden. Ligesom huset i sig selv ikke gjorde det, vækker kvindekampsmurstenene ikke begejstring hos alle – og der er tilsyneladende også stor uenighed om, hvordan de må lægges.

Desværre bød denne debat mest på sange om kønsroller, kvoter og skræk for samme, som man har hørt mange variationer over de sidste år.

Same procedure as every year, James.

• Send
• Del