130 stillinger skæres væk

11/12-09 kl. 13:08 Politik
af Sune Engel Rasmussen

NEDSKÆRINGER - Københavns Universitet skal spare 60-70 millioner kroner næste år. Det betyder, at cirka 130 medarbejdere står til at miste jobbet

De ansatte på Københavns Universitet (KU) går en nervepirrende juletid i møde.

KU skal reducere lønudgifterne svarende til cirka 130 stillinger for at få budgettet til at stemme, og det er i skrivende stund ikke besluttet, hvem der mister jobbet.

Det Naturvidenskabelige Fakultet skal ifølge avisens oplysninger sandsynligvis nedlægge 50 stillinger, men det præcise antal er ikke officielt.

Det Biovidenskabelige Fakultet (Life) skal spare 25 millioner kroner og nedlægge 35-40 stillinger, oplyser fakultetsdirektør Søren Hartz.

Ifølge Universitetsdirektør Jørgen Honoré skal der findes besparelser svarende til cirka 20 stillinger i Fællesadministration (FA).

Det Humanistiske Fakultet undgår derimod at afskedige medarbejdere til næste år, men det bliver nødvendigt at foretage en opbremsning i forbruget på alle niveauer, skriver dekan Kirsten Refsing i en orientering til de ansatte.

Kritiserer manglende information

Poul Erik Krogshave, næstformand for Hovedsamarbejdsudvalget, kritiserer ledelsen for at have oplyst om den reelle økonomiske situation for sent.

Ledelsen havde godt nok budgetteret med et mindre underskud på 21 millioner kroner, men der var ikke umiddelbart optræk til uvejr.

Han har forståelse for, at det ikke er let at skulle styre universitetet med de vilkår, man bliver budt af det politiske system. Globaliseringsmidlerne og finansloven er først faldet på plads for nylig, så der har ikke været et samlet billede af KU’s indtægter før meget sent i budgetlægningen.

Poul Erik Krogshave mener alligevel, at man godt kunne have meldt klarere ud noget før.

»Vores ledelse har holdt kortene for tæt ind til livet i for lang tid, så hele processen nu bliver forceret op til jul,« siger han.

Kæmper for at redde jobs

Ifølge Poul Erik Krogshave går arbejdet med at finde afværgeforanstaltninger nu i gang. Han håber fortsat at undgå egentlige afskedigelser.

Under sidste års sparerunde accepterede bestyrelsen et forslag fra bestyrelsesmedlem og HK-fællestillidsrepræsentant Ingrid Kryhlmand om at afsætte 15 millioner kroner i stedet for ti millioner kroner til frivillig fratrædelse. Og hun er også fortrøstningsfuld i år.

»Der skal reduceres i lønsummen svarende til 130 stillinger, men det betyder ikke at der nødvendigvis skal afskediges 130 årsværk. Man kan jo forestille sig, at man finder forskellige afværgeforanstaltninger, som ikke indbefatter afskedigelser. Vi så sidste år, at det blevet slået stort op at der skulle afskediges mange kolleger, og tallet endte jo et helt andet sted,« siger Ingrid Kryhlmand.

Må måske vente julen over

Rektor Ralf Hemmingsen tror derimod ikke på, at afskedigelser kan undgås.

»Vi kommer desværre nok ikke uden om at skære i medarbejderstaben. Hvor mange personer, det drejer sig om, skal nu vurderes lokalt på fakulteterne og i Fællesadministrationen. Det præcise antal bliver først klart, når man har diskuteret mulige afværgeforanstaltninger. Men noget tyder på, at det bliver mere end 100,« siger rektor Ralf Hemmingsen til KUreren.

Jørgen Honoré foreslår i et brev til medarbejderne i FA, at de, der er interesseret i en tidlig pensionering eller frivillig aftrædelsesordning, tager kontakt til deres tillidsrepræsentant eller lokale vicedirektør for at drøfte mulighederne.

Medarbejderne i FA, der indstilles til afskedigelse, får besked den 14. og 15. december, hvis KU’s bestyrelse vedtager 2010-budgettet på mødet den 10. december. Bliver budgettet ikke vedtaget den dag, får folk først at vide om de bliver fyret i det nye år.

clba@adm.ku.dk

Fakta

Derfor skal KU spare

Københavns Universitet har en omsætning på over syv milliarder kroner.

Samlet får KU 3,6 millioner kroner mere i tilskud i forhold til 2009. Det skyldes især stigningen i taxametertilskuddet (STÅ) på 5.000 kroner til de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser.

Andelen af såkaldt frie midler til forskning falder derimod med næsten 190 millioner kroner over de næste fire år. De frie midler er den sum penge, universitetets bestyrelse selv kan råde over, og som bruges til blandt andet grundforskning og til at sikre, at alle uddannelser er forskningsbaserede.

Basistilskuddet beskæres blandt andet på grund af stigende energiafgifter, statens generelle grønthøster, en fast besparelse, på to procent og på grund af overheadreformen.

Endelig har politikerne bag globaliseringsforliget øremærket godt 100 millioner kroner af KU’s forskningstilskud til øget ansættelse af ph.d.-studerende. Der er dermed stadig flere bindinger på, hvordan KU kan bruge sine penge.

Den finansielle krise og statens budgetunderskud har medført et fald i bruttonationalproduktet (BNP), hvilket gør, at KU får en mindre pose penge end ventet. Ifølge Barcelona-målsætningen skal staten nemlig kun afsætte én procent af BNP til offentlig forskning, så når BNP falder, falder bevillingerne også.

Forligsparterne bag globaliseringsmidlerne afsatte 780 millioner kroner ekstra til basismidler over de næste tre år, men den største del af midlerne er øremærket til strategiske satsningsområder.

Stamcelleforskning og såkaldt ’grøn’ forskning er et af de satsningsområder, som forligsparterne har ønsket, at globaliseringsmidlerne skal bruges til.

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Deltag i debatten - fuldt navn, tak. Læs vores debatregler.
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Nyhedsbrev

På udkig efter besparelsestilhængere

EFTERSØGNING - Universitetsavisen har indledt jagten på plusord om regeringens spareplaner for universiteterne. Men det er ikke en let opgave. Findes der overhovedet nogen i dette land, som synes, det er en god idé at spare på uddannelse?

Penge fra patenter - hvis man venter

TANKE TIL FAKTURA - Videnskabsministeren er utilfreds med, hvor få penge universiteterne tjener på nye opfindelser og overvejer helt at fratage dem opgaven med at sælge patenter og licenser. Helt urimeligt, mener KU, som har haft et rekordår


Kontakt redaktionen

Skriv en e-mail til os: uni-avis@adm.ku.dk
Eller ring til redaktionen på +45 35 32 28 98
(Telefontid mandag - torsdag kl.9.00 - 16.00)
Universitetsavisens redaktion
Universitetsavisens debatregler
Annoncering på tryk og på nettet

University of Copenhagen
Nørregade 10
PO Box 161
1017 Copenhagen K
Denmark
Tel. +45 35 32 28 98

Copyright 2009 © Universitetsavisen.ku.dk