Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Lokalehungrende studerende besætter ministerium

De fysiske forhold på Københavns Universitet er nu så dårlige at en flok studerende flyttede undervisningen til Videnskabsministeriet

De studerende på Københavns Universitet (KU) er godt trætte af at være tvunget til at sidde i klasselokalet helt til klokken 19 fordi der er mangel på ledige lokaler i dagtimerne. Det fik mandag den 1. oktober en flok studerende primært fra Sociologi og Statskundskab til at skifte de trængte forhold på Center for Sundhed og Samfund (CSS) ud med et stort rummeligt mødelokale i Videnskabsministeriet til deres metodeundervisning. Bevæbnet med flyttekasser, tavle, papir og kuglepen blev de modtaget af departementschef Uffe Toudal Pedersen da ministeren Helge Sander (V) var i Aalborg. Departementschefen havde til gengæld forskanset sig med en kasse sodavand og et dampende varmt notat frisk fra fotokopimaskinen der viste at regeringen ikke har skåret i bevillingerne til undervisning. Notatet viser tværtimod at det gennemsnitlige tilskud per studerende er steget med fire procent siden 2003 målt i faste priser. Uffe Toudal Pedersen proklamerede, mens kopierne blev delt ud, at han ikke var ude på at starte en talkrig, men det var netop hvad der skete. De studerende gik nemlig straks til modangreb med friske tal fra Rektorkollegiet der viser at taxametertilskuddet til uddannelse målt i købekraft er faldet med ti procent de seneste år.

Rammer social skævt
Da tal-beskydningen havde lagt sig, gik instruktoren i gang med undervisningen. Dagens emne var meget passende den sociale arv med lokalesituationen på KU som eksempel.»Det er ikke godt nok hvis man vil have universiteter i verdens klasse at man underviser så længe og så sent at de studerende er ved at falde i søvn. Det rammer socialt skævt fordi de enlige mødre ikke kan følge undervisningen, og det forhindrer studerende der ikke har rige forældre, i at have et fritidsjob og dermed klare sig gennem studierne økonomisk,« sagde Christoph Ellersgaard, metodeinstruktor på Sociologi. Han underviser et hold om torsdagen fra klokken 16 til 19, og et andet hold har timer fredag fra klokken 15 til 18. Han kan tydeligt mærke at det går ud over indlæringen at timerne er placeret så sent. Sociologi-studerende Rune Christensen er godt træt af situationen. Han har timer fra 10 til 12 og fra 16 til 19, og da han bor i Albertslund er det umuligt at tage hjem i mellemtiden. Da der tilmed er alt for få læsepladser på Center for Sundhed og Samfund, det tidligere kommunehospital, er det vanskeligt at komme til at læse mens han venter på at de sene timer skal gå i gang. »Vi der bor langt væk som Albertslund og Hvidovre, må blive på CSS. Det værste er ventetiden, og så bliver du utrolig træt i hovedet og har svært ved at koncentrere dig sidst i timerne,« siger han.

Ikke vores bord
Departementschef Uffe Toudal Pedersen havde ingen forståelse for at de studerende havde valgt at skyde skylden på ministeriet. »Vi har ikke dikteret nogen besparelser på KU, og vi ville helt sikkert blive kritiseret fra anden side hvis vi begyndte at fastsætte regler for hvornår der må være undervisning på universiteterne. Jeg siger det ikke for at provokere, men det er udviklingen at vi i dag har et samfund der fungerer efter klokken 16. Det er en udfordring for os alle, og vi erkender at det ikke er let at være enlig mor, men sådan er det,« sagde Uffe Toudal Pedersen. Allan Madsen sidder som studieleder på Sociologi med ansvaret for at placere de studerendes undervisning. En opgave der bliver sværere og sværere fordi der er færre lokaler at gøre godt med. KU skal ifølge campusplanen have skåret udgifterne til husleje ned med 100 millioner kroner inden 2013 fordi universiteterne skal til at betale husleje på markedsvilkår til staten. På Center for Sundhed og Samfund betyder det at der også skal findes plads til Økonomisk Institut fra sidste halvdel af 2008 og Psykologisk Institut fra primo 2009. »Vi er allerede nu tvunget til at bruge alle dagtimerne for at få kabalen til at gå op, og fortætningen er knapt nok sat ind, så jeg er virkelig bekymret for fremtiden på CSS, og sympatiserer med de studerendes aktioner,« siger han. Anne Marie Boesen, talsmand for de aktionerende studerende, mener ikke at ministeriet kan fralægge sig ansvaret.»Politikerne skærer i bevillingerne og stiller flere krav til universiteterne, og det går i sidste ende ud over vores undervisning,« siger hun.

Seneste