Danmark går forrest i Bologna-proces

Danmark er duks når det kommer til at opfylde Bolognasamarbejdets kriterier for øget harmonisering og mobilitet mellem de europæiske uddannelser. Videnskabsministeren er stolt, men studenterorganisationer advarer mod markedsgørelse af de offentlige uddannelser

De sidste ti år har den såkaldte Bologna-proces lagt linjerne for uddannelses- og forskningspolitikken i de fleste europæiske lande. Processen, der blev sat i gang i 1999, omfatter i dag 46 lande og har til formål at forbedre mobiliteten og samarbejdet mellem de europæiske uddannelsessystemer.

En central del af processen er en harmonisering af uddannelsesstrukturerne, for eksempel indførelsen af ECTS-pointsystemet og den såkaldte 3+2-struktur, med treårige bachelor- og toårige kandidatgrader. Begge disse elementer er for længst blevet indført i Danmark som efter en ministerkonference i Leuven i Belgien den 28. og 29. april i år figurerer som nummer to på ranglisten over de bedst tilpassede lande.

På konferencen fastlagde de 46 landes ministre desuden en række prioriteter frem mod 2020. Et af målene er at 20 procent af de færdiguddannede kandidater i 2020 skal have haft et udlandsophold, ligesom andelen af studerende fra lande uden for samarbejdet skal øges med 20 procent. Desuden vil Bologna-landene fokusere på lige adgang til videregående uddannelser, samt sikre at de videregående uddannelser udstyrer de studerende med kompetencer som imødekommer behovene fra et arbejdsmarked under forandring.

De nye målsætninger er både med til at gøre europæiske uddannelser mere attraktive for studerende og forskere fra andre verdensdele og til at styrke Europa som vidensregion, skriver videnskabsminister Helge Sander i en pressemeddelelse.

Frygt for ensretning
Det er dog ikke alle der er lige imponerede over Danmarks andenplads i Bologna-processen som blandet andet møder kritik fra danske studenterorganisationer.

Tanken om at skabe et fælles europæisk uddannelseslandskab er fin, men man skal passe på ikke at gå for langt i strømliningen af uddannelserne, lyder advarslen fra Danske Studerendes Fællesråd (DSF).

»Det er godt at det er blevet nemmere at sammenligne uddannelser internationalt, men når implementeringen af eksempelvis bachelor- og kandidatstrukturen sker så hårdt som det er tilfældet i Danmark, gør det uddannelserne mindre fleksible og giver mindre plads til forskellighed,« siger Nils Wiese, næstformand og uddannelsespolitisk ordfører i DSF.

Kirsten Brosbøl, forskningsordfører for Socialdemokraterne, der var et af forligspartierne bag Universitetsloven fra 2003, forsvarer Bologna-processen og mener ikke at de europæiske uddannelser ensrettes.

»Bologna-samarbejdet har fremmet mobiliteten og samarbejdet mellem universiteterne. Det er selvfølgelig vigtigt at bevare mangfoldigheden på de danske universiteter, men det mener jeg også at man gør. Desuden har man gennem Bologna-samarbejdet indført akkrediteringer som sikrer kvaliteten af uddannelserne, og det er egentlig ganske udmærket,« siger hun.

Bologna og Lissabon
Men det er »tindrende naivt« blot at se på de positive sider i Bologna-processen, altså den øgede mobilitet, mener Andreas Mulvad fra studenternetværket Reclaim Your Education som i april besatte centraladministrationen på Københavns Universitet i modstand mod markedsgørelsen af de danske uddannelser.

Bologna-processen er ikke nødvendigvis et problem i sig selv, men når den i EU kobles sammen med Lissabon-strategien om at gøre EU til den mest konkurrencedygtige, vidensbaserede økonomi inden 2010, bliver Bologna et værktøj i en større markedsgørelse af den offentlige sektor, mener han.

»Uden Bolognas harmonisering af uddannelserne, så man eksempelvis ved hjælp af ECTS kan se hvor meget en bestemt studieaktivitet er værd, ville man ikke kunne skabe et effektivt indre marked for vidensarbejdskraft som jeg ser som en af Lissabon-strategiens ambitioner,« siger Andreas Mulvad der mener at 3+2-strukturen bliver brugt til at undergrave de femårige længerevarende uddannelser.

»Nu ser vi Helge Sander opfordre Dansk Industri til at bruge bachelorer ud fra idéen om at tre års uddannelse er mere end nok. Det er en tendens der er på vej frem i Danmark, og som Bologna-processen strukturelt har gjort mulig gennem 3+2-ordningen. Men det er vigtigt at forsvare retten til fem års gratis uddannelse,« mener Andreas Mulvad.

Nils Wiese fra DSF er enig i at det er problematisk at Bologna-processen indgår i EU's overordnede Lissabon-projekt, og han frygter at Bologna-processen desuden kan medvirke til en øget grad af sammenligning ved hjælp af ranglister.

»På mødet i Leuven snakkede ministrene meget om såkaldte 'transparency tools' (gennemsigtighedsværktøjer, red.), og i EU snakker man meget om ranking. Man skal ikke være blind for at regeringerne i 27 af Bologna-processens 46 lande er de samme som sidder i EU og fastlægger Lissabon-strategien, så pejlemærkerne er ofte de samme.

I den politiske virkelighed bliver Bologna derfor ofte mere end blot vejledende,« siger Nils Wiese med henvisning til at Bologna-processen ikke på nogen måde er bindende, men blot opstiller anbefalinger.

Neoliberal universitetslov?
Universitetsloven fra 2003 fremhæves ofte som et resultat af Bologna-processen, men Andreas Mulvad fra Reclaim Your Education mener der er stor forskel på de to.

»Universitetsloven er langt mere eksplicit neoliberalistisk end Bologna. Universitetsloven bevirker at uddannelser indrettes efter erhvervslivets kortsigtede interesser og måles og kvalitetssikres efter hvad der lykkes og efter profithensyn. På den måde eliminerer Universitetsloven kritisk tænkning,« mener Andreas Mulvad.

Den analyse deler Socialdemokraternes Kirsten Brosbøl langtfra.

»Det er en overdrivelse. Universiteterne skal selvfølgelig være kritikere af samfundet og af det etablerede system. Vores universitetskultur er unik, og vi skal værne om den, men det udelukker ikke at universitetet kan være med til at sikre vækst og beskæftigelse i samfundet. For mig lyder den der kritik som yderste venstrefløjs-politik forklædt som studenterpolitik,« siger Kirsten Brosbøl.

Det afviser Andreas Mulvad.

»Vores mål er gratis, offentlige og demokratiske universiteter med mulighed for at udøve kritik. Det er ikke et mål der er reserveret venstrefløjen, og det kan også sagtens rumme EU-tilhængere,« mener han.

S: Folketinget bestemmer
Forud for Bologna-ministrenes konferencer hvert andet år mødes DSF og en række andre interessenter med Videnskabsministeriet for at give deres input til processen. Og her har DSF også været opmærksomme på tilløbene til brugerbetaling.

»Selve ordet 'brugerbetaling' blev skrevet ud af dokumentet fra Leuven, men der er stadig åbent for andre finansieringskilder,« siger Nils Wiese fra DSF som dog ikke tror at direkte brugerbetaling er på vej til de ordinære danske bachelor- og kandidatuddannelser.

»Men der er tegn på øget brugerbetaling hvis man træder en lille smule uden for rammerne. Det kan eksempelvis vise sig som betaling for suppleringskurser hvis man vil skifte uddannelse på overbygningen. Eller i tilfældet med Erasmus Mundus-uddannelserne som er direkte knyttet til Bologna-processens internationalisering, og hvor der ulovligt blev opkrævet brugerbetaling,« siger han.

Andreas Mulvad fra Reclaim Your Education tror heller ikke at Helge Sander i øjeblikket tør tage det slagsmål det ville medføre at forsøge at indføre brugerbetaling i Danmark. Men det er ingen garanti for noget som helst, mener han. Vi kan sagtens komme i en situation hvor EU har det sidste ord i den sag, også selv om Bologna-dokumenterne udtrykkeligt understreger at landenes nationale suverænitet er ukrænkelig.

»Der er absolut ingen grund til at tro på de forsikringer om suverænitet og mod brugerbetaling der står i Bologna. Man skal hellere se på den udvikling der har fundet sted i Europa de sidste ti år hvor land efter land har indført brugerbetaling. Og vi har før set EU underkende nationale beslutninger,« siger Andreas Mulvad.

Socialdemokraternes Kirsten Brosbøl har dog tiltro til at Bologna-landene kan bevare deres suverænitet.

»Videnskabsministeren har i et svar til Folketinget forsikret om at uddannelse stadig er et nationalt anliggende. Det er stadig Folketinget der fastlægger dansk uddannelsespolitik, men det kræver at den danske regering i EU kæmper imod forsøg på for eksempel at indføre brugerbetaling ad bagdøren, som vi så med Erasmus Mundus,« siger hun.

ser@adm.ku.dk

• Send
• Del