Mikrobiolog bruger halvdelen af tiden på fundraising

Søren Sørensen, professor ved Biologisk Institut, ville helst bruge hele sin arbejdstid på det han er god til – at forske i bakteriers evolution.

Men han fungerer også som leder af en forskningsgruppe bestående af fire fastansatte, ti specialestuderende, ti ph.d.er og fire postdocs, og sådan en kræver penge at holde kørende.
Mindst fem millioner kroner årligt skal han skaffe fra forskningsråd, private fonde og andre der kunne have lyst til at give et bidrag.

»Fundraising og administration af pengene æder uden tvivl en stor del af min arbejdstid. Halvdelen og måske mere, men det er svært at gøre op, da der for eksempel er mange netværksaktiviteter, der måske ikke direkte kan beskrives som fundraising, men som er vigtige for at holde de forbindelser ved lige, der er nødvendige for at få pengene,« siger han.

Hjælp nødvendig

Søren Sørensen vurderer, at han personligt er med til at udforme omkring 20 ansøgninger om forskningsmidler årligt, og derudover sender de andre i forskergruppen også ansøgninger af sted. Det kan være velvoksne skrifter på op til 90 sider.

Arbejdet er efterhånden blevet så omfattende, at han har været nødsaget til at ansætte en akademisk medarbejder i sin forskergruppe, der arbejder fuld tid med fundraising.

»Det er et eksperiment, men jeg har ikke råd til at lade være. Jeg kan ikke selv overkomme det hele, så nu ser vi om han kan tjene sin egen løn hjem,« siger Søren Sørensen.

Desuden bruger en anden medarbejder halvdelen af sin tid på at føre et såkaldt skufferegnskab. KU’s økonomistyringssystem er nemlig ifølge Søren Sørensen fuldt af fejl, så det er vanskeligt danne sig et ordentligt overblik.

»Jeg bliver nødt til at vide, hvor meget jeg bruger, og hvad jeg har tilbage at gøre godt med, da jeg er ansvarlig over for fonden, der har bevilget mig pengene og skal levere et regnskab enten halv- eller helårligt,« siger han.

Mangelfuld støtte

Søren Sørensen benytter stort set ikke den service, som universitetet tilbyder forskerne i forbindelse med udfærdigelsen af ansøgninger, fordi der kun er enkelte ting, medarbejderne kan hjælpe med.

Størstedelen af en ansøgning er dybest set en beskrivelse af, hvad man ønsker at undersøge og hvordan, og det kan kun skrives af forskeren selv. Han påpeger, at universitetet allerede i dag får en procentdel af forskernes rådsbevillinger som overhead, altså penge til administration og husleje, og altså får dækket sine udgifter ved at huse forskerne.

Han mener derfor også det ville være urimeligt, hvis universitetet overtog ejerskabet over forskningsrådsmidlerne, som Danske Universiteter argumenterer for.

»Det er et kæmpe arbejde at søge midler, så ingen forskere ville gide have alt besværet, hvis de ikke selv fik pengene. Jeg kan heller ikke se, hvordan det praktisk skulle lade sig gøre, at universitetet overtager ejerskabet. Forskning er meget specialiseret i dag, så bevillingen er givet til mig på basis af min viden og erfaring. Jeg underskriver tilmed en kontrakt med rådet, der forpligtiger mig til at gennemføre projektet. Hvis universitetet vil have pengene, må ledelsen også overtage ansvaret og gøre alt arbejdet,« siger Søren Sørensen.

Han tilføjer, at han mener, at staten ville få meget mere forskning for pengene ved at øge rammebevillingen til universitetet, som så fordeler pengene uden at forskerne skal spilde deres tid på at søge.

Reddede sig selv

Søren Sørensens forskergruppe hører til i mellemstørrelsen, og at være forskningsleder for 20 medarbejdere får ham absolut ikke til at føle sig som en forskningsbaron, men det er klart, at forskere, der henter store bevillinger har en vis frihed og indflydelse.

Han nævner som eksempel den store afskedigelsesrunde på Biologi ved årsskiftet. Her blev en medarbejder, som Søren Sørensen ikke mente kunne undværes, afskediget af instituttet, men så satte han ham selv på lønningslisten i sin forskergruppe.

»Vi har været flittige i min forskergruppe og hentet mange penge hjem, så vi har kunnet redde os selv fra fyringer. Politikerne har indført et system, hvor der er konkurrence om forskningsmidlerne, og så er det logisk, at der opstår forskelle mellem forskernes vilkår. Det er en del af spillet, og det er en naturlig konsekvens, at en forsker kan tage sine penge og gå til et andet universitet, hvis han er utilfreds med forholdene, hvor han er,« siger Søren Sørensen.

clba@adm.ku.dk