Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Søren Ulrik Thomsen: Verden har altid været lige ved at gå under

Interview — »Tal frit fra leveren, og lad de andre sige, hvad fanden de vil«. Samtale med digteren og æresalumnen om universitetet anno 2019.

En gråvejrsdag i marts byder Søren Ulrik Thomsen velkommen ved dørtærsklen til sin lejlighed iklædt forårssmil, fløjlsjakke og rødt prikket slips, et passende tøjvalg til poeten, der er kendt for sin sproglige formbevidsthed. Han viser muntert vej gennem en smal entré ind i lejlighedens stue, der har udsigt over Sortedams Sø.

Talløse billedrammer udsmykker den anerkendte digters vægge, en stor filmplakat fra David Lynchs Blue Velvet, grammofonpladecovers med jazzmusikere som Bill Evans og masser af oplæsningsplakater. Der er plads til lidt af det hele på den efterhånden udfyldte flade, også 2016-æresalumnebeviset fra Københavns Universitet, hvorfra han fik sin bifagseksamen i 1982 efter at have studeret litteraturvidenskab på det, han selv kalder ’de militant ucharmerende betonbarakker kaldet KUA’.

Når man kommer i min alder, begynder man at abonnere på et begreb, som er enormt kedeligt og usexet for unge mennesker, nemlig common sense. Det er den, jeg savner, når radikale strømninger med jævne mellemrum blusser op og erobrer tidsånden.

»Jeg tog kun bifag, fordi jeg valgte, at jeg skulle være digter. Fravalget af uni skete jo med tanke på Hans Scherfigs advarsel om, at hvis man har noget at falde tilbage på, så gør man det som regel også. Jeg ville være digter uden noget at falde tilbage på, men jeg har jo også hele tiden haft den anden side, den analytiske og tænkende side, og det er titlen da en officiel anerkendelse af, som jeg er glad for,« siger han.

Denne dobbeltidentitet, digteren på den ene side og akademikeren på den anden, er udgangspunktet for Søren Ulrik Thomsens tale ved udnævnelsen til æresalumne, Den Andens Blik.

Jeg håber, at den udgivelsesflittige digter og essayist med alle sine tanker om livet, døden og verden også har et par budskaber til de studerende i dag. For hvad tænker æresalumnen mon om tidens store debatemner på Københavns Universitet? Hvad er hans blik på identitetspolitik, klimakrise og studiepres?

»Der skal altid være to stemmer«

Der er to friskbryggede kopper te, to meter, men også 38 års levet liv mellem os, da vi sætter os til rette ved skrivebordet, hvor samtlige af Søren Ulrik Thomsens værker er skrevet. Jeg, den 24-årige litteraturvidenskabsstuderende, er benovet over at møde generationsdigteren, der snart har tilbragt 63 solomløb på jorden. Han siger til gengæld, at det er mig, der må bidrage med ’det nye’, fordi jeg som ung er tættere på nutiden.

»Når man bliver ældre, så bliver man bedre og bedre til at se ligheder, og det er jo klart, fordi man har lang erfaring, men samtidig bliver man bliver dårligere til at se forskelle. Man ser straks det gamle i det nye – men det nye i dét, som ligner det gamle, må du fortælle mig om,« siger digteren og fortsætter:

»I kraft af min alder ved jeg ganske vist noget, som du ikke ved, men du ved også noget, som jeg ikke ved, for som ung er du meget tættere på nutiden. Jeg mener, at der altid skal være to stemmer: Nogle unge, som ønsker at flytte verden et helt nyt sted hen, og nogle ældre, som siger: ’Ja, den er god med dig, men prøv nu og hør …’, og det er ud fra dén samtale, dét dobbeltblik, at verden flytter sig fremad på en fornuftig måde.«

Når Søren Ulrik Thomsens værker ofte har kredset om livet og døden, er det nemt at slutte, at han gemmer på en visdom, der kan bæres videre til unge, som endnu mangler erfaring og til tider retning. Men visdommen kommer med med tiden og de metaforiske abonnementer, man tegner, siger han:

»Når man kommer i min alder, begynder man at abonnere på et begreb, som er enormt kedeligt og usexet for unge mennesker, nemlig common sense. Det er den, jeg savner, når radikale strømninger med jævne mellemrum blusser op og erobrer tidsånden. Så mister man simpelthen sin sunde fornuft og glemmer det, man inderst inde godt ved er rigtigt.«

60plus vs. ungdommens puls

Thomsen er en kende tilbageholdende, når han skal tale om nutiden: »Jeg er lidt forsigtig med store kulturkritiske diagnoser, for jeg oplever, at der er en bestemt form for finger-på-pulsen-sensibilitet, som man mister med alderen,« siger han og tilføjer:

»Fra min egen ungdom husker jeg nemlig tydeligt, når folk på min nuværende alder kastede sig ud i skråsikre analyser af samtiden, og jeg bare kunne høre, at de ikke fangede, hvad der foregik. Da jeg var yngre, havde jeg en meget mere direkte pipeline til samtiden, og i dag er jeg blevet ganske usikker på, om de ting, som jeg tænker, når jeg går ud i byen og støder sammen med verden, overhovedet siger noget om den tid, vi lever i nu, eller om det bare er et udtryk for, at jeg ikke er synkroniseret med verden. Så jeg vil måske hellere give udtryk for min undren.«

LÆS OGSÅ: Portræt af fashionisto og guldaldermenneske Ditlev Tamm

Især identitetspolitikken har fyldt meget det seneste år, og ikke mindst har historier fra Københavns Universitet trukket overskrifter i landsdækkende medier. Om det siger Thomsen:

»Det, som undrer mig, er, at identitetspolitikken bliver forstået som venstreorienteret, når den for mig at se spejler nogle meget reaktionære holdninger. Jeg kan ikke forstå, at folk først og fremmest vil adresseres og opfattes i kraft af deres seksualitet, etnicitet, religiøsitet eller deres kulturelle baggrund, for det er jo det, som den yderste højrefløj altid har villet. Det undrer mig, at man selv udbeder sig en sådan reduktion frem for at insistere på, at man er borger som enhver anden. I stedet for at tale om det fælles har identitetspolitikken helliggjort det partikulære.«

Jeg tror, at det er en måde at påberåbe sig en anerkendelse på, når eksisterende strukturer underminerer det faktum, at vi alle er lige. Det burde jo være usagt, at alle borgere er lige, men det må være en reaktion på, at det ser anderledes ud i praksis.

Det må være hårdt at være ung i dag. Der er ikke de dér mellemrum og frirum, hvor der pludselig kan ske noget overraskende.
Søren Ulrik Thomsen

»Ingen skal da finde sig i at blive behandlet ulige på grund af køn, etnicitet osv., og her er jeg sikker på, at #metoo og identitetspolitikken har gjort noget godt. Men for mig at se er det fatalt, når man skrider fra at protestere imod at få sin identitet dæmoniseret, til at man ophøjer den til en ukrænkelig gud med alle de tabuer, der nu engang knytter sig til guddommeliggørelse, for eksempel at være hævet over kritik, at skulle behandles med en særlig reverens, og i hele idéen om ’cultural appropriation’ ligger jo faktisk også forbuddet mod at gøre billeder af guden. Der er en essentialisme i tankegangen, som jeg ikke tror på, for jeg tror ikke, at en person først og fremmest og helt igennem er defineret ved eksempelvis sin seksualitet, sin etnicitet eller sin kulturelle baggrund.«

»Ethvert menneske består da af rigtig mange forskellige aspekter, for eksempel er Habib, som gennem 25 år har bestyret kiosken, hvor jeg handler, ikke så lidt af en social begavelse og i øvrigt vild med klassiske amerikanske cowboyfilm, selv om han i en nationalkonservativ optik først og fremmest bliver set som indvandrer og muslim. Det burde give stof til eftertanke, hvor vigtige de identitetspolitiske markører er for den yderste højrefløj, som jo ikke taler om, at vi er lige borgere i en stat, men om at rigtige danskere pænt giver hånd, går til luthersk gudstjeneste, holder med hjemmeholdet og danser rundt om rødgrøden.«

Det, som undrer mig, er, at identitetspolitikken bliver forstået som venstreorienteret, når den for mig at se spejler nogle meget reaktionære holdninger.

Ytringsfriheden, som også på universiteterne er på dagsordenen i disse dage, må for alles skyld og til enhver tid forsvares, og for resten af pengene må vi være uenige, mener Søren Ulrik Thomsen. Men hvad bør en studerende gøre, hvis vedkommende eksempelvis føler sig krænket over en sexistisk kommentar fra en underviser?

Blå bog

Søren Ulrik Thomsen er opvokset på Stevns, men fra 1972 bosat i København. Student fra Det Frie Gymnasium 1977. Exam.art./bifag i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet (1982), Æresalumne samme sted 2016.

Har udgivet City Slang, digte 1981, Ukendt under den samme måne, digte 1982, Mit lys brænder. Omrids af ny poetik, essays 1985, Nye digte, digte 1987, Hjemfalden, digte 1991, En dans på gloser. Eftertanker om den kunstneriske skabelsesproces, essays 1996, Det skabtes vaklen, digte 1996, Det værste og det bedste, digte 2002, illustreret af Ib Spang-Olsen, Kritik af den negative opbyggelighed, essays 2005 (skrevet sammen med Frederik Stjernfelt), København con Amore, essays 2006 (skrevet & fotograferet sammen med Jokum Rohde), Repremiere i mit indre mørke, essays 2009, Rystet spejl, digte 2011, Samlede Thomsen, 2014, En hårnål klemt inde bag panelet, essays og digte (2016).

Optræder med poesi- & musikgruppen Det Glemte Kvarter, med hvem han har udgivet to albums: Rystet spejl 2013 og Power 2016.

Udsmykninger: Helligtrekongers Kirke i Vallensbæk, neon-installationen ’regn søvn blå kys’ på Herman Bangs Plads i Valby, ’Stilhed’ mindested hos Rigspolitiet for dræbte politifolk (s.m. Christian Lemmerz)

Har modtaget en lang række priser og legater herunder: Otto Gelsted Prisen, 1985, Aarestrupmedaljen, 1991, Weekendavisens Litteraturpris, 1991, Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, 1995, Søren Gyldendal Prisen 2015, Modersmålsprisen 2016.

»Jamen, du har jo ytringsfrihed, ligesom din underviser har – så rækker du fingeren op og kritiserer det, han eller hun har sagt. Men du kræver ikke, at vedkommende skal tie stille, for at kæmpe for ytringsfriheden er kun noget værd, hvis man også kæmper for, at dem, man er uenig med, har ret til at ytre sig. Nogle mener, at ytringsfriheden er beregnet til at kritisere magthaverne, men ikke til at sparke nedad. Men så bliver det jo en kamp om at definere de andre som Magten, og sig selv som én af dem, der ikke må sparkes nedad på. Selv om vore dages nazister består af små grupper af socialt pressede mennesker, der ser sig selv som ofre for en globaliseret elite, skal det da ikke afholde mig fra at kritisere dem,« siger Thomsen.

Mexicanerhatte og massehypnose

Vi taler om offerrollen, endnu et begreb, som ofte anvendes i polemikken om identitetspolitik og krænkelser.

Søren Ulrik Thomsen, der kalder sig en art amatørteolog, fortæller om, hvordan offergørelse henleder hans tanker på en slags sekulariseret kristendom, hvor dét at indtage offerpositionen ikke handler om at man vil klynges op på et kors, men snarere er et led i en magtstrategi, fordi offeret netop er dén, der skal have kongemagten senere. Og uden at underkende de reelle underliggende drivkræfter i aktuelle sager, frygter han, at man i denne magtkamp vil komme til at overse de virkelige ofre.

»I en Deadline-udsendelse diskuterede Henrik Marstal og Frederik Stjernfelt mexicanerfesten på jurastudiet, og Marstal mente, at det om 10 år heldigvis vil være helt utænkeligt at holde sådan en fest. Jeg tror, at det er lige omvendt. Om 10 år vil vi ryste på hovedet af, at man overhovedet kunne få den idé, at folk ikke måtte holde en fest med en mexicanerhat på.«

»Store dele af den nuværende identitetspolitik er for mig at se en massehypnotiseret udskejelse, ligesom mccarthyismen i 1950’ernes USA var det, maoistpartiet i Norge i 1970’erne var det, og som kristne vækkelsesbevægelser også ofte har været det. Og når tidsånden så pludselig slipper sit tag, vågner man med voldsomme tømmermænd og mange pinlige erindringer.«

»Dermed ikke sagt, at disse strømninger ikke tager udgangspunkt i reelle problemer, men når de letter fra jorden og svulmer op til ideologier, holder de op med at handle om virkeligheden og bliver hurtigt til en temmelig selvoptaget affære.«

Jeg forstår det sådan, at du ikke vil negligere de reelle problemer, men mener, at de antager en unødvendig form?

»Selvfølgelig var det, helt pragmatisk, vigtigt for amerikanerne at afsløre russiske spioner, men under mccarthyismen perverteredes det til en paranoid jagt på mennesker, der blev anset for at have et uamerikansk sindelag, og samtidig blev det såre vigtigt at pudse sin glorie og demonstrere, hvor ærkeamerikansk man var. Og i den norske forfatter Dag Solstads roman med den kostelige titel Gymnasielærer Pedersens beretning om den store politiske vækkelse som har hjemsøgt vort land kan man jo læse om, hvordan mange af de norske intellektuelle, der tilsluttede sig maoistpartiet, nok var mere optaget af deres egen dyrebare identitet som progressive end af arbejdernes vilkår.«

Om 10 år vil vi ryste på hovedet af, at man overhovedet kunne få den idé, at folk ikke måtte holde en fest med en mexicanerhat på.

Har vi KU’ere mistet vores common sense?

»For mig er det da helt absurd at høre, at man ikke må klæde sig ud til en fest. Hvis man er uenig i præmisserne og konteksten for mexicanerfesten, bør man bruge sin ytringsfrihed til at kritisere den, ikke sin magt til at forbyde den. På samme måde er det da helt legitimt at kritisere burka og niqab for at være kvindeundertrykkende, men i et liberalt samfund må man samtidig forsvare enhvers ret til at gå klædt, som han eller hun vil.«

»I min ungdom læste vi Bakhtin på Litteraturvidenskab, og det var en stor venstreorienteret pointe, at karnevallet symbolsk vendte op og ned på de sociale strukturer og slap de undertrykte drifter løs. Men i dag er festens anarkistiske element blevet vandkæmmet til, at man gerne må klæde sig ud som samfundets stærke, men ikke som dem, der defineres som svage.«

»Må bøsserne så heller ikke længere få gang i festen ved at klæde sig ud som sømænd, soldater, håndværkere og alle mulige andre såkaldte stereotyper, som de begærer? Tilbage bliver så igen magtkampen om, hvem der vinder retten til at defineres som svag: Er det den homoseksuelle, som jo tilhører en minoritet, eller er det hans fantasiobjekter, der ofte er hentet i de lavere sociale lag, ligesom den heteroseksuelle mand begærer stuepigen, sekretæren etc.?«

»Hvis en mand føler sig som en kvinde, må han ifølge identitetspolitikken gerne tage dametøj på, for så er han på trods af biologien essentielt en kvinde, men ud fra dén position må Scarlett Johansson ikke klæde sig ud som en mand, der klæder sig ud som en kvinde, for Johansson er jo ikke transseksuel. Nej, men hun er skuespiller, og det går jo netop ud på at spille noget, man ikke nødvendigvis er, for mennesket har fået denne vidunderlige evne til at lege og fantasere og klæde sig ud, og det har da også altid stødt moralister af forskellig observans.«

Puritanisme og paranoia

Vi lader identitetspolitikken afløse af den aktuelle angstfremkaldende klimadebat, og den paranoia, der følger i dens kølvand, er også en stemning, Søren Ulrik Thomsen genkender fra sin ungdom:

»Verden har altid været lige ved at gå under. I min ungdom var det selvfølgelig den kolde krig og atombomben, som var den helt store trussel. Og når jeg påpeger dette, er det ikke for at påstå, at der ikke ligger noget i reelt i det, for der var da virkelig en fare for atomkrig, og klimakrisen er meget alvorlig. Men jeg bemærker, at der af de faktiske problemer afledes ideologier, som hver gang udmønter sig i puritanisme, moralisme, frelsthed, paranoia og foragt for dem, der ikke ville omvende sig inden dommedag. Jeg er blevet meget overfølsom over for den form for politisk afpresning, som siger, at fordi katastrofen står for døren, så er der kun to muligheder: Enten er du en del af løsningen, eller også er du en del af problemet. Med andre ord: Enten er du enig med mig, eller også er du et problem. Dén har jeg hørt før, ikke mindst i 70’ernes venstrefløjskultur.«

LÆS OGSÅ: Vi spurgte en forfatter, en forsker, en ung og en, der er død, hvad vi skal med universitetet.

I ’Balladen om den tynde mand’ i essaysamlingen Repremiere i mit indre mørke skrev Søren Ulrik Thomsen i 2009: »Skønt det ikke ligefrem var skrevet ned i tykke lovbøger, så vidste enhver ganske godt, hvilket tøj man kunne tillade sig at gå i, og hvilket der var tabu, hvilken slags musik man skulle høre, hvilken mad der var spiselig, og helt, helt nøjagtigt hvad man skulle mene og absolut ikke mene om alt mellem himmel og jord.« Teksten handler om 1970’ernes kulturelle sammenstød mellem det, han i bred forstand kalder borgerne og de indbildte individualister:

»Det var den identitetspolitik, der var i min ungdom, som handlede om, at man skulle være en radikalt anden end borgeren. Og som du kan se mig iscenesætte på det gamle fotografi.«

At underordne sig med 48 timer i døgnet

Det er ikke kun klodens tilstand, de studerende skal tage stilling til, for også studielivet er præget af hastige forandringer, nedskæringer og et større pres.

Søren Ulrik Thomsen siger, at studiepresset, der opleves på de reform- og besparelsesramte universiteter landet over, gør, at man enten bare er med eller helt tabt bag en hastigt trillende vogn. Det betyder, at universiteterne mister noget af det, som vi ellers hylder dem for:

»På en måde synes jeg også, at det må være hårdt at være ung i dag. Der er ikke de dér mellemrum og frirum, hvor der pludselig kan ske noget overraskende. Jeg kender det fra min steddatter, som nu er færdiguddannet psykolog: hun blev under hele studietiden pisket igennem fagene, men hendes egen intellektuelle nysgerrighed var der ikke rigtigt tid og plads til. Det synes jeg er undergravende for den refleksion og nytænkning, som universiteterne skal være der for. Hvis man vil være med i samfundet i dag, så er det altså med 48 timer i døgnet, ellers er man allerede ude på et sidespor. Der var nok mulighed for nogle andre ting, da jeg selv studerede – for eksempel kunne jeg have sådan en dobbeltidentitet som studerende og digterspire i temmelig mange år. Den rummelighed kunne jeg godt unde nutidens studerende.«

LÆS OGSÅ: Samtalen med Lars von Trier om hans glædesbibliotek 

Hvad bør man så gøre som studerende i dag?

»Klaus Mann taler om ’at indordne sig uden at underordne sig’, og det er en balanceakt, som er god at forsøge sig med, også senere i arbejdslivet. Men i min tid var der altså også stress – man talte om den såkaldte specialesump, hvor folk i årevis lod som om de studerede aktivt, og til sidst blev de så stressede af at have foregivet en viden, de reelt ikke havde fået samlet sig, at specialet ligesom aldrig rigtig blev til noget.«

»Grow up!«

De sidste dråber af efterhånden kold te forsvinder fra kopperne, mens vi nærmer os de sidste refleksioner over det at befinde sig i livets støbeske.

»Som ung er man meget optaget af at opfinde sig selv, fordi man jo logisk nok endnu ikke rigtig ved, hvem man er. Man søger en identitet at hvile i, og så bliver det hurtigt lidt bastant. Det var kolossalt vigtigt for mig at kunne pege på billederne, hvor jeg poserede som romantisk boheme og sige: ’Det er mig, det dér’. Men på et tidspunkt bliver man jo bare så meget sig selv, at spørgsmålet ikke længere er så påtrængende,« siger Søren Ulrik Thomsen, der af samme grund ikke synes, at det lader sig gøre at bringe et almengyldigt råd til ungdommen.

»Jeg tror ikke, at jeg kan koge en eller anden generel livsvisdom ud af vores samtale. Det skulle da lige være: ’Brug din common sense’. Tidsånd er noget på én gang ugribeligt og mærkeligt allestedsnærværende, og når den stikker af og bliver alt for tosset og tyrannisk, så hold fast i, hvad du inderst inde ved er rigtigt og forkert, selv om det kan være meget svært, når tidsånden virkelig rykker. En anden erkendelse kunne måske være, at vi hverken skal udviske forskellene imellem os eller lukke os inde i hver sin identitet, men tale frit fra leveren og lade de andre sige, hvad fanden de vil.«

Det lyder akkurat som sund fornuft. Resten må komme med tiden, og mens vi venter, må vi anstrenge os så godt, vi kan for ikke at blive for fastlåste i egne identiteter.

Søren Ulrik Thomsen fortæller om en bog, han var meget inspireret af som ung, Hjertet er en ensom vandrer af Carson McCullers:

»Hun var lesbisk og fra sydstaterne, og hun var født mange, mange år før mig. Men jeg bilder mig altså ind, at jeg forstod hvert et ord. Og jeg synes jo, at det er noget af det, kunsten kan. At den kan tale hen over alle vores vidt forskellige forudsætninger. Forskellene forsvinder ikke, og jeg bliver ikke til hende af det eller får hendes erfaringer, men jeg kan sagtens læse hendes roman.«

Søren Ulrik Thomsen stiller smilende et spørgsmål, mens jeg pakker mig sammen:

»Kender du Mae West? Hun var en amerikansk skuespillerinde, og hun blev spurgt om et godt råd til ungdommen. Hun svarede: ’Grow up!’.« Vi griner begge af det simple svar på de spørgsmål, vi nu har talt om i næsten to timer. Søren Ulrik Thomsen tilføjer:

»Det synspunkt deler jeg selvfølgelig ikke, for jeg synes, at I unge netop skal bidrage med dét, som kun I kan.«

Seneste