Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

12-tal til Panums legendariske fredagsbar

BAR-TEST - De fleste studerende på KU har nok hørt om eller taget et shot til Panums nærmest sagnomspundne 69-timers bar. Uniavisen stak hovedet forbi lørdag eftermiddag og mødte seks forskellige (fredags)barer på samme tid.

Det første jeg fik at vide, da jeg forhørte mig blandt venner og bekendte om 69-timers bar, var: »Du kommer aldrig ind. Man står i kø i timevis.«

Derfor var det med tilbageholdt åndedræt og krydsede fingre, at jeg nærmede mig Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet lørdag eftermiddag og helt surrealistisk kunne konstatere, at der ikke var en køgænger i sigte; faktisk var der så øde, at jeg et øjeblik var i tvivl om, hvorvidt jeg var kommet til det rigtige sted.

Men det var jeg. For enden af en kældertrappe lå den største fredagsbar, jeg endnu har været til. Den havde været i gang i over to døgn.

»Skibaren var vildere sidste år«

Det særlige ved 69-timersbaren – ud over, at den holder åbent i 69 timer – er, at der er flere forskellige barer med forskellige temaer i sving på én gang, så det føles som om du i virkeligheden er til mange fester på samme tid. Jeg købte en øl, og satte kursen mod det første område, Atriumgården.

Her var Skibaren, som var draperet med Jägermeisterbannere i skitursstil, og folk iført skihuer og -briller stod og langede shots over disken. En miniature-skibakke var blevet bygget fra betonscenen og ned til gulvet, og en bobslæde stod til rådighed for dem, der turde forsøge at give en halv eftermiddagsbrandert et element af Jackass (hvilket Uniavisens Udsendte naturligvis gjorde, og det var, om ikke elegant, så i hvert fald brandsjovt).

Brætspilsfest

Efter at være blevet underholdt af skibakken i et stykke tid, gik jeg imod næste lokale, og på vejen stødte jeg på en flok, som – for en fredagsbar i hvert fald – sad unaturligt koncentrerede omkring noget, der umiddelbart lignede et spil bingo. Det viste sig at være computerspillet Heroes – i brætspilsform.

Jeg nåede lige at fange den sidste halve time af Jazz og Bourbon-baren i et andet stort lokale. Da saxofonen døde ud, bevægede jeg mig møjsommeligt op gennem det proppede lokale, der i den ene ende husede Loungebar bag et lydisoleret gardin, og i den anden ende rummede scenen, hvor Klub100 skulle begynde.

Jazz & Bourbon

Klub100 går ud på, at der spilles 1 minut af 100 sange, og mellem hver sang skåler man og tager en tår af sin øl. I år blev det kørt akustisk af Rasmus Callesen (vokal) og Søren Just (guitar og vokal), der næsten fejlfrit leverede alt fra Kim Larsen over Rihanna til Queen.

Jeg faldt i snak med Benedikte og Kristel, som også sidste år havde været til 69-timers bar. Jeg spurgte dem, hvad der var det fedeste ved lige netop denne her fest.

»Jamen, det er jo den største på Panum. Den er årets vildeste,« sagde Benedikte.

Kristel nikkede: »Men skibaren var faktisk vildere sidste år!«

»I virkeligheden handlede det jo om, at vi skulle slå DTU«

100 minutter gik, og jeg tog en snak med Adam Femerling, en af festens bagmænd. Adam siger, at han har været med til at planlægge de seneste fire-fem års 69-timers barer. Så måske har han en forklaring på det med de 69 timer?

»Haha, ja altså, det startede jo egentlig fordi man gerne ville slå DTU, der havde en 68-timers bar. For at gøre det på en smooth måde, lagde man medicinerbaren i den weekend, hvor man skifter til vintertid, og fik altså en ekstra time. Men det var tilbage i 90’erne – før min tid,« siger Adam Femerling.

Omkring 40 studerende har forberedt årets 69-timers bar. De fleste siden sommerferien.

Lang tid til oktober

Jeg efterlod Adam og hans kammerat Rasmus med Citybois, der pludselig dukkede op, (fordi de skulle spille samme aften), og efter endnu en øl og en falsk brandalarm gik jeg hjem med en følelse af at have været til en god fest, der sagtens kunne vare længere end de snoldede 69 timer.

Alt i alt er jeg meget begejstret for Panums bar. Der var en formidabel stemning, der var noget for alle, og folk var i supergodt humør. Jeg føler ikke, at jeg kan andet end at give Panum et klokkeklart 12-tal.

uni-avis@adm.ku.dk

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste