Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

8 facts om dit uniliv

CAMPUS - Din sidemakker er en kvinde, du vil ofte sige hello, men sjældent sige habari – og så vil du ende med at få 10 i karakter for dit speciale.

1:

Kig dig godt omkring og memorér ansigterne på dine medstuderende. Gør det samme igen om et år og læg mærke til, at 16 procent – hvis statistikken altså taler sandt – vil være faldet fra inden de første to semestre er overstået.

2:

I en ikke så fjern fremtid kan du muligvis kalde dig selv for akademiker. For dit KU-speciale vil du i gennemsnit få 9,8 – ergo vil du sandsynligvis få karakteren 10.

3:

På trods af, at politikerne gør alt hvad de kan for at presse dig gennem studiet på normeret tid, vil du næppe nå det: kun 18 procent bliver færdige til tiden. Til gengæld vil du sandsynligvis være en af de 51 procent, der undskylder forsinkelsen med et relevant studiejob.

4:

Cirka 8.700 kroner. Så mange skejsere kan du hver måned forbruge efter forgodtbefindende, når du har modtaget og betalt skat af SU og løn. Din husleje er i gennemsnit på 3.600 kroner om måneden.

5:

17 fredagsbarer er med i Uniavisens store bar-guide; en vejviser til KU’s bedste fester, der kan findes her. Skål!

6:

Habari betyder goddag på swahili, men du kommer næppe til at tage ordet i din mund mens du læser på KU. 32 afrikanere drog til Danmark på et udvekslingsophold i 2014 – langt de fleste udlændinge kommer fra andre EU-lande eller USA.

7:

6 ud af 10 nye KU-studerende er kvinder. Skævest ser det ud på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, hvor 72 procent er hunkøn.

8:

Og når vi nu er ved snakken om mænd, kvinder, og al den jazz: 11 procent finder en kæreste gennem deres uddannelse, så husk nu at slå et smut forbi din fredagsbar en gang i mellem.

Annonce

Seneste