Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
ENGAGEMENT – De blev født i fattigfirserne og befinder sig som unge voksne nu igen midt i krisen. Ny antologi præsenterer 25 unges bud på nutidens udfordringer og fremtidens visioner.
»Det er dem, der virkelig kan mærke krisen. Og derfor er det vigtigt, at det er dem, der diskuterer den.«
Sådan forklarer Christian Lildholdt Jensen, hvorfor han og samarbejdspartneren Olav Hesseldahl har valgt at udgive antologien Gejst, der består af bidrag fra 25 unge, som har det tilfælles, at de er født i 1980’erne. »Og at de laver interessante ting,« som den nybagte redaktør udtrykker det.
Og det er, som titlen indikerer, gejsten, der er antologiens røde tråd. Bidragsyderne – hvor flere er studerende ved Københavns Universitet – er netop alle, well, aktive borgere. Men på vidt forskellige måder: I antologien finder man således ungdomspolitikere og fagforeningsfolk side om side med internetaktivister, sociale iværksættere og kritiske økonomer.
Opnåelsen af denne diversitet har været et erklæret mål for redaktørerne.
»Vi har ikke villet repræsentere én politisk fløj,« siger Christian Lildholdt Jensen.
»Antologien skal ikke forstås som en sluttet ring, hvor læseren bliver bekræftet. Håbet er snarere, at den kan være med til at engagere vores egen generation i en meningsfuld diskussion og refleksion. Vi er dem, der skal leve i samfundet efter kriserne, så det er vigtigt at vi forholder os til samfundet og diskuterer det.«.«
Det gør alle 25 bidragsydere selvsagt:
»Men det interessante ved dem er også, at de ikke bare er kritiske: At de også har forslag og visioner, som de står ved. Og det er meget sværere at pege fremad, end bare pege fingre af dem, der gør det.«
På www.gejst.org kan du – ganz gratis – læse Gejst samt få yderligere information om projektet og bidragsyderne.
Læs også journalist, debattør og 80’er-barn, Søren K. Villemoes’ anmeldelse af antologien her på avisen. Villemoes mener, at Generation Gejst har arvet nogle af deres forældre og bedsteforældres uheldige karaktertræk, men han finder også glimrende ting i bogen.