Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
KLUMME - Uddannelsesminister Morten Østergaard siger igen og igen at regeringen investerer i uddannelse, men hvis man ser tallene efter er det en sandhed med modifikationer – hvis det overhovedet er en sandhed! De studerende demonstrerer torsdag den 26/9 kl 16:00.
Det er en gammel nyhed, at optaget af studerende på videregående uddannelser er steget dramatisk. Ikke blot er det to måneder siden, det blev offentliggjort, det er også en nyhed, der vender tilbage en gang om året: aldrig før er der optaget så mange studerende på de lange videregående uddannelser.
Det burde i og for sig heller ikke være en nyhed, for hverken regeringen eller universiteterne har lagt skjul på, at det var hensigten. Alle strategier peger på flere studerende.
Desværre er universiteterne ikke klar til denne stigning, og derfor oplever vi igen i år lokaler uden plads til de studerende – herunder et helt nyt auditorium på Københavns Universitet. Det burde som sagt ikke komme som en overraskelse, hvor mange studerende der er optaget, så hvorfor er vi ikke sikret den undervisning, igennem hvilken vi skal dygtiggøre os og blive den bedst uddannede generation?
Med årets finanslovsforslag har uddannelsesminister Morten Østergaard givet et af de helt centrale svar. I forslaget lægges der op til mærkbare besparelser. Det gælder både for universiteternes grundtilskud og for de taxameterpenge, der udløses, hver gang vi består eksamener.
Hvis forslaget bliver vedtaget, vil tilskuddet som universiteterne modtager per studerende være faldet med 17 procent siden 2011. Det siger sig selv, at der ikke er råd til den samme mængde undervisning til dem, der starter studie næste år, som der var til dem, der bliver bachelorer.
Grunden til at Morten Østergaard taler om investering i uddannelse, er, at der samlet set bliver investeret flere penge end nogensinde – bare ikke når man medregner rekordoptaget, resultatet af regeringens egen strategi!
Derfor går Studenterrådet sammen med Danske Studerende Fællesråd i en karavane fra Christiansborg slotsplads til uddannelsesministeriet for at vise vores utilfredshed med besparelserne. Torsdag d. 26. september kl. 16 fortæller vi ministeren at vi ikke kan blive ved med at sidde flere studerende i auditorierne. Vi bliver ikke den bedst uddannede generation hvis forskerne ikke har tid til at undervise os. Og vi bliver ikke dygtigere, hvis der ikke er råd til feedback på vores opgaver. Derfor er det tid til reelle investeringer i uddannelse!