Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

KU skal skære 75.000 kvadratmeter for at udjævne »uhåndteret underskud«

Kvadratmeterkabale — Universitetet har endnu ikke fundet finansiering til at lukke hullet i bygningsøkonomien fra 2028, og opsparingen rækker kun til 2026.

Da besparelser betød, at Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet (SCIENCE) i november måtte sige farvel til mere end 100 medarbejdere, var forklaringen blandt andet, at fakultetet stod med voksende driftsudgifter til de to prestigebyggerier Niels Bohr Bygningen og det nye Statens Naturhistoriske Museum.

Men dokumenter fra Københavns Universitet viser, at fyringerne på SCIENCE kun er det første synlige tegn på et potentielt langt større økonomisk problem på bygningsområdet.

Af forslaget til KU’s budget for 2026 fremgår, at der i KU’s bygningsøkonomi fra 2028 og frem er et »uhåndteret underskud«, og at universitetet endnu ikke har anvist finansiering til at lukke hullet. Derfor er der »teknisk« indlagt en balancekorrektion, som i budgetforslaget udgør 22,5 millioner kroner i 2026 og som stiger til 130,2 millioner kroner i 2034.

Balancekorrektionen for 2026 kan dækkes af KU’s opsparing. Men herefter er der ikke flere opsparede midler på bygningsområdet til at dække de kommende års forventede underskud.

75.000 kvadratmeter mindre

Københavns Universitet fordeler sig på cirka en million kvadratmeter på fire større campusser samt en række øvrige lokaliteter.

KU lejer sig ind i bygningerne, som staten ejer.

Sagsakter og mødereferater viser, at universitetsbestyrelsen i flere år har diskuteret behovet for at reducere antallet af kvadratmeter for at spare penge i husleje.

I Helhedsplan 2030 for campus- og bygningsområdet har KU sat rammerne for, hvordan universitetet fremover bedre kan udnytte færre kvadratmeter. Et af målene er blandt andet, at omkostninger til bygningsområdet maksimalt skal udgøre 20 procent af den samlede omsætning.

Det er blandt andet den målsætning, der skal sikre, at bygningsøkonomien ikke stikker af frem mod de kommende års potentielle millionunderskud.

Men de to nævnte nybygningskomplekser fylder mere end 80.000 kvadratmeter tilsammen.

Vi har ikke i dag et konkret svar på, hvordan vi sikrer den økonomiske balance på bygningsområdet, når vi bevæger os flere år frem i tiden
Søren Munk Skydsgaard, universitetsdirektør på KU

Uniavisen har i forbindelse med denne artikel forsøgt at få et interview med bestyrelsesformand Merete Eldrup, men hun har ikke ønsket at stille op. I stedet har universitetsdirektør Søren Munk Skydsgaard sendt skriftlige svar på Uniavisens spørgsmål.

Her erkender han, at KU endnu ikke ved, hvordan de mulige millionhuller i bygningsøkonomien skal dækkes.

»Vi har ikke i dag et konkret svar på, hvordan vi sikrer den økonomiske balance på bygningsområdet, når vi bevæger os flere år frem i tiden, men det er noget, som vi løbende arbejder med at sikre,« skriver Søren Munk Skydsgaard.

Ifølge universitetsdirektøren er udgangspunktet i de nuværende planer, at universitetet skal reduceres med 75.000 kvadratmeter – altså lige under det samlede antal kvadratmeter for de to nye prestigebyggerier.

»Tallet skal tages med forbehold, da der er en række ting, som skal undersøges,« skriver han videre.

Universitetsdirektøren forsvarer dog byggeriet af Niels Bohr Bygningen og det nye Statens Naturhistoriske Museum, da det var nødvendiggjort af »behovet for avancerede forskningsfaciliteter« og »nye moderne og samlede rammer«.

Samtidig skriver han, at voksende eksterne forskningsbevillinger har betydet, at KU over de senere år er blevet betydeligt større. Så på trods af, at de nye byggerier dækker mere end de planlagte arealreduktioner, kalder universitetsdirektøren selv KU’s planer for »en markant fortætning«.

LÆS OGSÅ: Nu rammer fyringerne: Bliv klogere på de massive besparelser på SCIENCE

2030-målsætning skrider

Den mest omdiskuterede arealreduktion er opsigelsen af Kommunehospitalet, som betyder, at Det Samfundsvidenskabelige Fakultet (SAMF) skal flytte til Søndre Campus.

I et sagsnotat til et bestyrelsesmøde i oktober 2024 kan man læse, at omkostningerne til husleje og drift af Kommunehospitalet er på 105 millioner kroner om året. På trods af helhedsplanens mål om at minimere omkostningerne på bygningsområdet frem mod 2030, fremgår det af samme dokument, at fraflytningen fra Kommunehospitalet ikke forventes færdiggjort i netop 2030.

»Indfasningen fsva. Kommunehospitalet afspejler, at der udestår detailplanlægning af afviklingen af lejemålet, hvor der også er placeret andre dele af Universitetet end SAMF, ligesom der er usikkerheder knyttet til (midlertidigt) behov for auditorier efter indflytning af SAMF til Søndre Campus,« står der.

På baggrund af sagsnotatet indstilles det, at »bestyrelsen tager til efterretning, at det er sandsynligt, at universitetet ikke i 2030 når målet fsva. bygningsområdets andel af universitetets omsætning fra Helhedsplanen 2030«.

Med andre ord: 2030-målsætningen om at reducere omkostningerne på bygningsområdet til 20 procent af den samlede omsætning kommer næppe i mål inden fristen.

Søren Munk Skydsgaard skriver, at det vil få konsekvenser for KU’s samlede økonomi.

»Det betyder, at vi har flere bygningsomkostninger end ellers, og det belaster økonomien og er medvirkende til, at universitetets økonomi i de kommende år ser stram ud,« lyder det.

LÆS OGSÅ: Vi studerende bliver også ramt af fyringer på SCIENCE

Ukonkrete planer til godkendelse

På et møde 11. december skal bestyrelsen godkende budgettet til at igangsætte flytteprojekterne.

I et orienterende slideshow forud for mødet kan man blandt andet se den planlagte rækkefølge for udflytninger og arealreduktioner på campusser på KU.

Udover Kommunehospitalet er også en planlagt fraflytning fra Øster Voldgade 10, hvor Geografi og Geologi holder til, nævnt i materialet. Planen er, at Geologi skal flytte ind i det nye bygningsområde, som også skal huse det nye Statens Naturhistoriske Museum. Men der er endnu ingen planer for, hvor Geografi skal genhuses.

Nørre Campus og Frederiksberg Campus, som samlet dækker mere end halvdelen af KU’s samlede areal, er også med i planerne. På nuværende tidspunkt er de dog ganske ukonkrete. I materialet står der ud for de to campusområder således blot »Afdækning af muligheder?«

Universitetsdirektøren forventer, at KU kan være mere konkrete om disse to campusområder i tredje kvartal af 2026.

LÆS OGSÅ: Skal SCIENCE virkelig fyre forskere på grund af en regnefejl?

Seneste