Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Der er hverken hjerterum eller husrum

SYNSPUNKT - Mon der er nogen andre arbejdspladser end KU, der aktivt forhindrer de ansatte i at komme ind på arbejdpladsen for at arbejde? Spørger ekstern lektor, som pludselig blev dømt inaktiv af KU's administration.

Så skete det igen! Semestret begynder nu, og jeg – en beskeden ekstern lektor – prøver at logge mig ind på Absalon for at lægge beskeder og dokumenter til mine studerende.

Men lige meget hvad jeg forsøger, så kommer jeg ikke ind. Efter en del research og henvendelse diverse steder, får jeg at vide, at jeg ikke er aktiv og derfor slettet af systemet pr. 1.2. 2012. Det er lidt af en skrap besked at få, eftersom jeg har arbejdet hårdt hele januar med at rette eksamensopgaver og forberede undervisningen, men jeg er altså ikke aktiv!

Så nu er jeg udelukket fra min virtuelle arbejdsplads, og jeg ved også fra tidligere erfaringer, at jeg heller ikke vil kunne komme ind på mit fysiske kontor eller komme ind på parkeringspladsen. I denne omgang har det så kostet mig to arbejdstimer at få udredt problemet med Absalon, arbejdstimer, som jeg ikke får løn for.

Arbejdet skal understøtte administrationen, ikke omvendt

Mon der er nogen andre arbejdspladser end KU, der aktivt forhindrer de ansatte i at komme ind på arbejdpladsen for at arbejde? Og hvad mon fagforeningerne siger til, at ansatte skal bruge ulønnet arbejdstid på at finde ud af, hvorfor de ikke bliver lukket ind til det aftalte arbejde?

Nu ved jeg jo godt, at spørgsmålet om aktiv/ikkeaktiv hænger sammen med måneder, der udbetales løn i, og at lønudbetaling i hvert fald ved mit fakultet hænger sammen med afholdte katedertimer; men er man i administrationen virkelig så fantasiløs, at man ikke kan forestille sig, at der går arbejde uden om selve det at stå ved katederet?

Jeg troede i mange år, at administrationen var til for at understøtte udøverne af de aktiviteter, som konstituerer et universitet, nemlig undervisning og forskning. Men det er jo så naivt tænkt, det er snarere omvendt: arbejdstagerne i undervisning og forskning skal producere for at understøtte en stor og mangfoldig administration, hvis de så altså kan komme til det for de administrative benspænd.

Man føler sig rigtig velkommen.

Seneste