Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Rygeforbud hører til overalt, også på universitetet

DEBATSVAR — Hvis nikotin lindrer din eksamensstress, er det fordi du er afhængig. Ellers gør rygning dig faktisk kun mere stresset. Selvfølgelig er et totalt rygeforbud på sin plads – også her på KU.

»Et påtvunget nikotinstop under en af de mest stressende epoker af ens liv er dømt til at mislykkes,« skrev en historiestuderende for nylig i Uniavisen i anledning af det længe ventede rygeforbud, der nu er trådt i kraft på KU’s udendørsarealer.

LÆS OGSÅ: Rygeforbud hører ikke hjemme på universitetet

Til ham må jeg sige: Hvis du oplever, at nikotin lindrer den gigantiske stressbelastning ved at læse til eksamen, er det, fordi du er afhængig. Og så kan man diskutere, om du har et frit og fornuftsstyret valg.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Rygning gør dig mere stresset

Forestillingen om, at nikotin lindrer stress, er falsk. Det er ligesom at tisse i bukserne – det varmer kortvarigt, men man bliver hurtigt kold. Faktisk bliver man over tid mere stresset af nikotin, og det øger tendensen til angst og depression, som ikke ligefrem hjælper på eksamensresultaterne.

Og det er jo den mindste del af helbredsskaderne. Der dør cirka 14-16.000 danskere af rygning om året, rygerne dør 8-10 år tidligere, og alligevel når de at have cirka 10 år mere med plagsom sygdom, før de dør, end ikke-rygerne gør. Selv passiv rygning koster årligt hundredvis af liv – flere end trafikulykker eller narkotika.

Rygning koster desuden årligt 13 milliarder i sundhedsudgifter og 33 milliarder i produktionstab. Der er altså gode grunde til, at samfundet regulerer nikotin (som jo egentlig burde være helt forbudt), og til at KU regulerer det på sit område.

Der vil altid være modstand mod forebyggelsesinitiativer, som kræver ændring af folks adfærd. Men når man ser de positive effekter, ændres holdningen. Der er ikke længere ret mange, der finder det sejt at køre motorkørsel uden hjelm eller sikkerhedssele. Sådan vil det forhåbentlig også gå med rygning, når politikerne holder op med at lytte til tobaksindustriens lobbyister.

Effekten af forebyggelse – og holdningsskiftet fra før til efter indførelse af forebyggelsestiltag – er velbeskrevet i Lars Iversens bog Kampen for liv: fem danske forebyggelsessucceser. Den kan nok være af interesse for en kommende historiker.

Hvis man vil gøre det godt, har man travlt til eksamen. Men hvis man oplever eksamenslæsning som »en af de mest stressende epoker af ens liv«, vil jeg anbefale at overveje, om det er en god ide at få for eksempel børn og fuldtidsarbejde samtidig.

Jo, I er gymnasieelever

»Vi er jo ikke gymnasieelever,« argumenterer skribenten. Men jo, universitetsstuderende ER gymnasieelever, der blot er blevet et par år ældre. Modenhed kommer hverken af at blive konfirmeret, fylde 18, afslutte gymnasiet eller begynde på universitetet – men gradvist over mange år.

Universitets-studerende ER gymnasieelever, der blot er blevet et par år ældre

Projektet Røgfri Årgang viste, at skoler, hvor kampagnelederen var ryger, var dårligere til at forebygge rygning hos eleverne. Læger, der ryger, er dårligere til at vejlede patienter om rygestop. Med rygning følger kognitiv bias, der har konsekvenser. Modenhed er også at erkende egne bias.

Ja, kære skribent, når du som jeg nærmer dig pensionsalderen, vil du sikkert ærgre dig over nogle af de ting, du gjorde i studietiden. Jeg håber ikke, at helbredet til den tid gør, at rygning bliver en af dem. Men hvis du vil overbevise nogen om, at du er ved at blive voksen, kan du starte med at bruge din ytringsfrihed og humor på noget mere konstruktivt end din rygeprotest.

PS: Du skriver, at KU hellere skulle bruge ressourcerne på hjælp til rygestop. Det kan man heldigvis få gratis på Stoplinjen 80 31 31 31.

Seneste