Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Afbrudt — Vi studerende på Kinastudier fik et chok, da det gik op for os, at samarbejdet med seks kinesiske universiteter er ophørt uden, at vi har fået noget at vide om det. For udveksling er en central del af vores uddannelse.
»Udveksling giver udsyn, ruster os til at forstå den verden, der brænder rundt om os – og vender samtidig kikkerten til et nødvendigt kritisk blik på os selv.«
Sådan sagde rektor David Dreyer Lassen blandt andet i sin storslåede tale til de få udvalgte ved KU’s årsfest i november. Det vakte lykke i det meste af publikum, men blandt os studerende på Kinastudier klingede budskabet ganske hult.
LÆS OGSÅ: Rektors årsfesttale: Universiteterne har en hovedrolle i den nye verdensorden
For da vi for nylig skulle søge udveksling for det kommende akademiske år, opdagede vi noget, der gjorde os fuldstændig mundlamme.
Debatindlæg
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
Det var ikke noget, KU havde informeret om.
Men da vi sad foran portalen med KU’s udvekslingsaftaler, måtte vi erfare, at vi ikke længere kunne søge om udveksling til netop Kina – med undtagelse af ét enkelt universitet i Beijing, som kun tilbyder sprogundervisning og ikke er relevant for de fleste af os.
De øvrige seks universiteter, vi plejer at kunne vælge imellem, var ikke at finde på portalen. Som følge af en beslutning, der er blevet taget fuldstændig uden om de studerende og ansatte, der arbejder med Kina til daglig.
På Kinastudier studerer vi ikke blot mandarin (det mest talte sprog i Kina), men også alt om Kina. Det er en tværfaglig uddannelse, der beskæftiger sig med det kinesiske samfund, politik, historie og kultur. Og herunder selvfølgelig også de udfordringer og dilemmaer, der præger relationen mellem Kina og resten af verden.
Vores faglighed er yderst vigtig i en verden, hvor vi i stigende grad fokuserer på alt det, der gør os forskellige, og det, der kan bruges som begrundelse for uvenskab. Tænk blot på den skiftende kurs, USA – vores ellers ’tætteste allierede’ – fører over for os og resten af Europa.
Det burde om noget vise os, at verden ikke er sort/hvid, og at intet land er 100 procent vores ven eller fjende. Hvis vi kun tænker på Kina som vores modstander og intet gør for at forstå landets 1,4 milliarder indbyggere, bliver fjendskabet bare dybere og dybere, og det gavner ingen.
Udveksling er en central del af Kinastudier, fordi sproglig og kulturel kompetence ikke kan opbygges udelukkende fra et klasseværelse på KUA. Det er alene gennem ophold i landet, at teoretisk viden bliver til reel forståelse.
Når den mulighed fjernes uden dialog, rammer det direkte uddannelsens faglige fundament.
Vi forstår Kina bedre, end ledelsen på KU tydeligvis gør
Vi forstår Kina bedre, end ledelsen på KU tydeligvis gør. Vi forventer derfor at blive taget alvorligt som en del af det faglige fællesskab. Når KU uddanner specialister i et område, bør universitetet også have tillid til, at den viden har værdi – især når beslutninger får så direkte konsekvenser for uddannelsens indhold og kvalitet.
Derudover burde studerende fra KU’s øvrige uddannelser naturligvis også have mulighed for at søge udveksling i Kina, som de hidtil har gjort i stor stil. Hvorfor skal studerende fra SCIENCE, der for eksempel arbejder med innovation inden for grønne teknologier, fratages muligheden for at studere i Kina?
Kina er et af verdens førende lande inden for grøn omstilling, og selvom vi i Danmark brander os som et ’foregangsland’, er det vigtigt, at vi udveksler idéer til gavn for den fælles kamp mod klimaforandringerne.
En uddannelse i økonomi, som vores kære rektor for eksempel besidder, gør ikke nogen i stand til rigtigt at forstå Kina, og en AI-chatbot kan forsøge at oversætte sproget, men den kan ikke oversætte de små hentydninger, de kulturelle nuancer og den vægt, der ligger bag enkelte ord.
Derfor så vi gerne, at KU udnytter de ressourcer, som universitetet faktisk har til sin rådighed. Nogle af Danmarks klogeste hoveder inden for Kina har siddet på spring og forgæves prøvet at få kontakt og mulighed for at fortælle, hvor uenige vi er i beslutningen om at droppe udvekslingsaftalerne. Men det har ikke været nemt at få ledelsen i tale.
LÆS OGSÅ: KU skærper værn mod forskningsspionage fra risikolande
Vi studerende har brug for muligheden for at studere i Kina, hvis vi skal opnå de kompetencer, som er meningen med vores uddannelse. Danmark har brug for, at KU uddanner kvalificerede kandidater, ikke mindst på det her område.
Hvorfor forringe vores uddannelse uden en åben diskussion med os?