Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Arbejdsmiljø

Fyringsrunde kan skade KU’s ry: Tidligere forsker advarer internationale kolleger

Besparelser på SCIENCE — Sergey Rosbakh forlod SCIENCE i december 2025 og siger nu, at KU’s troværdighed som arbejdsgiver er svækket. Risikoen for et svækket renommé efter den store fyringsrunde på SCIENCE er »helt reel«, siger dekanen.

Da Sergey Rosbakhs kontrakt på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet (SCIENCE) på Københavns Universitet udløb i december 2025, faldt det sammen med den omfattende fyringsrunde, der endte med, at fakultetet samlet set mister 124 medarbejdere.

For Sergey Rosbakh, der kom til Københavns Universitet i 2022 som tenure track-forsker i planteøkologi, blev det afgørende for hans syn på KU.

»Jeg skammer mig næsten over at sige det, men jeg var lettet over at være på vej væk,« siger han.

Lettelsen skyldtes ikke, at kolleger blev afskediget. Tværtimod beskriver han fyringsrunden som dybt rystende. Men den måde processen ifølge ham blev håndteret på, har svækket hans tillid til universitetet og fået ham til at advare yngre og internationale forskere mod at søge mod SCIENCE.

»KU’s ry som en pålidelig arbejdsgiver er kompromitteret,« siger han.

Den uskrevne regel

I den netop afsluttede fyringsrunde har SCIENCE afskediget 66 medarbejdere. Dertil kommer 26 aftaler om frivillig fratrædelse og 32 senioraftaler, hvilket får det samlede tal op på 124 medarbejdere.

LÆS OGSÅ: SCIENCE mister 124 medarbejdere. Nu advarer flere om konsekvenser for både forskning og uddannelse

Ifølge SCIENCE-ledelsen har fyringsrunden været nødvendig på grund af et årligt, strukturelt underskud på omkring 100 millioner kroner, som særligt er relateret til øgede driftsomkostninger ved de nye store byggerier Niels Bohr Bygningen og det nye Statens Naturhistoriske Museum.

Jeg savner mine kolleger og menneskene på universitetet. Men jeg savner ikke systemet

Sergey Rosbakh, tidligere ansat på SCIENCE

Ifølge Sergey Rosbakh er usikkerhed et grundvilkår i akademia. Mange forskere arbejder i årevis på tidsbegrænsede kontrakter og flytter gentagne gange mellem lande og universiteter.

Men systemet bygger alligevel på en grundlæggende forståelse, mener han.

»Der er en slags uskreven aftale: Hvis du leverer, altså publicerer, underviser og henter bevillinger, så er der på længere sigt en mulighed for stabilitet. Ikke en garanti, men en realistisk chance,« siger han.

Den forståelse oplever han, at fyringsrunden på SCIENCE har undermineret.

»For folk udenfor kan det lyde, som om man bare kan finde et andet job. Men mange forskere bygger hele deres liv op omkring den her forventning. Familie, bolig og personlige valg bliver truffet ud fra den,« siger Sergey Rosbakh.

Chok blandt medarbejderne

Stemningen blandt medarbejderne i dagene omkring fyringerne var ifølge Sergey Rosbakh præget af chok.

»Det var som om, der ikke var lys i folk længere,« siger han.

Forløbet ramte ikke kun de medarbejdere, der blev afskediget, men også de, der blot kunne følge med fra sidelinjen – især yngre forskere og postdocs.

»De så, at selv meget dygtige og succesfulde forskere kunne blive fyret. Det rejser et grundlæggende spørgsmål om, hvad man egentlig kan regne med,« siger Sergey Rosbakh.

LÆS OGSÅ: Rektor om besparelser på SCIENCE: Der er ingen vej udenom

Han peger på, at konsekvenserne ikke nødvendigvis vil kunne aflæses her og nu, men at de langsigtede effekter kan vise sig gennem forskernes netværk.

»Hvis nogen spørger mig, om de skal søge et job på Københavns Universitet, vil jeg være ærlig og sige: Det er et godt sted på mange måder, men vær opmærksom på, at det her kan ske igen,« siger Sergey Rosbakh.

Advarsel fra egne rækker

I forbindelse med fyringsrunden har tillidsrepræsentanter på SCIENCE netop advaret om, at forløbet kan skade fakultetets og KU’s internationale renommé.

Til Uniavisen har fællestillidsrepræsentant for videnskabeligt ansatte på SCIENCE, Peter Waaben Thulstrup, tidligere forklaret, at der er en grundlæggende udfordring forbundet med forskerkarrierer. Universitetet forventer høj specialisering, som samtidig gør medarbejdere mindre fleksible på det øvrige arbejdsmarked. Hvis jobsikkerheden derfor opleves som uforudsigelig, kan det påvirke lysten blandt forskere til at søge mod KU.

Vi har ikke godt af det på grund af vores renommé og vores rekrutterings-muligheder

Bo Jellesmark Thorsen, dekan på SCIENCE

»Når det gang på gang viser sig, at vi har store fyringsrunder, hvor man også skærer kernekompetencer væk, så mister folk jo troen på, at det er det rigtige sted at gøre karriere,« forklarede han til Uniavisen kort efter fyringsrunden.

Dekan på SCIENCE Bo Jellesmark Thorsen deler bekymringen for, at fyringsrunder kan skade fakultetets omdømme og gøre det sværere at rekruttere.

»Det tror jeg helt reelt, at det gør, fordi det giver dårlig omtale. Vi har ikke godt af det på grund af vores renommé og vores rekrutteringsmuligheder,« siger han.

Han understreger samtidig, at han ikke ved, hvor stor effekten bliver, eller hvor længe den varer.

»Jeg har ikke noget empirisk grundlag for at sige noget om, hvor meget den her fyringsrunde i sidste ende påvirker. Men jeg kan sige, at vi havde masser af ansøgere fra udlandet før, og vi har også haft masser af ansøgere efter tidligere fyringsrunder,« siger han.

LÆS OGSÅ: Dekan erkender konsekvenser efter omfattende fyringsrunde

Som konsekvens af besparelserne vil der ifølge Bo Jellesmark Thorsen også blive holdt mere øje med institutternes økonomi. Det betyder også, at SCIENCE fremover vil slå færre stillinger op og være langsommere med at åbne nye stillinger.

»Vi kommer til at åbne færre stillinger fremadrettet for at undgå nye besparelser. Så ja, jeg tror, der vil være en effekt, i hvert fald kortsigtet,« siger han.

Fra København til Tyskland

I dag er Sergey Rosbakh ansat som forsker ved Leibniz Universitetet i Hannover i Tyskland, hvor han oplever en markant større jobsikkerhed.

Han understreger, at systemerne ikke kan sammenlignes direkte, og at Danmark på mange områder har styrker som fladere hierarkier og større fokus på trivsel og arbejdsmiljø.

Men som arbejdsgiver har Københavns Universitet tabt hans tillid.

»Jeg savner mine kolleger og menneskene på universitetet. Men jeg savner ikke systemet,« siger han.

Seneste