Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Holdet
Holdet — I fritiden optræder hun i musikvideoer og skyder content til sin Instagram. I arbejdstiden jonglerer hun mellem momsregler, mistrivsel og kollegers kamp for bedre toiletpapir. Mød fuldmægtig Cecilie Mortensen, der er en del af holdet på KU.
De fleste arbejdspladser har både store og små problemer.
Det er et stort problem, når en medarbejder mister lysten til at gå på arbejde, fordi han føler, at chefen altid hakker på ham. Og det er et mindre problem, når der spreder sig en samtale på kontoret om, hvor ringe toiletpapir man egentlig skal finde sig i at nøjes med på sin arbejdsplads.
Cecilie Mortensen er arbejdsmiljørepræsentant for hele Økonomiafdelingen på KU, og i sine to år på posten har hun håndteret både store og små problemer i afdelingen.
Holdet
Hvis forskere og studerende skal brillere på Københavns Universitet, har de brug for et godt støttesystem. Vi kender dem som TAP, det teknisk- administrative personale, som Uniavisen hylder i denne serie, Holdet.
Hun har siddet i lange møder, fordi kolleger er kommet til hende med dårlige oplevelser i samarbejdet med lederen. Og så har hun været rundt på alle toiletter i hele universitetsfirkanten for at undersøge et rygte, der havde bredt sig blandt kollegerne: Har nogle virkelig bedre toiletpapir end andre?
»Der har godt nok været meget med det toiletpapir…« griner hun og sukker dybt.
»Toiletpapir ligger meget højt på listen over ting, mine kolleger gerne vil forbedre. Jeg har siddet på mange, lange møder og hørt om det, og jeg har virkelig prøvet at kæmpe for sagen. Men der er kun én type toiletpapir på vores indkøbsaftale, så der er desværre ikke så meget at gøre,« siger hun.
Rygtet om forskelsbehandling kunne hun hurtigt aflive. Selv toilettet ved rektors kontor er udstyret med præcis det samme tynde toiletpapir, som resten af universitetet må slå sig til tåls med.
Egentlig er Cecilie Mortensen ansat som fuldmægtig i regnskabssektionen, hvor hun fortolker moms- og afgiftsregler og udarbejder vejledninger om kompliceret lovgivning.
Hun færdiggjorde sin kandidat i erhvervsøkonomi på Syddansk Universitet i 2020, og kort efter flyttede hun til København. I 2022 blev hun ansat på KU, hvor hun hurtigt faldt til.
»I min arbejdsgruppe er vi ret gode til at sparre med hinanden og snakke tingene igennem. Jeg har fået hatten som ’den skriftlige’, der skriver vejledninger og retningslinjer. Vi kan lidt hver vores ting,« siger hun.
Toiletpapir ligger meget højt på listen over ting, mine kolleger gerne vil forbedre. Jeg har siddet på mange, lange møder og hørt om det, og jeg har virkelig prøvet at kæmpe for sagen
Cecilie Mortensen
Arbejdet i regnskabssektionen kan for eksempel handle om, hvornår KU må trække moms fra udgifter i forbindelse med konferencer, interne arrangementer eller andet, forklarer hun. Og lovgivningen på området er ofte op til fortolkning.
»Nogle gange synes jeg godt, man kan fortolke loven på flere måder, og så må vi tale om, hvad vi mener, er den rigtige praksis,« siger Cecilie Mortensen.
Rollen som arbejdsmiljørepræsentant jonglerer hun sideløbende med arbejdet i regnskabssektionen.
»Jeg tror altid, at jeg har haft en naturlig interesse for det psykologiske i arbejdsmiljøet, og hvordan man kan gøre arbejdspladsen til et godt sted for alle.«
Oprindeligt overtog hun rollen som arbejdsmiljørepræsentant fra en kollega, der stoppede på arbejdspladsen. Da perioden udløb, stillede hun op til valg uden modkandidater.
»Om det er fordi, andre ikke synes, det er lige så spændende som mig, ved jeg ikke,« griner hun og fortsætter:
»Men nogle af mine kolleger sagde, at de ikke stillede op, fordi de regnede med, at det alligevel var mig, som ville blive genvalgt.«
For Cecilie Mortensen er der ikke problemer, der er for store eller for små til, at hun kaster sin energi over dem.
Jeg kan godt lide at føle, at man gør en lidt mere målbar forskel i andre menneskers liv
Cecilie Mortensen
Hun tager gerne en række lange og svære samtaler med en kollega, der oplever mistrivsel på sin arbejdsplads. Og hun undersøger lige så gerne, om det er muligt at skaffe bedre toiletpapir, eller om det kan hjælpe Tina, Tom eller Sørens arbejdsposition at få en anden type mus eller en T-stol.
»Hvis det er vigtigt for mine kolleger, er det også vigtigt for mig,« siger hun.
Nogle arbejdsopgaver er selvfølgelig sværere end andre. For eksempel i tilfældet med en medarbejder, der oplevede manglende trivsel på arbejdet, og som ikke syntes, at samarbejdet med chefen fungerede.
»Her sad vi til lange møder mellem medarbejderen og chefen, hvor vi fik talt igennem, hvordan vi fik brudt det mønster, der var opstået. Det viste sig, at det handlede om, at de måske ret ofte misforstod hinanden. Efter det blev talt igennem, kom medarbejderen efter lidt tid og sagde til mig, at samtalerne virkelig havde hjulpet,« fortæller Cecilie Mortensen.
På spørgsmålet om, hvorvidt Cecilie Mortensen føler sig klædt på til at navigere i en sådan situation, svarer hun:
»Jeg har jo været på kurser og den slags, men jeg tror aldrig rigtig, man kan føle sig klædt 100 procent på til den slags. Man ved jo ikke, hvordan samtalen vil udvikle sig. Det kan være svært, men det er også den del, jeg synes er spændende.«
Cecilie Mortensen er vokset op på Bornholm, og selvom det er et »skønt sted med dejlig natur«, passer ø-livet ikke så godt til den person, hun er i dag.
»Jeg er typen, der gerne vil have gang i 700 ting på samme tid. Det er sådan, jeg trives bedst,« siger hun, der i dag bor i en fireværelses lejelejlighed med sin søster og en god ven. En boform, der passer hende godt, fordi der altid er »gang i den.«
Sin fritid bruger hun på modelarbejde i musik- eller reklamevideoer, og så bruger hun også en del tid på sin Instagram-profil, der har omkring 5.000 følgere. Her går hun op i at dele flotte billeder og skabe sammenhængende æstetik, men mellem de velkomponerede opslag sniger sig også glimt ind fra hverdagen på KU.
»Jeg tror egentlig, at jeg er et meget åbent og ærligt menneske. Hvis der er noget, du gerne vil vide, så spørger du bare, og så svarer jeg. Jeg er ikke så privat anlagt,« siger hun.
Måske er det også derfor, hun trives så godt i rollen som arbejdsmiljørepræsentant.
»Jeg kan godt lide at føle, at man gør en lidt mere målbar forskel i andre menneskers liv.«