Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
Fortætning — For at spare penge på husleje bliver de første flytninger sat i værk, inden lokaletilpasningerne er gennemført – og de første institutter og kontorer flytter allerede i august 2027.
Tidsplanen for den længevarslede flytning er nu officielt godkendt af styregruppen for samlokalisering på Søndre Campus efter at have været til høring i samarbejdsudvalgene og på de berørte fakulteter. Det står der i en nyhed på KUnet.
Og allerede i august 2027 kan de første institutter pakke taskerne og rykke til nye lokaler. For at spare penge har styregruppen vedtaget, at de fleste flytninger kommer til at ske, inden der er blevet ombygget på Søndre Campus.
LÆS OGSÅ: KU skal skære 75.000 kvadratmeter for at udjævne »uhåndteret underskud«
Om flytningen siger campusdirektør Martin Sonnefeld Jørgensen til KUnet:
»Vi er meget opmærksomme på, at det ikke er ideelt at flytte ind, før alle tilpasninger er gennemført. Derfor lægger vi i ledelsen stor vægt på en løbende dialog med medarbejdere og studerende, så vi sammen kan skabe de bedst mulige rammer undervejs.«
Artiklen fortsætter under tabellen.
Ifølge planen skal 29 enheder i perioden frem til august 2028 været på plads i nye omgivelser. De første flytninger i august 2027 kommer til at foregå lokalt på Søndre Campus, hvor blandt andet Engerom, HUM-dekanatet og IT-support flytter. Senere følger Jura og Teologi, hvorefter der er plads til flytninger fra Kommunehospitalet til Søndre Campus. Psykologi bliver det første institut, der flytter adresse i december 2027.
Det er kun de overordnede rammer, som ligger fast lige nu, og derfor vil der, ifølge nyheden, i den kommende tid være fokus på brugerinddragelse, hvor repræsentanter fra de berørte grupper kan give input til flytteprocesserne.
Der bliver ikke tale om større ombygninger, men om nedrivning af skillevægge, nyindretning af fællesområder og tilpasning af undervisningslokalerne, så de bedst understøtter specifikke undervisningsformer.
I høringssvarene er der opbakning til tidsplanen, men der bliver også lagt stor vægt på blandt andet god kommunikation fra styregruppens side og tæt dialog mellem institutter og projektorganisationen.
Der bliver desuden udtrykt ønske om, at der afsættes tid og ressourcer til at planlægge en god flytteproces og sikre en god tilpasning af omgivelserne, så der er sikre rammer til undervisning, forskning og studieliv.