Vi gør ikke nok for studerende med funktionsnedsættelser

Stadig flere studerende har en funktionsnedsættelse, men hjælpen har ikke fulgt med behovet. Tværtimod møder mange studerende lange ventetider, mangelfuld vejledning og en mur af bureaukrati, når de søger støtte.

Som studenterpolitisk repræsentant ser jeg alt for mange sager, hvor studerende sidder fast i deres uddannelse eller bliver tabt på gulvet på grund af manglende hjælp og information. Det er en falliterklæring for et universitet, der ønsker at være inkluderende.

LÆS OGSÅ: »Man er meget lille som studerende med særlige behov, og man beder ikke om særlig meget«

Flere har brug for støtte

Ifølge en rapport fra Uddannelses- og Forskningsministeriet steg andelen af studerende, der var registreret med en funktionsnedsættelse, fra tre procent i 2010 til knap 11 procent i 2020.

En ny medlemsanalyse fra Djøf viser samtidig, at 16 procent af de adspurgte studerende selv angiver, at de har en funktionsnedsættelse. I 2024 var andelen 13 procent.

Men det er langt fra alle, der søger om støtte. En analyse fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at fire ud af ti førsteårsstuderende med en selvrapporteret funktionsnedsættelse ikke har søgt om specialpædagogisk støtte, SPS. Nogle ønsker ikke hjælp, mens andre er i tvivl om, hvorvidt de er berettigede, kender ikke til ordningen eller har svært ved at finde den nødvendige information.

Selv blandt dem, der søger, kommer støtten ofte for sent. Rigsrevisionen konkluderede i 2025, at 51 procent af de nye studerende på videregående uddannelser, som har behov for SPS, ikke får støtten til tiden ved studiestart.

Samlet set tegner der sig et billede af, at studerende med funktionsnedsættelser har dårligere betingelser end andre studerende. Det er særligt problematisk, fordi Danmark har ratificeret FN’s handicapkonvention, som fastslår, at mennesker med handicap har ret til et inkluderende uddannelsessystem uden diskrimination og på et grundlag af lige muligheder.

LÆS OGSÅ: Hver anden studerende får ikke hjælp i tide. Regeringen kritiseres for SPS-indsats

En administrativ ørkenvandring

Fra mit arbejde i studienævnet på Medicin og mine mange samtaler med studerende på tværs af KU ved jeg, at processen med at få bevilget og iværksat støtte kan være en lang ørkenvandring.

Den studerende skal først dokumentere sin funktionsnedsættelse og derefter finde vej gennem et system, der kan være svært at gennemskue. Både SPS-sager og ansøgninger om særlige prøvevilkår kan være administrativt tunge – ikke kun for en presset studieadministration, men især for den enkelte studerende, der skal finde vej i det.

Jeg har oplevet sager, hvor studerende er kommet flere semestre bagud, fordi de først sent fandt ud af, hvilken hjælp de kunne få, eller fordi sagsbehandlingen trak ud. Det gælder blandt andet ansøgninger om særlige prøvevilkår og tilpasninger af undervisningen.

Retssikkerhedsmæssigt er det et problem, hvis sagsbehandlingen opleves som vilkårlig eller mangelfuld. Det kan for eksempel ske, når et studie har svært ved at stille de hjælpemidler eller rammer til rådighed, som den studerende er blevet godkendt til, for eksempel enelokale til en stedprøve.

Samtidig tyder de mange sager på, at der mangler ressourcer i administrationen. Studerende oplever utilstrækkelig vejledning, og praksis kan variere, blandt andet når det gælder, hvilken dokumentation der bliver lagt vægt på.

KU får et større ansvar

Udfordringen bliver ikke mindre i de kommende år. Fra 1. januar 2027 skal universiteterne selv levere dele af SPS-støtten til studerende med funktionsnedsættelser.

Det giver grund til bekymring, når det endnu er uklart, hvordan universiteterne vil løfte opgaven. Men ændringen er også en anledning til at gentænke hele indsatsen for vores medstuderende med funktionsnedsættelser.

KU bør investere i flere støttemuligheder og bedre fysiske rammer, så studerende kan få undervisnings- og prøvevilkår, der tager højde for deres behov, uden at der bliver gået på kompromis med fagligheden.

Studievejledningerne bør have særligt uddannede medarbejdere, der kan vejlede om funktionsnedsættelser og hjælpe de studerende gennem ansøgningsprocesserne. Der bør også være mulighed for hurtigere, midlertidige hjælp i akut opståede situationer – for eksempel særlige prøvevilkår ved et alvorligt angst- eller depressionsforløb.

Endelig bør ansøgningsprocesserne standardiseres, og informationen skal være lettere at finde allerede fra studiestart. Ingen studerende bør være i tvivl om, hvor de kan få hjælp, hvis behovet opstår.

Det er blot nogle af de nødvendige tiltag. Men én ting er sikker: Hvis KU skal være et universitet for alle, må vi gøre langt mere for vores medstuderende med funktionsnedsættelser.

LÆS OGSÅ: SPS-ordningen skal hjem til universiteterne, men både økonomi og vilkår driller