Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
FUSIONER - Et vellykket kup, eller en vellykket fusion, fordrer, at alle involverede er med i planlægningsfasen, mener debattøren, som ser klare paralleller mellem Egon Olsen og ledelsen på Københavns Universitet.
Det er altså ikke et kup!
Eller er det? Rektoratet har efter Ralf Hemmingsens eget udsagn hidtil haft meget svært ved at finde lydhørhed hos personalet for fusionsprocessen. Rektor kunne måske søge inspiration fra filmens verden, hos Olsen Banden, som jo er eksperter i levering af geniale kup.
Godt nok mislykkes de som regel, men da KU’s personale efter sigende har deponeret deres velvilje og omstillingsparathed i et Franz Jaeger-pengeskab et sted under Frue Plads, er gode råd dyre.
Og for at blive i jargonen har Egon Olsen, uden sammenligning i øvrigt, ikke svært ved at finde lydhørhed hos sine medarbejdere. Hjælperne Keld og Benny er gang på gang 100 procent loyale trods de mange fejlslagne kup. Man kan spekulere på om Olsen Bandens manglende succes netop kan skyldes, at Keld og Benny ikke er med i planlægnings- og beslutningsprocessen.
Medarbejderne på KU ved lige så lidt om, hvor de befinder sig i fremtidens KU, som Keld og Benny ved, hvorfor de lige netop til dette kup skal bruge en tre dage gammel madpakke, to fiskestænger, en levende høne og linie 14’s vinterkøreplan. Det er blot at parere ordrer efter en stram tidsplan. Problemer opstår derfor meget let ved selv den mindste afvigelse fra planen. Det klassiske Olsen Bande-kup slår som regel fejl, fordi Keld og Benny ikke kan foretage sig noget på egen hånd.
KU’s medarbejdere er i høj grad interesserede i fusionsplanerne, og hvilke konsekvenser det kan have for os selv og KU som helhed, men det har været svært at se, hvor vi er på vej hen og hvorfor. Måske skal vi bare indstille os på Keld og Benny-modellen for effektiv forskning, undervisning og serviceopgaver:
En tre dage gammel madpakke, to fiskestænger, en levende høne og linie 14’s vinterkøreplan.
– og spørg endelig ikke om det virker!