Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Velkommen til mere end 6.000 nye studerende

OPTAG 2010 – 6.538 ansøgere bliver i dag tilbudt en studieplads på en af bacheloruddannelserne på Københavns Universitet. Det er flere cirka 300 flere end sidste år

Der venter 6.538 unge en glædelig besked, når de åbner deres postkasse i dag fredag den 30. juli.

Der vil nemlig ligge et brev fra Københavns Universitet (KU), hvor man byder velkommen til livet som studerende.

Sidste år blev 6.210 ansøgere tilbudt optagelse.

Se optagelsestallene for KU her fra fredag morgen

Den Koordinerede Tilmeldings hovedtal for hele landet kan ses her

Nyt rekord-optag

KU har aldrig tidligere tilbudt så mange ansøgere optagelse, men alligevel må man samtidig skuffe mange.
KU havde således modtaget i alt 24.908 ansøgninger fra 15.969 ansøgere.

Ifølge studiechef Claus Nielsen er det primært en øget søgning til de naturvidenskabelige uddannelser, der øger universitetets samlede optagelsestal.

1.263 er blevet tilbudt optagelse på det Naturvidenskabelige Fakultet (Nat) i år. I 2009 var det 1.043 ansøgere og i 2008 var det 762.

Uddannelser har vendt tilbagegang

Flere uddannelser, der i sidste år havde ledige pladser, er i år blevet fyldt.

På Nat er der for eksempel ikke flere pladser på Biologi og Biokemi, ligesom antallet af ledige stole pladser på en række andre af fakultetets uddannelser er relativt beskedent.

På det Humanistiske Fakultet er Fransk og Tysk i en årrække blevet forbigået af ansøgerne, men denne gang melder man om alt udsolgt, og der er udelukkende pladser tilbage på en række små uddannelser.

Kvotienten er steget

Der er sket en stigning i kvotienten, altså karaktergennemsnittet, der kræves for at blive optaget, på de fleste uddannelser.

De højeste kvotienter findes på Medicin (10,8) Statskundskab (10,7) og Antropologi (10,6).

Den nye regel om at, ansøgere, der søger om optagelsen inden for to år efter de har afsluttet deres adgangsgivende eksamen, kan få justeret deres eksamensgennemsnit med 1,08, har ifølge Claus Nielsen medvirket til, at kvotienterne er steget.

Se ledige pladser på nettet

De, der er blevet tilbudt optagelse, har frist til den 6. august til at bekræfte, at de ønsker pladsen.

Hvis mange siger nej tak, vil de ledige pladser blive tilbudt ansøgere, der er standby.

Ledige pladser annonceres på internettet blandt andet på www.ku.dk og www.studier.ku.dk.

Ansøgere kan optages indtil kort før studiestart, hvis der fortsat er ledige pladser.
clba@adm.ku.dk

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.

Seneste