Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Velment vrøvl - en venlig vurdering

Universitetsledelsen møder næsten altid kritik. Men er de så at sige etablerede kritikere fra forskningsmiljøet enige med tidens aktivister om diagnosen?

Sune Auken, lektor i dansk litteratur på KU og højlydt modstander af den nuværende universitetsledelse, var tidligere i år ude med riven efter tidens politisk engagerede studerende. Hvorfor, spurgte han under vinterens SU-demonstrationer, er det kun når de er truet på brødet at landets studerende kan mobilisere sig og mene noget om deres situation? Ved besættelsen af KU blev SU stort set ikke nævnt; man kæmper i stedet for sådanne ting som deltidsansattes vilkår og friheden til at forske. Forbavsende nok er Aukens vurdering ikke udpræget venligere nu. Han udtrykker forståelse for mange af intentionerne, men savner realitetssans i forslagene. »Hvor skal for eksempel alle pengene til at fastansætte underklassen af eksterne undervisere komme fra?« spørger han.

»De fremsatte krav er det vi i gamle dage kaldte ‘VVV – Velment Venstreorienteret Vrøvl’. En del rigtige intentioner blandet med resultatet af forvirrede samfundsteorier og helt uden kontakt med den omgivende virkelighed. Jeg synes det er rosværdigt at aktivisterne gør noget, men det generer mig at de gør noget der er så dumt. Heldigvis har man droppet de to værste krav. Det ene er ‘en person en stemme-demokrati’ i valg, det andet er enhedsløn. Det sidste ville give verdens reneste universitet, men forskerne ville flygte.«

Sune Auken uddyber: »Det er tydeligt at kravene kommer fra studerende derved at studenterindflydelse ses som et ubetinget gode, mens der er stærk mistillid til ledelse og lærere. Der er mange ting studerende bør have indflydelse på, for eksempel studieordninger og klagesager, men når man forestiller sig at det er et særligt gode at lade de studerende være med til at ansætte forskere fordi de har et bedre blik for fremtidens forskningsbehov, er det udtryk for arrogance og selvovervurdering. Pointen i vores faglige bedømmelsesudvalg er at det er faglige hensyn som skal styre ansættelsen af forskere. De studerende har ikke det faglige niveau der skal til for at træffe sådan en afgørelse, og de er ikke som gruppe i besiddelse af en særligt visionær faglighed der gør dem langt klogere end fagets lærere.«

chz@adm.ku.dk

Seneste