Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Skal vi lytte godt efter, når Nikita Klæstrup taler?

KOMMENTAR - En udringet kjole satte den retorikstuderende Nikita Klæstrup på landkortet – og fik hende i Playboy. Nu bruger ungdomspolitikeren opmærksomheden til at slå et slag for kvinders rettigheder.

Googler man billeder af retorikstuderende Nikita Klæstrup, er man ikke i tvivl om, at en konservativ politisk holdning ikke udelukker et ganske frit forhold til nøgenhed.

På billederne ser vi Nikita Klæstrup i Eva-kostume på en seng. Vi ser hende nøgen, mens hun sender et bedende blik ind i kameraet med en finger i munden. Vi ser hende bøjet ind over sofaen iført g-streng.

Der dukker naturligvis også en del billeder op af den studerende ungdomspolitiker i kjolen, der udløste, hvad Nikita Klæstrup selv kalder for ’kjole-gate’. Kjolen, som efter Google-søgningen pludseligt virker helt tækkelig, men også kjolen, der har gjort hende mere end synlig i de danske medier.

Sagen om den blot 20-årige Nikita Klæstrup kjolevalg fik uforholdsvis meget medieopmærksomhed, da billederne dukkede op en mørk januardag. Inklusive en udpenslet anerkendelse fra det famøse blad Playboy. Og Uniavisen skal da heller ikke se sig fri for at være hoppet med på hypen, da kjole-gate rullede.

Opmærksomhedsluder

Ikke alle mener, at en ung, smuk, konservativ ungdomspolitiker, der får taget frække billeder og ikke er bly for at vise sin form frem, hører sig til. Slet ikke til et arrangement for politikere.

I en kommentar på en artikel i Universitypost kaldte en studerende Nikita Klæstrup for en ’opmærksomhedsluder’. Kommentaren fortsætter: »Hvis du vil være i politik, så behold dit tøj på (…) Vi stemmer ikke på pornokvinder, så lad være med at klæde dig som en.«

En relativt kras kommentar fra en kvinde, der tilsyneladende har helt styr på, hvad man kan tillade sig at iklæde sig som kvindelig ungdomspolitiker. Det er kommentarer som den og andre, der er langt værre, Nikita Klæstrup har måtte æde råt i månederne efter den omtalte galla for konservative ungdomspolitikere i januar.

Retten til nøgenselfies

Men medierne rakte mikrofonen til Nikita Klæstrup, og hun greb den og har holdt fast lige siden. Den retorikstuderende fra Lolland udtaler sig nu, to måneder senere, vidt og bredt om kvinders seksualitet og ret til sexet påklædning.

Det er især det fremherskende fænomen ’slutshaming’, hun fokuserer på. Et fænomen, hvor kvinder dømmes for at være seksuelle væsner.

Nikita Klæstrup har således udtalt sig i forbindelse med den såkaldte ’Viborgsag’ til Berlingske. I Viborgsagen delte unge drenge nøgenbilleder af lokale piger med hinanden online. Nikita Klæstrup kritiserede Politiet, fordi de reagerede ved at opfordre de unge kvinder til simpelthen at lade være med at tage nøgenbillederne. Nikita Klæstrup kalder reaktionen for en slutshaming af de unge piger og mener, at man bør lære de unge mænd, at respektere kvinder i stedet. Også selv om de er nøgne.

… men ikke retten til kønsneutrale frisørpriser

Senest udtalte Nikita Klæstrup sig på Kvindernes kampdag. Her var det de danske kvinders tilsyneladende ligegyldige kamp om ligestilling, der stod for skud på hendes blog i MetroXpress.

Her kritiserer hun danske kvinder for at kæmpe for petitesser, når vi for eksempel piber over at skulle betale mere for at blive klippet hos frisøren end mænd. Hun langer også ud efter de danske ligestillingsforkæmpere, som hun kalder for »navlebeskuende, biologifornægtende, 68’er-drømmende kvindefascister«.

Ifølge Nikita Klæstrup skulle vi i stedet vende blikket mod Indien, hvor den ultimative objektificering af kvinder trods alt finder sted. Hvor det er kvindens egen skyld, hvis hun bliver krænket. Pointen er klar, og det sætter da også retten til kønsneutrale frisørpriser lidt i perspektiv. Det der med at feje for egen dør, når der kun er lidt snavset, er måske også omsonst.

En vigtig stemme?

Nikita Klæstrups kjolevalg har givet hende opmærksomhed til at ytre sine holdninger om kvindesyn og ligestilling de seneste måneder. Hun har vist sig at være en markant kvinde med markante holdninger, og at hun fastholder sin taletid i medierne er forståeligt – man får vel ikke en stemme, hvis man ikke taler til ører, der gerne vil lytte.

Men kan man egentlig klæde sig af for mandebladene og samtidig revidere danskernes kvindesyn til det bedre? Eller bør vi egentlig lytte ekstra godt efter, når Nikita Klæstrup udtaler sig om slutshaming, fordi hun selv har været udsat for det?

Det bliver spændende at følge den unge debattør og se, om hun er en døgnflue, der har fået taletid, alene fordi hun tog en udfordrende kjole på, eller om hun faktisk udgør en vigtig stemme i den danske ligestillingsdebat.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste