Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
APPEL - Ved at fyre nu, risikerer de faglige miljøer at udtyndes i en sådan grad, at det vil koste endnu flere ressourcer at genopbygge, end hvad der spares nu. Det ligger i jeres magt at undgå, skriver formanden for Dansk Magisterforening til universitetets bestyrelsesformand.
Kære Nils Strandberg Pedersen
Torsdag den 9. december skal I træffe en beslutning, der kan få vidtrækkende og langvarige konsekvenser for studerende og ansatte på Københavns Universitet.
I skal afgøre, om KU for tredje år i træk skal fyre ansatte for at få økonomien til at hænge sammen. I skal afgøre, om KU for tredje år i træk skal nedbryde de faglige miljøer og den administration, der udklækker kandidater og frembringer viden, som er uundværlig for det danske samfund.
I skal afgøre, om I vil godkende et budget, som de tillidsvalgte medarbejdere for første gang i mange ikke år ikke vil lægge navn til.
Budgettet lægger op til, at sparekniven skærer 200 stillinger væk. Men, kære bestyrelse, tillad mig her at opfordre jer til at se på budgetudkastet med friske og kritiske øjne og udnytte jeres mulighed for at justere i det budget, som medarbejderne har følt sig nødsaget til at undsige.
Jeg anerkender naturligvis, at finanslov og genopretningsplan har åbnet banen for den store sparekniv, men når det forventede overskud i år er på 80 millioner og næste år på 70 millioner kroner, må det være muligt at undgå så drastiske nedskæringer.
Det ligger i jeres magt at fjerne den angst og utryghed, der hænger som en tung vinterdepression over KU og giver dårlige arbejdsforhold for ansatte og studerende. Fjern fyringstruslen og brug pengene på det, der virkelig er guld værd for universitetet: De ansatte og studerende.
KU har ikke en horde af aktionærer, der skal have afkastet hjem. KU skal leve af viden, men I kan nok forestille jer, hvordan arbejdsmiljøet påvirkes negativt af gentagne fyringsrunder ude på laboratorierne, i auditoriet og i administrationen.
DM er repræsenteret på KU ved en række tillidsvalgte, der melder tilbage, at fyringsspøgelset påvirker alle i hverdagen. De tillidsvalgte og undertegnede anerkender naturligvis, at også et universitet skal spare i dårlige tider.
Vi anerkender også behovet for at have noget at stå imod med, når man er underkastet så svingende og usikre bevillingsforhold, som danske universiteter er.
Men ved at spare og fyre nu, risikerer I at faglige miljøer udtyndes i en sådan grad, at, når tiderne engang skifter og bliver bedre, vil det koste endnu flere ressourcer at genopbygge, end hvad der spares nu.
Med venlig hilsen
Ingrid Stage, formand, Dansk Magisterforening