Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Ålen er død!

AFSLUTNINGER – Københavns Universitet fik kun fem dage sammen med den havål, som sensationelt blev fanget i Øresund i sidste uge.

»Havålens overlevelseschancer var fra starten små,« meddeler ledende dyrepasser ved Øresundsakvariet Kristian Vedel i en pressemeddelelse i anledning af, at den 165 centimeter lange og 23 kilo tunge havål, som mandag i sidste uge blev landet af garnfisker Max Christensen og efterfølgende fik midlertidigt ophold i universitetets forskningsakvarium, fredag den 11. april gik bort.

Det var akvariets egne folk, der valgte at aflive havålen, som skrantede:

Kunne ikke holde balancen

»Udover de skader den havde pådraget sig, da den blev fanget, var dens krop meget nedbrudt af at have produceret æg i lang tid. Havålen gyder én gang i livet og det satser den al sin energi på. Så meget at dens normale kropsfunktioner ophører, indvoldene svinder ind og knoglerne bliver skrøbelige,« skriver Øresundsakvariet.

»Da den til sidst heller ikke kunne holde balancen længere var det eneste rigtige at aflive den.«

Ålen blev flyttet på en båre fra sit bassin til et kar, hvor den fik en overdosis bedøvelse og sov stille ind.

Lit de parade

Øresundsakvariet havde håbet at kunne vise en rask og rørig havål frem for besøgende i påskeferien, men fisketuristerne må i stedet nøjes med akvariets noget mindre, men fortsat friske, han-havål.

Den afdøde ål ligger dog til skue påskeweekenden over, hvorefter konservatorerne tager over og lægger den i sprit. Ålen skal indgå i Statens Naturhistoriske Museums samling.

chz@adm.ku.dk

Seneste