Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Årets EliteForsk-priser uddelt uden prinsesse

Omgivet af fortidens kunst i Ny Carlsbergs Glyptotekets festsal blev der brugt håbefulde gloser om fremtidens forskning, da 94 priser og stipendier blev delt ud ved årets Eliteforsk-konference. KU-forsker modtog prestigefyldt pris.

»Kronprinsesse Mary kommer altså ikke alligevel,« bemærker pressechefen, da Uniavisen dukker op til årets uddeling af Eliteforsk-priser.

»Men det er vel heller ikke derfor, Universitetsavisen er dukket op, forestiller jeg mig,« skynder han sig at tilføje.

Og det har pressechefen ret i. For selvom Kronprinsessens tilstedeværelse ville have været ekstra glasur på kagen, tog vi til Uddannelsesministeriet EliteForsk-konference for at overvære, hvordan fremtidens forskning bliver tilgodeset.

EliteForsk– som er et initiativ igangsat af Styrelsen for Forskning og Innovation – har til mål at styrke eliten i dansk forskning. Og det gør de ved at uddele intet mindre end 94 priser, rejsestipendiater og bevillinger til landets dygtigste forskere. Konferencen afholdtes første gang i 2006, og hvert år siden da har ministre og repræsentanter for kongehuset overrakt udmærkelserne. I år var det så uddannelsesminister Morten Østergaards tur til at nyde en eftermiddag i rollen som den glade giver – og uden en kronprinsesse til at stjæle billedet

Prestigefyldt pris til KU-forsker

De første priser, der blev uddelt, var Uddannelsesministeriets prestigefyldte EliteForsk-priser. Der bliver uddelt fem hvert år, og også i år gik en af dem til Københavns Universitet. Den første forsker, der gik på scenen for at få pris, ministerhåndtryk og de medfølgende 1,2 millioner kroner, var nemlig KU-teologen Claudia Welz fra Københavns Universitet. 38-årige Claudia Welz beskæftiger sig i sin forskning med teologi og filosofi.

Derudover høstede andre KU-forskere også pæn en andel af dagens øvrige priser og stipendier. Af 19 EliteForsk-rejsestipendier gik fire til KU, og blandt modtagerne af de 65 Sapere Aude-bevillinger, var der hele 24 københavnske forskere.

Rygstød til rollemodeller

Efter undervisningsminister Morten Østergaards velkomsttale, blev scenen indtaget af to tidligere EliteForsk-prismodtagere til en snak om deres respektive forskerkarrierer.

Én ting var de enige om. Nemlig at arrangementet er en enestående mulighed for at hylde de mennesker, der har viet deres liv til forskningen. Som Morten Østergaard formulerede det i sin velkomsttale, er arrangementet en ’hyldest af rollemodeller’. Og det skal inspirere fremtidige forskere til at gå i deres fodspor.

»Hvordan får vi flere til at ville være ligesom jer?« spurgte han ud i salen, der var fyldt til randen med Danmarks klogeste hoveder.

»Vi håber, at dagens anerkendelser kan være med til at give et rygstød i arbejdet mod nye erkendelser,« lød Morten Østergaards afsluttende ord i sin tale til de indstillede prismodtagere.

Læs mere om EliteForsk og årets pris- og stipendiemodtagere på www.eliteforsk.dk

Seneste