Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Årets TAP er »som sendt fra himlen«

UUNDVÆRLIG – Årets teknisk-administrative fyrtårn blev hyldet ved Studenterhusets Forårsfestival 20. maj. Æren og et beløb på 10.000 kroner tilfaldt studienævnssekretær Hanne Busch.

Det skortede ikke på lovprisninger, da Studenterhuset fredag den 20 maj hyldede Hanne Busch fra Saxo-Instituttet som årets TAP på baggrund af en indstilling fra stedets etnologistuderende.

Prisen og æren tilfalder årets teknisk administrative personale, mere mundret kendt som en TAP, der med en ekstraordinær indsats for KU’s studerende fortjener et stort klap på skulderen.

Vinderen Hanne Busch er studienævnssekretær på Saxo-Instituttet. Her har hun ifølge prisindstillingen trods nedskæringer, sammenlægninger og ændring af studieordninger altid været en støtte for de studerende i et til tider jungleagtigt universitetetsbureaukrati:

»Den mest korrekte betegnelse for vores forhold er, at vi knuselsker hende for hendes overblik, fleksibilitet, hjælpsomhed, imødekommenhed, smil og overbærenhed,« lød det fra Etnologisk Forum om Hanne Busch, der ved Forårsfestivalen blev kåret som vinder af de taknemmelige studerendes pris.

Vigtigt med anerkendelse

TAP-prisen blev sidste år stiftet på initiativ af Studenterhuset og har til formål at hylde en medarbejdergruppe, hvis understøttende arbejde ofte bliver overskygget af de mere højtråbende studerende og forskere.

»Det er min overbevisning, at rigtig mange studerende kender til den kolossale følelse af taknemmelighed, man får, når man på den ene eller anden måde bliver reddet af en administrativ medarbejder, der får løst en udfordring, man troede var uløselig. Desværre får den medarbejder for sjældent den berettigede anerkendelse,« sagde Katrine Juul Dyrlynd fra Studenterrådet ved prisoverrækkelsen.

»Den mest korrekte betegnelse for vores forhold er, at vi knuselsker hende – for hendes overblik, fleksibilitet, hjælpsomhed, imødekommenhed, smil og overbærenhed.« Etnologisk Forum om årets TAP’er, Hanne Busch

I år var fire TAP’er indstillet efter nomineringer fra studerende på hele KU. Og fra indstillingen at dømme har de studerende på Etnologi nydt godt af Hanne Buschs kølige overblik og hjælpende hånd efter et barskt år med besparelser og omlægninger.

»Gennem tider med flytninger, sammenlægninger, ændringer af studieordninger og andre udfordringer har hun altid været vores rolige klippe, som har kunnet få alting til at lykkes,« lyder beskrivelsen af vinderen fra styregruppen bag Etnologisk Forum.

Og rosen til Hanne Busch blev bakket op af Studenterrådet:

»Det er ikke bare afgørende, men som sendt fra himlen, når nogen forstår at guide os rundt i KU’s jungle-bureaukrati,« sagde Katrine Juul Dyrlund fra Studenterrådet ved prisuddelingen.

Stolt og beæret vinder

Ved Forårsfestivalen blev Hanne Busch ud over æren tildelt et diplom og en check på 10.000 danske kroner. Normalt er årets vinder ikke meget for prisoverrækelser, men hun kan dog ikke skjule glæden ved at modtage hæderen som årets TAP.

»I virkeligheden er jeg ikke så meget for at én medarbejder fremhæves frem for andre. Når det så er sagt, er jeg rigtig stolt og beæret over prisen, særligt fordi den kommer fra de studerende selv,« siger hun.

»Det er rart, at de studerende ser os TAP’er som en hjælp, specielt i tider hvor reglerne og rammerne fra KU’s side kan virke stramme,« siger den glade vinder.

arn@adm.ku.dk

Seneste