Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
Alle 42.000 studerende på Københavns Universitets otte fakulteter har fået den samme platform til webbaseret læring
For kun seks år siden måtte de studerende fumle sig rundt mellem ikke færre end 13 systemer til webbaseret læring på Københavns Universitet (KU).
De mange systemer gav de studerende grå hår i hovedet, fordi alle systemerne var forskellige med hensyn til både udseende, funktionalitet og passwords.
Fra starten af dette semester 1. september 2009 er der nu kun ét system, nemlig Absalon. Det giver dig og dine medstuderende mulighed for at tage både tests og ’quizzer’, så vejlederen kender de studerendes faglige niveau allerede inden kurssusstart.
Når den studerende har logget sig ind i Absalon, er systemet allerede personaliseret til brugeren. Der står kun de ting på skærmen, som den studerende har brug for.
De studerende kan samarbejde om opgaver, modtage undervisningsmateriale og sende indlæg, og de studerende og vejlederne kan også kommunikere via video, holde videokonferencer med op til ti brugere ad gangen eller holde lyd-konferencer med op til 100 brugere ad gangen.
En underviser kan skrive en besked til alle studerende i en undervisningsgruppe på en virtuel opslagstavle i Absalon, og hver enkelt studerende kan så selv vælge, om beskeden skal modtages via sms eller via e-mail.
»Absalon opfylder de studerendes forventninger og gør KU til en frontløber inden for webbaseret læring, også i forhold til andre universiteter.«
Det siger Lars Kayser, leder af Center for Webbaseret Læring (CWBL) på KU. På den måde er Absalon en revolution, mener Lars Kayser. CWBL har i tre og et halvt år haft ansvaret for at gøre de studerendes liv med webstøttet undervisning på KU nemt.
»Det meste arbejde i CWBL har bestået i at lytte til hvilke krav og forventninger KU´s undervisere har haft til den fælles webbaserede læringsplatform for at de studerende kan få størst muligt udbytte af Absalon,« fortæller Lars Kayser.
Log ind på Absalon: www.studerende.ku.dk – log ind til højre i skærmbilledet.