Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
OPTAGELSE.DK - Studiesøgende, der er blevet afvist på grund af problemer med at anvende optagelse.dk, kan miste muligheden for at gange deres karaktergennemsnit op. Forskningsordfører hos Socialdemokraterne Kirsten Brosbøl spørger Videnskabsministeren, hvad hun vil gøre for at løse problemet
Flere hundrede unge studiesøgende har haft problemer med at søge optagelse elektronisk via optagelse.dk. Hjemmesiden er efterfølgende blevet kritiseret af flere studiechefer for ikke at være brugervenlig nok.
Et uvist antal ansøgere er på grund af problemerne med hjemmesiden blevet afvist på deres ønskede studium. Nogle af de afviste ansøgere må ikke kun vinke farvel til en studieplads i år, men også til muligheden for at gange deres gennemsnit med 1,08.
Den såkaldte 1,08-regel trådte i kraft i 2009 og betyder, at ansøgere til universiteterne kan gange deres gennemsnit med 1,08, hvis de har en adgangsgivende eksamen, som højest er to år gammel.
De afviste ansøgere, som i år har en to år gammel studentereksamen, kan altså ikke gange deres gennemsnit med 1,08 igen til næste år.
Det betyder at ansøgere, der var strøget ind på ønskestudiet i år, risikerer at blive afvist i 2011.
Den socialdemokratiske forskningsordfører, Kirsten Brosbøl, spørger i dag Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K), hvad hun vil gøre for at løse problemet.
»Hvad vil ministeren gøre for at sikre, at studerende som har fået afslag på en studieplads på grund af problemer med siden optagelse.dk, bliver tilbudt en studieplads i år og ikke bliver tvunget til at vente endnu et år med at søge og derved måske gå glip af fordelen med at kunne gange karaktergennemsnittet med 1,08?« lyder det fra Brosbøl.
Charlotte Sahl-Madsen har endnu ikke svaret. Indtil videre har hun dog afvist at hjælpe de afviste ansøgere, da hun mener, det er universiteternes eget anliggende.
khkr@adm.ku.dk
Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.