Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Kunstig intelligens — Vi bestemmer selv, om vi vil bruge klodens dyrebare energi på at fordumme os. At tro andet er ikke bare et tragisk selvbedrag, men også en fej og magelig ansvarsfralæggelse.
Søren Fauths stærkt AI-kritiske kommentar Game Over?, der blev bragt 30. oktober i Weekendavisens bogsektion, er noget af det dystreste, jeg længe har læst. Alligevel gjorde artiklen mig underligt håbefuld. Med sin kompromisløse afvisning af kunstig intelligens præsenterer Fauth nemlig et »NEJ«, jeg har savnet i den ellers mangestemmige offentlige samtale om emnet.
Debatindlæg
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
Et nej til de kolonner af tal, som »destruerer den ikkemenneskelige natur og forpester den menneskelige (u)natur endnu mere«. Et nej til udhulingen af vores »sidste rest af agens, af fri og kritisk tænkning.« For det er efterhånden overflødigt at opremse den skade – både klimamæssigt og åndeligt – som accelerationen af kunstig intelligens forvolder.
Alligevel er det sparsomt med seriøs modstand mod den i manges øjne uundgåeligt ensrettede udvikling. Hvor er massedemonstrationerne og boykot-bevægelserne? Hvorfor tillader vi, at klodens dyrebare energi brændes af på at fordumme os?
»Det ublodigste voldsherredømme i menneskehedens historie,« skriver Fauth om Silicon Valley og uddyber:
»Techaristokrater, der ikke behøver hugge hovedet af folket, fordi disse hoveder allerede er gjort overflødige.«
Spidsformuleringerne er barske, men det mest skræmmende er, at han har ret.
Jeg har længe forsøgt at lægge låg på min egen AI-modvilje; sagt til mig selv, at det var forstokket og ikke særlig nysgerrigt helt at holde mig fra chatbots. De er jo kommet for at blive, lyder mantraet – man må følge med tiden.
LÆS OGSÅ: Gør universitetet til AI-fri zone
Men tiden kalder bare ikke på flere strømslugende datacentre, den kalder på kreativitet og indlevelse og den vedholdenhed, der skal til for at tilegne sig viden og færdigheder. Derfor var det befriende, faktisk helt opløftende, at se Fauths afvisning i versaler.
I den omdiskuterede udgave af DR’s Debatten fra 29. oktober, der bærer titlen Kunstig intelligens, kunstig kultur?, siger forfatter Andrea Hejlskov, at AI kommer stormende imod os som en komet, mens vi står og overvejer, hvorvidt vi skal boykotte den.
Men en verden af eksponentielt voksende kunstig intelligens er ikke et himmellegeme med direkte kurs mod Jorden – den er et valg, vi træffer hver eneste dag. At tro andet er ikke bare et tragisk selvbedrag, men også en fej og magelig ansvarsfralæggelse.
Man kunne jo overveje, næste gang man skal have noget ordnet eller undersøgt, om det virkelig kræver et prompt
For ja: Sprogmodellerne og datacentrene findes, og vi hverken kan eller skal komme helt udenom brugen af AI. Den kan f.eks., som Zenia Stampe påpeger i samme udgave af Debatten, være gavnlig i diagnosticering af sygdomme. Det, der imidlertid provokerer mig, er den retorik, der ophøjer teknologien til at være et naturfænomen, som ingen mennesker bør forsøge at tæmme, når faktum er, at hele biksen tværtimod ville gå nedenom og hjem, hvis vi stoppede med at bruge den.
LÆS OGSÅ: KU ville skyde sig selv i foden ved at gøre universitetet til AI-fri zone
Som enhver anden forretning afhænger techgiganterne af vores støtte. Naja Holten Møller, lektor på Datalogisk Institut på Københavns Universitet, advarer i et interview i Dagbladet Information om denne tankegang, som hun kalder »teknologisk skæbnetro«; idéen om, at det er teknologien, der former samfundet og ikke omvendt. For »teknologi er politisk«, lyder Holten Møllers budskab, og vi må ikke glemme vores mulighed for at påvirke eller afvise den.
Så selvom tanken om en omfattende boykot, der ville kunne bremse virksomhedernes fremmarch, synes utopisk, ligger første skridt lige til højrebenet. Man kunne jo overveje, næste gang man skal have noget ordnet eller undersøgt, om det virkelig kræver et prompt.
Svaret vil sandsynligvis være nej, og nej’et vil helt sikkert gøre os klogere. I bytte for de superhurtige søgeresultater – chatbottens perfekt opstillede liste med kilder eller tilsyneladende kildeløse sandheder – opgiver vi nemlig vores afgørende evne til at kunne beskæftige os med noget kedeligt i mere end ti sekunder.
Det er en fristende tanke, at teknologien ved at spare os for langsommeligt arbejde kan give os mere kvalitetstid, men jeg tror, at effekten i sidste ende er den modsatte.
Tænk på alle de oplevelser og indsigter, alle de samtaler, vi mister, når først vi har solgt vores tålmodighed.
For Fauth er det netop denne ihærdighed, evnen til at fordybe sig og blive ved, når vi møder noget uforståeligt, der udgør fundamentet for dannelse.
»Man prøver igen og igen,« skriver han, »læser det samme digt af Rilke 20 gange, lærer det udenad, bærer det med sig i 30 år, og lige pludselig en dag, mens man mindst venter det, åbenbarer digtet sin fulde betydning.«
Jeg håber sådan, at fremtidens universitet og samfund vil levne plads til den tyvende gennemlæsning. Jeg håber, at teksterne kan blive ved med at åbenbare sig – ikke fordi man har sat dem ind i ChatGPT, men fordi man har givet dem sin fulde opmærksomhed og ikke mindst sin tid.
At mestre noget svært er nemlig ikke kun et spørgsmål om faglige kompetencer, men også om mening og livsglæde.
Game over? spørger Fauth i kommentarens overskrift, og svaret virker ret oplagt: Lad os slukke for spillet. For som Asta Olivia Nordenhof skriver i romanen Maria, Atlantis: »Det eneste, som er rigtig dumt, er at tro, at tingene kun kan være, som de allerede er.«