Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
KVINDERNES INTERNATIONALE KAMPDAG - Kun 13 procent af bidragene på Wikipedia er skrevet af kvinder og sølle ti procent af artiklerne om forskning, kultur og kunst omhandler kvinder. Det skal en aktion den 8. og 9. marts ændre på.
Wikipedia er et uundværligt værktøj for de fleste, og det store, gratis online leksikon er et bevis på, at viden kan være fri og gratis. Desværre er det dog i dag også et bevis på en vild kønsskævhed.
Mindre end 13 procent af bidragsyderne på Wikipedia er nemlig kvinder, mens det inden for områderne forskning, kultur og kunst kun er cirka hver tiende af artiklerne, der omhandler kvinder ifølge en stor undersøgelse fra the Wikimedia Foundation i 2010.
Det betyder, at en meget stor del af historien slet ikke bliver fortalt – og i værste fald glemt, og det vil to ph.d.-studerende gøre noget ved. Under overskriften We Can Edit-a-thon inviterer ph.d. i massedigitalisering på Københavns Universitet Nanna Thylstrup og ph.d.-studerende Maibritt Borgen fra Yale University i samarbejde med aktivistnetværket Renegade Runners alle til at komme og bidrage til Wikipedia.
I anledning af 8. marts skal der produceres artikler om markante kvinder og kønsspørgsmål. Begge køn er velkomne til at komme og lære at skrive og redigere til Wikipedia af erfarne redaktører. Eneste krav er at man medbringer egen computer eller tablet.
Det finder sted den 8. marts kl. 12-21 i Den Fri Udstillingsbygning samt 9. marts kl. 9-18 på Københavns Universitet Amager.
Den 8. marts vil workshops foregå sideløbende med artikelskrivning. Den 9. marts afholdes også et akademisk symposium, hvor forskere fra hele verden belyser hvordan digitale arkiver konstrueres. Det foregår på Københavns Universitet Amager under titlen Archival Bias: Constructing, coding and curating digital archives i tidsrummet 9-13. Klokken 14-17 den 9. marts fortsætter artikelskrivningen af bidrag til Wikipedia, og kl. 17-18 er der drinks og præsentation af resultater.
Læs mere og se detaljeret program her.
uni-avis@adm.ku.dk