Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
DEBAT - Det er vigtigere end nogen sinde, at danske studerende griber chancen og rejser til udlandet under deres uddannelse.
Et internationalt udsyn er centralt for dig, når du skal vælge din egen vej gennem livet. Det udvikler dit sprog, dit udsyn og din viden om andre landes udvikling, kultur og produktion. Det oplevede jeg blandt andet selv, da jeg var på high school ophold i USA.
Det er min vision, at alle studerende skal have international erfaring, fordi et studieophold klæder dig bedre på til det arbejdsmarked, der venter efter sidste eksamen. Danske virksomheder har brug for dine internationale erfaringer, når vi skal konkurrere med resten af verden.
Jeg ved, at det kan være en udfordring at arrangere et udlandsophold sideløbende med forelæsninger og eksaminer. Men det er det hele værd, både for dig og for vores samfund som helhed.
Det er afgørende, at danske dimittender kommer ud med indsigt og kompetencer, der kan hjælpe både dem og Danmark i en globaliseret verden. For at Danmark kan drage fuld nytte af globaliseringens muligheder for at skabe vækst og job, kræver det medarbejdere med et globalt udsyn og højt fagligt niveau med internationale kompetencer.
Vi har allerede fjernet en række økonomiske og administrative forhindringer og forenklet sagsbehandlingstider. Inden sommerferien lancerede vi en handlingsplan for internationalisering, så flere studerende får et internationalt element i deres uddannelse.
Nu lancerer vi en kampagne, der skal udbrede kendskabet til hjemmesiden Gribverden.dk. Her kan du læse om dine muligheder for at studere eller tage i praktik i udlandet, og den gør det lettere for dig at planlægge dit studieophold.
Det er mit håb, at du her vil få inspiration og information til at planlægge det studieophold, du ønsker.
Internationale erfaringer er vigtige for den enkelte studerende og for Danmarks udvikling. Derfor opfordrer jeg Danmarks studerende til at gribe verden, planlægge et studieophold og tage af sted.
Læs mere på www.gribverden.dk