Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
JUBILÆUM - Københavns Universitets alumneforening Kubulus har haft vokseværk siden sin start i 2007, og med medlem nummer 25.000 runder foreningen et skarpt hjørne. Kubulus arbejder for, at man som KU’er får en livslang relation til sit universitet.
I 2007 startede Københavns Universitet en alumneforening for alle nuværende studerende og kandidater fra KU. Kubulus, som foreningen blev døbt, har til formål at styrke kontakten mellem KU og dets alumner, sådan at ens relation til universitet var hele livet, og ikke ender når man får sin akademiske grad.
Den idé har rigtig mange KU’ere bakket op om, og i løbet af de seneste år har tusinder meldt sig ind i alumneforeningen, der netop har passeret en markant milepæl. Kubulus har nemlig kunnet byde velkommen til medlem nummer 25.000.
Medlem nummer 25.000 er Christian Miller Madsen, der i 2008 blev cand.psych. fra KU og også har en bachelorgrad i Idræt og Sundhed. Han driver i dag sit eget firma, Fullperformance, hvor han arbejder som psykolog og blandt andet coacher elitesportsudøvere og motionister. Og det var netop Christian Miller Madsens professionelle profil, der bragte ham i kontakt med Kubulus.
»Jeg blev kontaktet af en gammel studiekammerat, der spurgte om jeg ikke ville være oplægsholder ved en netværksmiddag for idrætsalumner – netop fordi jeg har brugt min idrætsuddannelse på en lidt anderledes måde.«
»Det ville jeg gerne, og for at kunne tilmelde mig arrangementet skulle jeg være medlem af Kubulus,« siger det nybagte medlem, der ser frem til at deltage i andre af alumneforeningens arrangementer.
»Jeg tror, det kan være en rigtig god måde at skabe netværk på og møde spændende mennesker. Jeg håber også, det er et sted, hvor man kan hjælpe hinanden, og hvor jeg kan hente inspiration og nye ideer.«
Christian Miller Madsens udtrykker på denne måde en af alumneforeningens grundlæggende ambitioner. Kubulus skal også fungere som et mødested, hvor studerende og færdiguddannede kan udbygge deres netværk og styrke hinanden i deres videre karriere.
Det sker eksempelvis ved Kubulus’ årlige arrangement ’Karrierebørsen’, hvor studerende møder repræsentanter fra offentlige og private virksomheder. Eller via foreningens mentorordning, hvor alumner agerer karrierementorer for studerende.
Andre tilbagekommende medlemstilbud er foredrag, hvor KU-forskere fortæller om deres forskning, eller om aktuelle emner – således har Kubulus de seneste måneder afholdt arrangementer om konflikten i Egypten og det tyske valg.
Du læse mere om alumneforeningen på dens hjemmeside, hvor du også kan melde dig ind i Kubulus. Som medlem får du adgang til medlemsportalen kubulus.dk. Her kan du blandt andet kan søge efter gamle studiekammerater og holde dig orienteret om arrangementer og aktuelle tilbud.
Nicklas.Lund@adm.ku.dk