Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
ALDERSMINISTER – Vild med dans, foredrag og bogskriveri var ikke nok for den tidligere statsministerfrue Anne-Mette Rasmussen. I en alder af 57 år er hun blevet optaget på teologistudiet.
Nye studerende på Det Teologiske Fakultet på KU kan se frem til at få en prominent medstuderende, når der om få uger bydes velkommen til studiestart.
Det drejer sig om Anne-Mette Rasmussen, der er gift med tidligere statsminister og NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen. Fremdriftsreformens krav om fuldtidsstudier har åbenbart ikke afskrækket den tidligere førstekone, der i tråd med tidens tendenser offentliggjorde sit studieoptag på Facebook.
»Sikke en dejlig dag! Nu kan et nyt kapitel snart begynde……….! Jeg glæder mig!, « skrev den 57-årige kommende stud. theol., hvorefter det strømmede ind med lykønskninger.
I første omgang tyder det ikke på, at Anne-Mette Rasmussen ønsker at påbegynde en karriere indenfor det teologiske felt. I efteråret udtalte hun til Alt For Damerne, at hun ikke ønskede et fuldtidsjob, da hun i stedet ville prioritere sine hobbyer og deltidsbeskæftigelser.
»Jeg vil ikke have et fast job, for det udelukker, at jeg kan lave en masse ting ved siden af, og jeg vil altså også prioritere at besøge mine børnebørn i USA,« sagde Anne-Mette, der ved siden af sit deltidsjob som pædagogmedhjælper kan skrive danseinstruktør, brevkasseredaktør og forfatter på sit CV.
Om den nye uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen bifalder intentionen om ikke at indtræde på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse, melder historien ikke noget om – men noget tyder på, at Anne-Mette Rasmussen kan komme til skære ned på sideaktiviteterne under studiet. I hvert fald er det fra politisk hold flere gange blevet pointeret, at universitetsstudier er tiltænkt som fuldtidsstudier.
Anne-Mette Rasmussen er oprindeligt dagplejemor, men besluttede sig som 40-årig at efteruddanne sig til pædagog. Herefter arbejdede hun i en årrække som pædagog, mens der selvfølgelig også blev brugt en del tid på forpligtelser på baggrund af Anders Foghs embeder som henholdsvis statsminister og NATO-generelsekretær. I 2008 blev Anne-Mette Rasmussen for alvor kendt i offentligheden, da hun i Vild med dans opnåede en 4.plads. Altså er det en kvinde med vant til omvæltninger, der om få uger begynder et nyt kapitel i sit liv – denne gang som studiosa theologiae på Københavns Universitet.