Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
INDFORSTÅET- Der er småt og stilforvirret i dette kuriosum af en fredagsbar, der køres af de gamle drenge blandt Humanioras fag. Baren lever op til sit navn, og måske har arkæologer det bare bedst med en følelse af at være under jorden.
Der bliver ikke sparet på de upassende kommentarer, når man spørger om vej til Hullet.
Fredagsbaren ligger i den sidste tilbageblivende rest af den betongrå 70’er-institution Gamle KUA, og drives af studerende fra Klassisk og Forhistorisk Arkæologi, Etnologi, Latin og Græsk.
Det er en lille bar for de små studier, og stemningen er derefter – intim og hyggelig, men mest for stamkunder.
Hullet føles lidt som, ja – et hul i jorden.
Navnet giver nemlig mening, når man træder indenfor. Baren er godt 12-14 kvadratmeter stor og ret mørk, så klaustrofobien kan godt melde sig, hvis man har det bare en smule svært med lukkede rum.
Her er også indelukket og virkelig varmt – det ville ikke være helt af vejen med udluftning eller et åbent vindue. Måske har arkæologer det bare bedst med en følelse af at være under jorden.
Møblerne er gamle, velour og mørkt træ er gennemgående materialer, og væggene er bordeauxrøde. Det ligner et værtshus. Eller at mormor har stået for indretningen.
Hvide institutionsgardiner og forlokalets karrygule farve minder dog om, at gamle KUA er og bliver et 70’er-palads. Stilforvirringen er total.
Til gengæld bærer udsmykningen på væggene præg af fagligt nørderi på en fin måde – man kan se, at der er lagt kærlighed og interesse i denne del af Hullets udseende.
Der hænger en plakat fra Lejre Forsøgscenter, masser af gamle kort og tegninger af stenaldermænd, som ligner dem, man kunne finde i sine historiebøger fra folkeskolen. Så er man altså vild med gamle dage.
Det første kvarters tid af mit besøg er der ingen musik overhovedet. Da nogen sætter julemusik på (jul er barens tema denne fredag), fortryder jeg, at jeg ikke værdsatte stilheden noget mere. Højtalerne skratter og har dårlig lyd, men er, måske heldigt nok, sat på forholdsvis lav volumen.
Udbuddet af og priserne på øl er gennemsnitlige for en fredagsbar. Gulddamer til en tier er ikke dårligt, men heller ikke sensationelt.
Jeg har lidt svært ved at få entydig information om åbningstider, deltagelse og sågar hvilke studier, der egentlig kører Hullet.
De studerende, som står i baren er ret sjove og festlige, men svaret på mine spørgsmål bliver et par »prøvli’a’hørher«, efterfulgt af nogle usammenhængende og modstridende udsagn.
Hullet er rimelig fyldt, selvom der selvfølgelig ikke skal så meget til i så lille et lokale – det virker også som om, folk har det hyggeligt. Gennemsnitsalderen er væsentlig højere end i de fleste andre fredagsbarer, hvilket tyder på, at man bliver ved med at komme her op i sine studieår.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er dejligt at drikke sine fredagsøl i Hullet, hvis man læser på et af de relaterede studier, men for besøgende har stedet altså ikke meget at byde på. Det er bare ikke en fest. Man har ikke lyst til at hænge ud i skrattende julemusik, og slet ikke når der er så varmt og mørkt.
Hullet består på sin, trods alt, fine, fagspecifikke udsmykning, og fordi de studerende tydeligvis er loyale overfor stedet. Hvis Hullet får en gang maling, et udluftningssystem og et nyt navn kan vi begynde at snakke om det.
Karakter: 4
Ida Holmegaard anmelder fredagsbarer rundt omkring på Københavns Universitet. Karakterer uddeles efter 12-skalaen. Find hendes anmeldelser hver uge her på uniavisen.dk