Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
ANMELDT APP - App'en Studier KU er til dig, der gerne vil have indblik i Københavns Universitets mange studievalg og ønsker, at komme tæt på studielivet på en let og interaktiv måde. Vi bringer en anmeldelse.
Når man første gang åbner app’en, føler man sig straks hjemme i det velkendte Apple-miljø, med en menuoversigt i bunden af skærmen. Designet er desuden flot og overskueligt.
Under kategorien ‘Video’ er det muligt at se små klip af en række studerende på KU, som fortæller om deres førstegangsoplevelser med job, eksamen, fredagsbar, undervisning osv.
App’ens video-side er spækket med film, og de giver en god indsigt i studielivet på KU. Dog savner jeg muligheden for at kunne afspille videoerne i landscape mode (hvor du lægger din telefon horisontalt), da billedet er utrolig småt og således ikke udnytter hele skærmen. Det er frustrerende at afspille klippene på den måde, og luften går lidt af ballonen på grund af den manglende funktion.
Studier KU byder dog også på mange andre funktioner. En af de centrale er menupunktet ‘Studie’ der giver mulighed for at slå en lang række studier op direkte på telefonen.
En rigtig nyttig funktion er her ‘Interessehjulet’. Med interessehjulet kan du vælge en interessekategori, som fører videre til en overskuelig oversigt over de uddannelser, der matcher din præference. Vælger du for eksempel ‘Sundhed, krop og medicin’, får du en oversigt over uddannelser som Idræt, IT og Sundhed, Medicin osv.
Det er rigtig smart, hvis du står og skal vælge uddannelse, men endnu ikke er helt sikker på, i hvilken retning du vil gå.
Man kan også klikke sig ind på en specifik uddannelse og få uddybet dens faglige profil og opbygning eller læse om dens særlige studieliv. Det er også muligt at se dette og sidste års optagelsestal, adgangskvocient og specifikke adgangskrav. Skulle man have interesse for et specifikt studium, men alligevel gerne vil se, hvad KU ellers har at tilbyde, kan man også læse om beslægtede uddannelser under et smart menupunkt, som er let tilgængeligt i toppen af skærmen.
Studier KU-app’en, er et rigtig fint supplement til dig, der søger information om uddannelse og gerne vil have en oversigt over de forskellige muligheder med dig direkte i lommen. Det er for eksempel rigtig brugbart, hvis man er til et af KU’s åbent hus-arrangementer, hvor der vil være mulighed for på stedet at få et program og generel information om hele arrangementet.
Dog er denne funktionalitet først tilgængelig fra januar 2013, så jeg har ikke mulighed for at teste den nærmere.
En simpel men værdifuld funktionalitet er ‘Dato’-menupunktet. Meget simpelt giver det dig en oversigt over vigtige datoer, samt muligheden for automatisk at lægge dem i din kalender på mobilen, så du ikke glemmer en vigtig ansøgningsfrist. Godt tænkt, KU!
Jeg synes, app’en er en rigtig god ide. Det er fedt at kunne orientere sig om de forskellige uddannelser på en overskuelig måde, og interessehjulet virker utrolig godt.
Dog føler jeg, at app’en primært vil være nyttig hvis man for eksempel er til et af KU’s åbent hus-arrangementer. Videoklippene er nemlig også tilgængelige på KU’s hjemmeside, og jeg savner, som nævnt, her en helt basal funktionalitet som muligheden for at kunne se videoerne horisontalt.
Desuden ville et helt almindeligt kort over campus heller ikke skade, særligt da app’en jo henvender sig til kommende studerende, der ikke er vant til at færdes på universitetet.
Jeg giver Studie KU app’en et 7-tal for den gode præstation. Den leverer hvad den lover, dog med nogle få basale mangler, som burde være hurtigt fikset. Desuden synes jeg, at KU skal have point for initiativet. Det er flot klaret, at universitetet overhovedet har en mobil applikation, så en stor 7’er kan den godt snige sig op på.
Studie KU app’en er gratis og kan hentes til både iPhone og Android.
uni-avis@adm.ku.dk