Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
RESUME - Regeringen overvejer at opsige SU-forliget med Dansk Folkeparti, hvis ikke den kan få sin vilje og opnå besparelser på præcist to milliarder kroner, skriver netmediet Altinget.dk.
Ifølge Altinget.dk (kræver abonnement for at få adgang) overvejer regeringen nu at opsige sit SU-forlig med Dansk Folkeparti (DF), hvis ikke DF makker ret og vil være med til at finde besparelser på SU’en på den måde, som regeringen ønsker.
Den trussel er dog ikke noget, der flytter DF, siger partiets forskningspolitiske ordfører Jens Henrik Thulesen Dahl til Altinget.dk.
Han vil først og fremmest sikre sig, at forslaget ikke rammer socialt skævt, blandt andet af hensyn til de hjemmeboende studerende. Men han afviser også at opstille ultimative krav, før han har et bedre overblik over de samlede konsekvenser af regeringens SU-udspil.
Ifølge Jens Henrik Thulesen Dahl ønsker regeringen at binde DF op på, at der skal findes SU-besparelser på præcist to milliarder kroner.
Jens Henrik Thulesen vil imidlertid kun gå med til at se på de muligheder, der er for at få de studerende hurtigere igennem. Og hvis det kun giver halvanden milliard kroner i besparelser, så er det sådan, det må være, siger han.
Opsigelse af SU-forliget med DF vil have konsekvenser for reformens tidsplan. Den vil så først kunne træde i kraft efter næste folketingsvalg, skriver Altinget.dk
Uni-avis@adm.ku.dk