Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
LEDERE - 'Nepotisme', 'dumheder', 'ménage à trois'. De to store morgenaviser Jyllands-Posten og Politiken er ude efter rektors skalp. Kristeligt Dagblad slutter sig til jagtselskabet.
I sin leder søndag den 13. februar erklærer Jyllands-Posten, at Penkowa-sagen er ‘bundrådden’.
»Samtidig er der mere end kraftige indicier, der peger på, at både forhenværende videnskabsminister Helge Sander og Københavns Universitets rektor, Ralf Hemmingsen, har været mere end almindeligt behjælpelige over for Penkowa. Det er den milde udlægning. Den grovere tilsiger, at der er tale om bevidst nepotisme og magtmisbrug. Intet mindre end en uvildig og fuldkommen tilbundsgående undersøgelse af sagen må derfor være et krav,« fortsætter Jyllands-Posten.
JP-lederen kalder det ‘lidt af en bedrift’, at Ralf Hemmingsen tilsyneladende har været i kontakt med repræsentanter for et spansk firma, der ikke eksisterer, da han i 2003-4 forsøgte at opklare, hvorvidt Milena Penkowas over 1.000 efterhånden legendariske forsøgsrotter nogensinde havde eksisteret (og dermed gennemlevet en række temmelig hårrejsende forsøg).
LÆS: Jyllands-Postens leder den 13. februar 2011
Politiken har længe fulgt Penkowa-sagen med et kritisk blik på Københavns Universitets håndtering. Men i lederen den 13. februar, skruer avisen op for blusset. Lederskribenten lægger elskværdigt ud med at fastslå, at enhver kan begå en dumhed.
»Men begår man flere dumheder, og ligner det et mønster, bliver det naturligvis mistænkeligt. Ikke mindst, hvis man slet ikke er til sinds at indrømme eller rette op på sine dumheder.«
Politikens lederskribent undrer sig over, at Ralf Hemmingsen »har valgt at strække sig så langt for at dække over« Penkowa og skoser KU-rektoren for ikke at have villet lade sin egen rolle i skandalen undersøge. Lederen konkluderer, at »Hemmingsen selv er blevet en hindring for en tilbundsgående undersøgelse.«
LÆS: Politikens leder den 13. februar 2011
Avislederne er ikke kun på nakken af Ralf Hemmingsen, for kritikken har også brod mod den tidligere videnskabsminister Helge Sander, hvis forsøg på at jorde Det Frie Forskningsråd med en byge af anonyme spørgsmål – der måske er forfattet af Milena Penkowa – er blevet oprullet i medierne siden begyndelsen af februar.
I Jyllands-Posten slås eksministeren og rektor i hartkorn i kraft af deres støtte til Penkowa – avisen griber til det insinuante udtryk ‘ménage à trois’.
Mens Helge Sander, der nu er bortrejst, ikke selv har villet be- eller afkræfte, om han i virkeligheden var bydreng for Penkowa, har rektor ikke samme mulighed for at vælge tavsheden og flygte på ferie – videnskabsministeren forventer nemlig, at KU’s rektor afleverer en rapport på hendes skrivebord om sagen inden udgangen af marts.
Det er ikke bare de store aviser, der er efter KU’s top og den forsvundne eksminister. Hos Kristeligt Dagblad trækker lederskribenten sørgmodigt på skuldrene og spørger, om KU’s forsøg på at opklare sagen kommer alt for sent.
Lederen lyder, at »i sagen fra Københavns Universitet om den suspenderede og bedragerimistænkte hjerneforsker Milena Penkowa er spørgsmålet alligevel, om det ikke er for sent. Om ikke universitetet med rektor Ralf Hemmingsen i spidsen har fået skadet sit renommé og skabt mistillid til sin forskning og omgang med forskningsmidler ved at lade stå til.«
LÆS: Kristeligt Dagblads leder den 14. februar 2011
chz@adm.ku.dk