Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Ban Ki-moon til studerende: Vis medfølelse

VERDENSLEDER - FN’s generalsekretær Ban Ki-moon brugte 45 minutter på at råbe ungdommen op, da han slog et smut forbi Den Sorte Diamant under sit besøg i København, hvor han deltager i klimakonferencen Global Green Growth Forum (3GF). Verdens unge skal have medfølelse, store ambitioner og ikke blot være nationale, men globale borgere, lød budskabet til 400 studerende.

»God eftermiddag, godt at være i jeres selskab,« sagde Ban Ki-moon som det første. På dansk.

Det er ikke hver dag 400 danske studerende får mulighed for at tilbringe 45 minutter i selskab med FN’s generalsekretær, men det var ikke desto mindre netop, hvad Det Kongelige Bibliotek kunne tilbyde onsdag den 23. oktober.

Ban Ki-moon talte i Den Sorte Diamant under temaet FN’s betydning for det internationale udviklingsarbejde ved et arrangement særligt for studerende.

Generalsekretæren understregede, at tilhørene skal være bevidste om, at FN er hvermandseje, og at organisationen arbejder for, at alle unge får fair og ordentlige muligheder.

Opråb til de unge

Men Ban Ki-moon rettede også både en kritik mod og en bøn til de fremmødte studerende.

De vestlige unge kan ikke se ud over deres egen komfortable verden, men de bliver nødt til at se de barske realiteter i øjnene, selvom det ikke er rart.

De unge må blive aktive verdensborgere for at kunne gøre en forskel. Om det så er i FN-regi, som aktivist eller som almindelig borger, lød budskabet fra Ban Ki-moon, der lovede at der vil blive lyttet til de unge, hvis de deltager aktivt.

Vagt svar

Efterfølgende stod det salen frit for at stille spørgsmål til generalsekretæren. Dog var der kun tid til at besvare to, før Ki-moon skulle videre.

Det ene spørgsmål vedrørte FN’s rolle i Indien i forhold til kvinderettigheder, som Ban Ki-moon selv fokuserede meget på i sin tale, og hvorvidt FN ville gøre noget for at fremme rettighederne i landet efter sagerne med gruppevoldtægter sidste år.

Efter ti minutter, en afstikker til det arabiske forår og ordstyrerens indgriben, lød svaret, at man ikke kun skal pege fingre ad Indien, men at der sker mange frygtelige ting mange steder i verden, som skal forhindres.

Ban Ki-moon forklarede, hvordan FN har rollen som brandmand, der slår ilden ned, mens den er i gang, men at der nu skal yderligere fokus på præventivt diplomati, som indtil videre ikke fungerer optimalt.

Ros til Danmark

Ban Ki-moon havde dels fokus på unge mennesker, dels på Danmark i internationale sammenhænge.

Han henviste både til DR dramaserien: ‘Borgen’, som nu bliver vist i Sydkorea og citerede H. C. Andersen for at minde os om, at man må se noget grumt, før man kan blive opmærksom på det gode.

Men han fremhævede også Danmark som aktiv i fredsbevarende FN-aktioner, fx i Sydsudan og Liberia.

Derudover betonede han betydningen af klimaforandringerne, og hvordan vi må gå sammen for at skabe grøn vækst og grøn teknologi. Netop hvad 3GF skal gøre, og Danmark allerede gør som værtsland.

Ban Ki-moons mål hvad klimaforandringer angår er at få en juridisk bindende aftale for global opvarmning.

Klimaforandringer, fattigdom og politisk ustabilitet er tre af de største udfordringer FN og det internationale samfund står over for de næste mange år, sagde han.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste