Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Biolog advarer mod økofascisme

Vi er nødt til at lytte til klimabisser som Bjørn Lomborg, hvis ikke vi vil risikere at gøre ondt i idealismens navn, mener biolog fra Københavns Universitet

Idealisme kan være farlig, og det gælder også på klimaområdet, hvor vi er nødt til at sætte vores lid til andre strategier, end dem, der dikteres af flertallet, skriver biologilektor ved Københavns Universitet (KU) Jesper Hoffmeyer i en kronik i Information.

Han påpeger, at uenighed og tvivl udgør selve forskningens indre dynamik, og henvisninger til konsensus blandt ’alle’ verdens klimaforskere, bør gøre os urolige.

Faren er, ifølge Hoffmeyer, ikke så meget, at kapitalismen kommer til at køre verden ud over afgrunden i uhæmmet vækst, men snarere, at vi i konsensussens uimodsigelige navn kværner alle debattens nuancer og udvikler et økofascistisk samfund.

»Det onde gøres i det godes navn«

Selv skrev Hoffmeyer allerede i 1972 om konsekvenserne af en temperaturstigning på fire-fem grader, så han kan næppe henregnes blandt de såkaldte klimaskeptikere.

Alligevel bør vi holde igen med forargelsen over Lomborg, der senest har foreslået, at vi forsøger at manipulere med klimaet ved at piske havvandet til skyer.

»Det onde gøres altid i det godes navn,« citerer Jesper Hoffmeyer den franske filosof André Glucksmann, »fra heksebrændinger til Al Qaeda.«

Biologilektoren mener desuden, at moraliserende artikler om klimaproblemerne kun tiltaler de ti procent af befolkningen, der er idealister, mens de preller af på de resterende 90 procent. Derfor skal der køl på idealismen, skriver han.

ser@adm.ku.dk

Seneste