Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Blokerende studerende smides ikke ud

STUDENTERAKTIVISME – Fakultetsdirektøren præciserer, at ingen af de studerende, der blokerer Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, bliver udskrevet af universitetet. KUA2 lukkes heller ikke i weekenden som konsekvens af blokaden som ellers annonceret.

De studerende, der siden onsdag morgen har besat administrationsgangen på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Det Humanistiske Fakultet, risikerer ikke at blive smidt ud af universitetet.

De følte sig ellers truet, da først fakultetsdirektøren og siden politiet troppede op og fortalte, at de risikerede at blive udskrevet, hvis de fortsatte deres protestaktion mod regeringens fremdriftsreform og dimensioneringsmodel.

Fakultetsdirektør Kristian Boye Petersen skriver nu på fakultets hjemmeside, at han blot har forklaret rækkevidden af universitetets ordensregler for de studerende, som i yderste konsekvens kan involvere udskrivelse, hvis man vedbliver med at være til gene for andre.

Tager blokader med et smil

Fakultetet understreger nu, at ingen studerende bliver udskrevet.

»Universitetet har været udsat for blokader mange gange tidligere siden 1960’erne, og vi tager det med et smil på læben. Selvfølgelig er det generende for administrationens arbejde – særligt i en situation, hvor fakultetet slet ikke er mål for protesterne. Men vi smider ikke studerende ud på grund af fredelig aktivisme, og vi mener at have en god og rolig dialog med de studerende. Vi beklager, hvis det er blevet opfattet som en trussel,« udtaler fakultetsdirektøren.

Weekendlukning aflyst

Det fremgår også af nyheden på fakultetets hjemmeside, at KUA2 må lukkes fra fredag kl. 17 til mandag kl. 06, så man ikke kan gå ind, når man først er gået ud.

Alle planlagte aktiviteter i bygningen i weekenden skulle derfor aflyses, da blokaden er i konflikt med brandregulativerne.

Lukningen bliver ikke til noget alligevel, da Kristian Boye Petersen og de aktionerende studerende ifølge Politiken har indgået en aftale.
Den betyder, at de studerende har indvilget i at organisere blokaden, så den ikke længere er i konflikt med blandt andet gældende brandregulativer om flugtveje.

De skal også tilkalde fakultetets vagtpersonale, hvis de observerer personer, der ikke hører hjemme på fakultetet.

clba@adm.ku.dk

Seneste