Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Borgmesteren fra kollegiet

INTERVIEW - Københavns nyeste og yngste borgmester blev kendt med hjælp fra sin afklædte veninde og insisterer på, at man godt kan bedrive professionel politik, selv om man bor på et kollegium.

Borgmesteren åbner døren i hvid undertrøje og strømpesokker. Håret er vådt og sat op i en knold i nakken. Hun smiler og leder os op ad trappen til køkkenet, hvor en ung pige spiser morgenmad.

»Jeg kommer tilbage om et øjeblik.«

Snart kommer borgmesteren tilbage i blazerjakke og med sin telefon i hånden. Dagen er nu officielt begyndt, også selv om avisen har taget morgenbrød med for at komme lidt langsomt fra start. Vi finder nogle små bøtter med evighedsholdbar marmelade i et ellers rungende tomt borgmesterkøleskab.

Borgmesteren er Anna Mee Allerslev og køkkenet ligger på anden sal på Regensen, det traditionsrige kollegium i Københavns Indre By, hvor hun residerer.

Yngste borgmester nogensinde

Ret beset er hun ikke borgmester endnu. Natten til den 2. november blev hun ganske vist udpeget til at efterfølge Klaus Bondam (R) som Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester, men Bondam træder ikke af før 1. januar.

Så indtil videre passer Anna Mee Allerslev sine nuværende virker som medlem af Borgerrepræsentationen, formand for Djøf Studerende og overbygningsstuderende på Jura ved Københavns Universitet.

Alt sammen i en alder af 26, som gør hende til Københavns yngste borgmester nogensinde. Og en af byens mest magtfulde studerende.

Ingen skeletter på gangene

Anna Mee Allerslev vil gerne tale om politik. Men Universitetsavisen vil hellere tale om hendes skeletter. De må rasle rundt i Regensens korridorer, hvor det sociale liv er tættere end på andre kollegier, og hvor der hver weekend festes, som stod solen aldrig op igen.

Det må være risikabelt for en toppolitiker at bo på Regensen. Væggene må kravle med journalister, der bare vil have en slibrig historie om, at hun har været sammen med fire fyre på en måned.

»Ha ha, nej, sådan noget gør jeg slet ikke,« griner Anna Mee Allerslev højt.

»Jeg havde engang en kæreste her, men ellers har jeg slet ikke været sammen med nogen på Regensen, og jeg har ikke lavet skandaler. Jeg prøver at komme til de fleste arrangementer, men til gengæld bliver jeg ikke hele natten. Og så drikker jeg mig ikke i hegnet mere end fem gange om året.«

Uimponerede medkollegianere

»Jeg arbejder 70-80 timer om ugen, og så er der ikke tid til at have tømmermænd,« siger hun og insisterer på, at hun ikke har noget at skjule.

Det skal hun jo gøre.

Den unge morgenmadsspiser ved siden af os følger med i samtalen, men uden at virke duperet af, at hendes nabo nu er borgmester.

»Regensianere er meget svære at imponere,« som Anna Mee siger, men hun led dog den tort at blive karikeret i den årlige kollegierevy for nylig, hvor en af de opførte sketcher omhandlede en unavngiven beboer på kollegiet, der bare gerne ville »integrer’, integrer’, integrer’.«

Støttet af Trusse-Ditte

Blandt menige københavnere blev Anna Mee Allerslev kendt, da hun under kommunalvalget i 2009 lancerede en video med sin veninde Ditte, der strippede ned til undertrøje og trusser, mens hun talte Anna Mees sag.

Veninden blev kendt som Trusse-Ditte, mens Anna Mee selv blev affejet som useriøs og plat af konkurrerende Venstre- og DF-politikere. Det er som bekendt gået udmærket for den unge radikale politiker alligevel, men ikke desto mindre skal hun stadig overbevise medier og medpolitikere om, at hun trods sin unge alder kan bedrive seriøs politik.

Som formand for Djøf Studerende har Anna Mee Allerslev erfaring med at samarbejde med midaldrende mænd fra erhvervslivet. Og hvis hun kan det, har hun også den fornødne pondus til arbejdet på Rådhuset, mener hun.

»Alder er ikke en kvalitet i sig selv. Jeg har masser af erfaring, og jeg er ikke bange for at omgive mig med folk, der er dygtigere end mig.«

»Min opgave er ikke at være ekspert på alle områder, min opgave er at sætte en politisk retning,« siger hun og gumler morgenbrødet færdigt. Nu handler det om politik, som hun bad om.

Også synd for ledige akademikere

Der er noget, der tyder på, at Anna Mee Allerslevs politiske retning i høj grad kommer til at udspringe fra hendes baggrund på universitetet. Hvor forgængeren Klaus Bondam ikke har nogen akademisk ballast, kommer københavnerne til at mærke, at en akademiker, er kommet til magten, siger hun.

»Det er klart, at jeg ikke vil favorisere djøf’ere og højtuddannede. Men en af de ting, jeg har taget med ind i den radikale gruppe er, at vi også skal sætte fokus på arbejdsløshed blandt akademikere.«

»Jeg vil gerne kigge på dimittend-arbejdsløshed, som mange politikere ikke har fokus på. Det er lige så synd for en nyuddannet akademiker at blive tabt på gulvet, som det er for en ikke-akademiker.«

Det handler om diskursen

Og det er beskæftigelsesområdet, Anna Mee Allerslev ved mest om. Sit andet område, integration, er hun mindre velbevandret i.

Hun erkender, at hun endnu ikke har sat sig ind i de Radikales såkaldte ghettoudspil, og understreger, at hun har indtil 1. januar til at sætte sig ind i stoffet. Men indtil videre vil hun opfordre til, at vi vælger vores ord med omhu.

»Det handler om diskursen, om den måde, vi taler om tingene. Det er ikke specielt visionært, men der er ingen tvivl om, at ord skaber handling. Så jeg ville gerne have, at vi begyndte at tale om ’mangfoldighed’ frem for ’integration’.«

»Integration er et ord, der er kommet til at betyde, at vi alle sammen skal ligne hinanden, og i mangfoldighed er der plads til at være forskellige,« siger borgmesteren, som gerne så, at hendes post skiftede betegnelse til ’beskæftigelses- og mangfoldighedsborgmester’.«

Uprøvet?

En politiker, der taler om diskurs, må man hellere tage på ordet. Anna Mee Allerslev og hendes parti taler selv om ’ghettoer’, men det er der jo også nogle, der mener er et dæmoniserende mærkat.

»Det kan også være, at jeg holder op med at sige ‘ghetto’. Det vil jeg ikke afvise,« siger hun, imødekommende nok.

Det samme gælder ordet ’indvandrerbander’. Er det et retvisende ord at bruge?

»Der må jeg være dig svar skyldig. Nu brugte jeg selv ordet ’bander’, fordi de der AK-81 er en indvandrerbande, og fordi jeg kommer fra Greve, hvor Black Cobra startede.«

Nu er AK-81 vist ikke en indvandrerbande.

»Nåh, det er dem, der HA’s unge. Okay. Jeg vil gerne forbeholde mig retten til at sætte mig ordentligt ind i området, før jeg udtaler mig for skråsikkert,« smiler Anna Mee Allerslev, tilsyneladende uanfægtet af Universitetsavisens billigt vundne point.

»Under alle omstændigheder er det vigtigt at skelne mellem kriminalitet, som politiet har ansvar for, og hvad vi som politikere har ansvaret for. Og når det først er blevet til bandekriminalitet, så er det ude af politikernes hænder. Vi skal sætte ind før.«

Har du nogle konkrete idéer til, hvordan kan man gøre det?

»Som sagt så vil jeg gerne have mulighed for at sætte mig bedre ind i stoffet, og så kan jeg give dig et bedre svar. Hundrede dage, er det det, man får?« griner hun.

Borgmester på DF’s stemmer

»Uprøvet« er vist det ord, Dansk Folkeparti bruger om Anna Mee Allerslev. Og selv om DF’erne stikker til den unge borgmester, så hænger hun på dem.

Klaus Bondam, som gik til valg på at holde DF uden for indflydelse, endte i stedet med at give partiet plads i alle udvalg, så når Anna Mee Allerslev betræder borgmesterposten, er det DF-stemmer, der holder hende oppe.

»Det er rigtigt, at Klaus Bondam har været lidt uheldig,« siger hun diplomatisk. »Men rådhuset er ikke det samme som Christiansborg. Vi har fået en borgmesterpost og de har fået nogle pengeposter. Man kan også vende den om og sige, at Radikale tog en borgmesterpost fra DF, og se det som en sejr. Selv om det er en sejr, der er lidt svær at forklare.«

Hvad vil du stille op med DF?

»Det er klart, at Dansk Folkeparti er det parti, jeg er allermest uenig med, men jeg dæmoniserer ikke DF, og jeg hader dem ikke. Jeg hader at folk stemmer Dansk Folkeparti, men hvis man isolerer dem, gør man dem bare stærkere. Og det ville heller ikke være fair, for de er demokratisk valgt,« siger Anna Mee, men tilføjer, at der er grænser for, hvor meget hun vil ofre for brede flertal.

»Jeg er meget lyttende og samarbejdsvillig, men jeg har også givet mig selv til opgave at tegne en klar radikal profil, så det bliver ikke flæskesteg og havregrød det hele.«

Flytter fra kollegium

Når hun i starten af det nye år kommer hjem efter en lang dag på borgmesterkontoret, kommer Anna Mee Allerslev ikke hjem til kollegiekøkkenet, hvor hun under interviewet har bænket sig sammen med Universitetsavisen.

»Nej, jeg flytter meget snart, og det er jeg rigtig ked af. De sidste tre år har hele mit liv været på Regensen, og det ville være dejligt at kunne komme hjem til alle vennerne her efter en hård arbejdsdag.« Men der er ingen vej udenom.

»Jeg har læst i avisen, at jeg kommer til at tjene omkring 800.000 om året. Så kan jeg ikke være bekendt at blive boende på et af Danmarks billigste kollegier lige i midten af København,« smiler hun.

ser@adm.ku.dk

Seneste