Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Kultur
FORFATTERMØDE - Manden bag yuppieromanen over dem alle besøger Det Kongelige Bibliotek mandag for at tale om sin nye roman, ’Imperial Bedrooms’.
Man kan ikke klandre Bret Easton Ellis, hvis han er godt træt af at være synonym med den bog, der gjorde ham til en af 90’ernes litterære rockstjerner. Der var et forfatterskab før American Psycho, og det startede med Under nul, som han nu med sin seneste roman peger tilbage mod.
Debuten handler om teenageren Clay, som fester og tager stoffer med sine venner, der er narkomaner, mandlige prostituerede og ekshibitionister. Bogen er en tur gennem Los Angeles’ underverden, hvor Clay gradvis bliver mere og mere forstyrret og desillusioneret.
I dag er hovedpersonerne, ligesom forfatteren, blevet 25 år ældre. I Imperial Bedrooms følger vi igen Clay, en manuskriptforfatter, der mere eller mindre tilfældigt genforenes med sit gamle slæng, forelsker sig en talentløs skuespillerinde, og bliver forfulgt af mystiske personer.
Det lyder som en gennemsnitlig krimi, men det er det ikke. Bret Easton Ellis’ stil har altid været at beskrive repræsentanter for vores tid gennem absurde handlinger og ekstreme livssyn på henkastet, ubekymret vis. Hans bøger er stadig lige så meget generationsportrætter som de er plotforløb. Også i Imperial Bedrooms:
»I soveværelset på 15. etage i Doheny Plaza den aften spillede han bare endnu en rolle. BlackBerry’en på natbordet der blev ved med at blinke, den kunstige solbrændthed, det vaselineindsmurte røvhul, dealeren i The Valley der aldrig dukkede op og de fordrukne beklagelser over en Jaguar han var nødt til at sælge – det var alt sammen så almindeligt at det kunne have været enhver anden.«
Ellis’ forfatterskab er blevet beskrevet som satirisk kritik af en hedonistisk, forbrugsorienteret amerikansk livsstil. Det er også tolket som forfatterens egen fascination af en grænsesøgende kultur. Ellis selv er både blevet stemplet som genial, som kejseren med de nye klæder og som flintrende sexistisk.
»Der er noget ved filmmediet, som jeg tror behøver det mandlige blik,« som han har sagt i et interview.
»Vi kigger, og vi bliver ophidsede af at kigge, og jeg tror ikke, at kvinder reagerer på film på samme måde, på grund af den måde, de er bygget på. De har et ophidselsesniveau, der ikke på samme måde bliver stimuleret af det visuelle.«
Han er i øvrigt også kendt for ikke at give kedelige interviews. Mandag den 11. oktober bliver han interviewet på Den Sorte Diamant som en del af bibliotekets Internationale Forfatterscene. Vi glæder os.
Som opvarmning anbefaler vi denne strålende scene fra filmatiseringen af American Psycho.
Bret Easton Ellis, mandag den 11. oktober klokken 20.00 i Dronningesalen. Arrangementet er udsolgt, men uafhentede billetter (til 60 kroner for studerende) kan negles på dagen fra klokken 19.
ser@adm.ku.dk