Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Bye bye standby

Karakterkrav — Nyt karakterkrav påvirker også studerende på standbylisten. Danske Studerendes Fællesråd kritiserer KU.

Københavns Universitets generelle karakterkrav på 6,0 er trådt i kraft med ankomsten af 2018. Det betyder, at alle ansøgere der i fremtiden kan gøre sig forhåbninger om at blive optaget på KU, skal have en gennemsnitskarakter på 6,0 med sig fra gymnasiet (uden hurtigstartsbonus).

Men det nye karakterkrav påvirker ikke kun studerende der starter ansøgningsprocessen til kvote 1 og kvote 2 i år – også studerende, der sidste år blev optaget på standbylisten påvirkes. Sidste år optog KU 685 studerende på en standbyplads, og efter studiestart modtog 202 af dem et tilsagnsbrev. Brevet kan den måske fremtidige KU-studerende vedhæfte næste års ansøgning til samme studie som en garanti for optagelse på studiet.

Hvis man altså opfylder de adgangskrav, der er gældende året efter man modtog sit tilsagnsbrev.

Og dette møder særlig kritik fra Danske Studerendes Fællesråds forperson Sana Mahin Doost, der allerede i januar langede ud mod KU i et tweet:

DSF: Dårlig stil, KU

Sana Mahin Doost kalder KU’s beslutning om ikke at lukke de standbystuderende ind på 2017-vilkår »uskikkelig«.

»Jeg synes det er uskikkeligt af Københavns Universitet. Du får tildelt din studieplads fordi du opfylder kravene. Hvis KU så bare kan ændre kravene efter de har tildelt studiepladser, er der jo et grundlæggende problem i at tildele pladser på forhånd. Det er simpelthen dårlig stil. De studerende har ikke en chance for at omstille sig og planlægge efter de nye regler – det var det samme med uddannelsesloftet,« siger hun.

 Bare fordi de har ret til at gøre det, betyder det ikke, at det er rigtigt

Forperson Sana Mahin Doost, DSF

Sana Mahin Doost mener ikke, at informationen til ansøgerne har været klar nok.

»Man bliver nødt til at tænke på hvordan de studerende opfatter det, der fx står på uddannelsesguiden og på forskellige uddannelsessider,« uddyber hun.

Pernille Kindtler, sektionschef hos Vejledning og Optagelse på KU, skriver i en mail til Uniavisen, at ansøgerne har været velinformerede. Hun skriver blandt andet, at det har stået tydeligt på KU’s hjemmeside under sidste års optag, at man kun ville kunne bruge et tilsagn i 2018, hvis man opfylder karakterkravet.

»Vores studievejledere har vejledt om det i hele perioden. I de tilsagnsbreve, ansøgerne har fået efter sidste års optag var slut, gjorde vi endvidere opmærksom på, at karakterkravet skal opfyldes, hvis man vil benytte sit tilsagn i år,« skriver hun.

Standby-studerende kan søge dispensation

»Bare fordi de har ret til at gøre det, betyder det ikke, at det er rigtigt,« siger Sana Mahin Doost, der også fortæller, at det kan have store personlige konsekvenser for de måske kommende KU-studerende, der kan have takket nej til en anden uddannelsesplads, fordi de hellere ville vente et år ekstra for at komme ind på en specifik uddannelse, eller som er flyttet til København fordi de troede, at de var sikret en plads det følgende efterår.

Hvis karakterkravet var blevet indført med virkning fra 2017, havde det udelukket cirka 11 procent af de førsteårsstuderende fra deres studier. KU er det første af landets universiteter, der indfører et generelt minumumskarakterkrav, men Aarhus Universitet planlægger at følge trop.

Ansøgere med tilsagn fra 2017, der ikke opfylder karakterkravet, kan – ligesom alle andre ansøgere – søge dispensation for karakterkravet i år. Hvis de får dispensationen, kan de stadig benytte deres tilsagn. Reglerne om dispensation finder du her.

Seneste