Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Videnskab
NY UDDANNELSE - Space Science Center barsler med plan om kandidatuddannelse specialiseret i rumforskning. For de studerende skal med.
Kristian Pedersen er godt tilfreds med den udvikling, som Space Science Center har gennemgået siden starten i 2009. Men på et område, synes han dog, at centerets indsats stadig halter bagefter.
»Vi har ikke fået gjort så meget ved at engagere studerende i centeret endnu,« siger han.
»Vi har til gengæld fokuseret på ph.d.-studerende, og blandt andet afholdt et ph.d.-kursus, hvor også folk fra NASA og ESA underviste. Men jeg ville meget gerne have nogle flere specialestuderende ind over, da der er masser af dygtige studerende, der kunne have interesse i vores projekter.«
Nogle studerende har dog fundet vej til rumcenteret ved Fælledparken. En af dem er Elisabet Liljeblad, der skriver sit speciale om kategorisering af galakser som et led i centerets arbejde med Euclid-missionen. Det er hun begejstret over.
»Det er virkelig godt. Tidligere når jeg lavede opgaver, følte jeg nogle gange, at det ikke rigtig betød noget. Men her, via det tætte samarbejde med ph.d.er og forskere, knyttes mit studium til virkeligheden, og jeg oplever, at mit arbejde og min interesse har betydning.«
Den oplevelse kan flere studerende måske snart få lov dele. Kristian Pedersen kan i hvert fald fortælle, at centeret barsler med ideen om en tværfaglig kandidatoverbygning, hvor studerende kan specialisere sig i Space Science. Og hvor et væsentligt element vil være deltagelsen i centerets projekter.
»En sådan uddannelse vil gøre os mere synlige på KU, og ikke mindst bringe nyt blod ind i rumforskningen,« siger Kristian Pedersen.
Den nyhed bifalder Elisabet Liljeblad:
»Det lyder fantastisk. Jeg har i hvert fald en del venner, som interesserer sig for området.«