Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Alumnerne

Da landet lukkede ned, åbnede hun en butik med sexlegetøj

Alumnerne — Medstifter af og direktør for Peech, Clara Filippa Damgaard Andersen, startede på Østeuropastudier ved Københavns Universitet for at blive konsulent. Under corona fandt hun et hul i markedet, og i dag fylder arbejdet i den pastelfarvede sexshop på Nørrebro meget mere end studiet.

Da jeg startede på KU, havde jeg ingen planer om starte en virksomhed. Jeg valgte at læse Østeuropastudier, fordi jeg syntes, at hvert land havde en spændende historie og kultur, og fordi jeg havde oplevet så store kontraster, de gange jeg havde rejst i Østeuropa. Jeg er virkelig glad for, at jeg valgte studiet, for det er en god blanding af kultur, historie, samfundsfag og sprog, og jeg tænkte, at jeg kunne bruge det til at arbejde i konsulentbranchen eller med branding. Siden da har planerne ændret sig lidt.

Blå bog

Clara Damgaard Andersen er 27 år gammel.

Medstifter af og direktør for sexshoppen Peech.

Startede på Østeuropastudier på Københavns Universitet i 2018.

Skriver netop nu bachelorprojekt om Svetlana Aleksijevitjs bog ’Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’.

Inden universitetet gik jeg på teknisk skole, så det var en helt ny verden at starte på KU. Jeg kan huske, at jeg var vildt overrasket over, hvor mange ressourcer der var til rådighed. Underviserne sagde pludselig Vil I læse mere om det her, så sig til, så får vi bestilt bøgerne hjem til jer. Det havde jeg aldrig prøvet før. Det var også ret sjovt at møde så mange ligesindede, som havde gået og nørdet med det samme som en selv. Det er jo et meget bredt studie, og folk er interesserede i alt fra østeuropæisk kunst til udenrigspolitik, men alle er lige passionerede. Det er ret vildt at opleve.

Man siger ofte, at det tager nogle semestre at forstå, hvordan det er at gå på universitetet. Det er jeg helt enig i. På et tidspunkt havde jeg en eksamen hos en af de professorer, jeg så allermest op til. Jeg var virkelig nervøs, men endte med at få en rigtig god karakter. Professoren sagde, at en af grundende til, at jeg klarede mig så godt, var, at jeg ikke overkomplicerede stoffet. Det er en god ting at lære sig selv, tror jeg. Man skal ikke overkomplicere det, og man behøver ikke gøre sig selv mere akademisk, end man er. Nogle gange har jeg følt, at det akademiske var for abstrakt for mig, men i virkeligheden er jeg bare en praktisk akademiker. Jeg synes, det har været fedt at arbejde ved siden af studiet, for jeg kan godt lide at bruge den akademiske måde at tænke på i mit daglige arbejde. Hvorfor undersøger jeg noget fra den her vinkel i stedet for en anden? Den slags tankegods har jeg virkelig kunne bruge.

Jeg ville ønske, at jeg havde dedikeret mig mere til studiet. Jeg er rigtig glad for, at jeg har taget en bachelor, for jeg er blevet klogere, har fået gode venskaber og anskuer verden på nye måder, men de seneste år har jeg ikke brugt så meget tid på studiet. Sådan er det jo, når der kommer noget i vejen. Nu bruger jeg nok omkring 50 timer om ugen på arbejdet i min virksomhed, Peech, og så studerer jeg kun i weekenden. Når jeg er færdig med min bachelor og har holdt en stor bachelorfest, vil jeg arbejde fuld tid og bare fokusere på nogle sunde arbejdsstrukturer.

De fleste, jeg møder, synes bare, at det er spændende og fedt, og så er sexlegetøj generelt blevet så normaliseret, at jeg også snakker om mit arbejde til familiefødselsdage.

Clara Damgaard Andersen

Det giver super god mening og er virkelig sjovt at skrive opgaver om sin egen virksomhed. Min kæreste og jeg startede Peech sammen med to venner, mens der var corona. Til at starte med var det bare en webshop, men efter vi havde været i gang i et års tid, fik vi lokaler på Nørrebro og åbnede en butik. Pludselig var der et fysisk sted at tage på arbejde, og Peech begyndte at fylde mere og mere af min tid. Heldigvis kunne jeg på mit studie tage nogle businessfag, som jeg kunne få til at handle om Peech, så lige pludselig skrev jeg rapporter om min virksomhed, og konklusionerne kunne jeg bruge i virkeligheden. Jeg har været heldig at kunne kombinere studiet og Peech.

Sexlegetøjsbranchen kan virke ekstremt uoverskuelig, og derfor startede vi Peech. Der findes mange fede produkter, men der findes også rigtig meget lort, og jeg syntes personligt selv, at det var ret svært at begynde at bruge sexlegetøj, fordi jeg ikke anede, hvor jeg skulle søge hjælp. Derfor har jeg og mine medstiftere hos Peech kurateret et udvalg af produkter og samlet det til en overskuelig hjemmeside og butik, hvor vi har mulighed for at vejlede kunderne. Vi kunne sagtens tilføje 100 produkter mere, men så ville det blive 100 gange mere uoverskueligt for vores kunder, og det er ikke det, vi ønsker.

Da vi åbnede butikken, fik vi efter et halvt år smadret vores ruder fem gange på halvanden uge. Følelsen af at blive ramt så meget på sine værdier og sin personlige butik var ekstremt ubehagelig, ud over at det selvfølgelig også var helt vildt irriterende. Politiet kunne ikke nå at komme, før det var for sent, så en aften samlede vi en gruppe af venner, og så gemte vi os i biler ude foran butikken hele natten. Da gerningsmændene kom, sprang vi frem og jagtede dem igennem Nørrebro. Siden har de ikke været her, og vores vinduer er intakte.

Det kan godt provokere nogen, at vi lægger sex ud i det åbne. Vores butikker har kæmpestore vinduer, hvor man kan kigge direkte ind på alle produkterne. Nogen bliver stødt af det, men heldigvis omgiver jeg mig med folk, der har det på samme måde som jeg selv, og vi oplevede en utrolig opbakning fra vores kunder og lokalmiljøet, da vi fik smadret vores vinduer. De fleste, jeg møder, synes bare, at det er spændende og fedt, og så er sexlegetøj generelt blevet så normaliseret, at jeg også snakker om mit arbejde til familiefødselsdage. Sådan havde det måske ikke helt været for ti år siden.

Jeg glemmer aldrig, dengang en 72-årig kvinde græd i vores butik. Vi holder Peech-parties nogle gange om måneden, hvor vi fremviser vores produkter, og så kan man stille alle de spørgsmål, man brænder inde med. Som regel kommer der flest helt unge kvinder, men en aften dukkede der altså en kvinde på 72 op. Der var meget gang i den i butikken, men hun gik bare rundt for sig selv og kiggede. Pludselig begyndte hun at græde, og vi måtte sætte hende ned på en bænk, så hun kunne samle sig lidt. Hun fortalte, at hun havde fået en ny kæreste og nu gerne ville opdage nogle nye sider af sin seksualitet, men at det virkelig havde krævet meget mod af hende at møde op, og at denne nye verden var meget overvældende for hende.

Vi vil gerne rykke på forestillingen om, hvad sexlegetøj er, og hvem der bruger det. Man behøver ikke at have seksuelle problemer for at bruge legetøj. Man kan bruge det bare for at få en anden form for tilfredsstillelse. Vi har mange forskellige skribenter tilknyttet vores hjemmeside – fx læger, der skriver om sex fra et normkritisk perspektiv, og folk med fysiske handicap, der fortæller om, hvordan de bruger sexlegetøj. Vi prøver at få alle aspekter og alle de små detaljer om sex med. Hvad kan de forskellige produkter? Hvad er sex overhovedet? Hvordan har vi sex? Der er vildt mange ting.

Det er altid worth a shot at prøve sexlegetøj. Det er ikke altid, at det føles nice første gang – ligesom det ikke altid er nice, første gang man har sex med en ny partner. Man må prøve nogle forskellige ting for at finde ud af, hvad der fungerer. Det fede er jo, at man kan prøve at have sex på helt nye måder, og sex kan hjælpe på så mange ting! Det er jo bevist, at sex udløser nogle hormoner og endorfiner, der gør en glad, også selv om sex i sig selv kan være frustrerende. Det kunne måske også hjælpe nogle studerende til bedre trivsel, eller i hvert fald være en god overspringshandling fra eksaminer. Måske vi skulle have en automat på KU eller lave et skolestartskit til alle studerende.

Seneste